Af Nikoline Skole Fischer Mikkelsen

Forfatter: Neil Patrick Harris, Titel: De magiske møgunger – den første historie, Originaltitel (engelsk): The Magic Misfits, Illustrationer: Lissy Marlin & Kyle Hilton, Forlag: Carlsen, 263 sider, Udgivet (dansk udgave) 2018. 

Hvis du er vild med magi, så er denne nye, spændende, sjove og ikke mindst magiske bog lige noget for dig!

Da Carters forældre en dag pludselig forsvinder, bliver han overladt til sin luskede hjemløse onkel Sly. Men da Carter efter mange år får nok af onklens slavepiskeri, stikker han af og tager med et tog ud til en lille by på landet.
Her finder han fem nye venner: den kørestolssiddende smarte Ridley, udbrydermester(inden) Leila, violinspilleren Theo, og de dansende komikere Olli og Izzy. Sammen afslører de luskede og mystiske ting ved det omrejsende tivoli, som har slået sig ned i byen. Ved hjælp af masser af magi, samarbejde og venskab.

Illustration fra bogen

“Ingen tryller bare for sjov. Enten er du her for at snyde folk eller for at få dem til at købe noget.”
“Jeg kan forsikre dig om, at ingen af delene er tilfældet. Men sikke et trist livssyn for en på din alder,” sagde hr. Vernon. “Må jeg spørge, hvad der er blevet af din ungdommelige naivitet, hr….?”
“Jeg hedder Carter, og jeg har ingen anelse om, hvad det var, du lige sagde.”

Da jeg så bogen på hylden hos boghandleren, var det første jeg udbrød: “Aj, den ser god ud,” og “Den vil jeg have, mor!” og bogen levede også op til mine forventninger.

Jeg har tit haft det problem, når jeg læser en bog, at teksten fx beskriver et sted, hvorefter jeg så skaber mig et indre billede af det sted. Men senere i teksten kan der så stå noget mere om det sted, men så passer det slet ikke med det, jeg havde forestillet mig. Så tænker jeg bare: “Hvad?” fordi det pludselig ikke giver nogen mening i forhold til det billede, jeg havde forestillet mig.
Det problem fik jeg kun én gang i denne bog, og der reddede illustrationerne mig. De er flotte, enkle og i sort-hvid, så de fylder ikke det hele, og så man også selv kan skabe sig sine egne billeder.

Nogle steder i bogen kommer der også de her trylletricks, som du selv kan lave. Her er starten på et af dem:

SÅDAN
læser du en anden persons tanker!

(…)

DU SKAL BRUGE:

Papir og blyant

– medmindre du er virkelig god til matematik. Du kan også bruge en lommeregner!

TRIN:

  1. Bed nogen om at tænke på et tal. Et tilfældigt tal! Sørg for at de skriver det ned og lægger sedlen i lommen.

Det der også er meget fedt og sjovt ved bogen her, er at der nogle gange kommer den her lille “forklarings-jegfortæller-person”. Det synes jeg er sjovt tænkt og hjælpsomt i fx starten, fordi historien begynder meget åbent.

Ta-da! Så er det tid til et lille tilbageblik!
Jeg ved godt, hvor irriterende det er at skulle stoppe, lige mens det er allermest spændende, men der er lige et par ting, du bør vide om Carter, før jeg fortæller, hvad der videre sker. Ting som: Hvem er den dreng? Og hvorfor stak han af? Og hvem er manden han flygter fra?

Jeg må indrømme, at jeg måske er lidt for gammel til at læse De magiske møgunger. Men den var helt fantastisk alligevel! Jeg var så godt underholdt, at jeg nogle gange stille råbte “Ja! Endelig!” eller “Aj, helt ærligt” hvis der skete noget godt eller dårligt.

Min anbefalede aldersgruppe til bogen er nok: 8-11 år.
Dette er en serie, så jeg glæder mig til 2’eren.

 

Jeg giver “De magiske møgunger” topkarakter!

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nikoline (født 2006) har skrevet boganmeldelser til Litteraturhjørnet fra 2018-19.

 

 

Share This