Af Nikoline Skole Fischer Mikkelsen

Forfatter: Neil Patrick Harris, Titel: De Magiske Møgunger – Den Anden Historie, Originaltitel (engelsk): The Magic Misfits, Dansk forlag: Carlsen, 328 sider, Udgivet 2019, Anmeldereksemplar

Man kan aldrig få for meget magi. Derfor er der selvfølgelig kommet en 2’er til den spændende og sjove børnebogsserie De Magiske Møgunger.

(Læs min anmeldelse af den første historie her)

Tid til nye eventyr – og denne gang med Leila i hovedrollen. En af Vernons gamle venner og også tidligere medlem af Smaragdklubben – Sandra Santos – dukker pludselig op i Kildevæld som spåkone. 

De Magiske Møgunger vil gerne vide mere om Smaragdklubbens mystiske fortid, og hvorfor klubben blev splittet op. Spor fører dem hen til den forladte fløj på Kildevæld bjerghotel, hvor de må løse gåder for at komme videre. Samtidig har Sandra inviteret Leila til at være åbningsnummer til hendes store show i teateret. Men hvem er Sandra helt præcist, og hvorfor er hun vendt tilbage til lige præcis Kildevæld?

Sandra fortrak ikke en mine. I stedet nippede hun høfligt til teen.
“Hvad kalder du dig?” spurgte Ridley.
“Jeg er det som nogle kalder clairvoyant,” sagde Sandra.
“Hvad er det?” spurgte Carter.
“Jeg får små beskeder om folk, og så fortæller jeg dem, hvad de har brug for at vide.”
Leila krympede sig. “Små beskeder? Fra hvem?”
“De fleste clairvoyante ville sige, at beskederne kommer direkte fra en ånd,” sagde Sandra. “Ånderne hvisker hemmeligheder til os, og vi deler hemmeligheder med de mennesker, som har brug for hjælp.”
“Så du taler med spøgelser?” sagde Ridley. “Er det ægte, beskederne fra spøgelserne?”

Jeg kan godt lide idéen med seks børn, alle med helt forskellige fortider og personligheder, der bliver samlet og danner en klub. Børn, som endda også kan magi, så man hele tiden sidder og tænker ‘hvordan gør han det der?’. Midt mellem kapitlerne kommer der igen de her små tips og trick til at trylle. Det hele frisket op med flotte illustrationer.

De magiske møgunger

Jeg blev ikke ligeså grebet af den som første gang, jeg læste den første. Det er nok, fordi jeg er blevet ældre og har ændret smag.

De Magiske Møgunger er til mindre børn og derfor heller ikke ligeså ‘kompliceret’ som nogle af de bøger, jeg plejer at læse. Det er mest noget med en skurk, de skal afsløre, så er han afsløret, ny skurk der skal afsløres, så er hun afsløret og så videre.

Men De Magiske Møgunger er alligevel god på mange andre måder. Og jeg vil anbefale den til aldersgruppen 5-11 år, hvor de mindste også kan få den læst højt.

 


Nikoline (født 2006) har skrevet boganmeldelser til Litteraturhjørnet fra 2018-19.
Share This