Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Ngũgĩ wa Thiong’o, Titel: En drømmemagers fødsel (En forfatter bliver til), Originaltitel (engelsk): Birth of a dream weaver – A Writer’s Awakening, Forlag: C&K Forlag, 240 sider, Udgivet 2018. Anmeldereksemplar.
Bogen er tredje del i forfatterens erindringstrilogi. 1. del: ‘Drømme i krigens tid’. 2. del: ‘I fortolkerens hus’.

D. 22. marts 2018 udkom tredje erindringsbog (på dansk) af den kenyanske forfatter Ngũgĩ wa Thiong’o. Jeg har tidligere læst hans første erindringsbog “Drømme i krigens tid”, hvor han fortæller om sin fattige barndom på landet, og hvordan han hurtigt fandt ud af, at fortællinger var et lyspunkt for både ham og andre. Det lykkedes ham ved flid og sine evner – og støtte fra sin mor – at komme i skole (hvilket ikke var en selvfølge i Kenya i 1940’erne) og herfra videre til et af de bedre gymnasier.

En drømmemagers fødsel tager sin begyndelse i 1959, hvor Thiong’o som 21-årig begynder sine studier på Makerere University i Uganda. Uganda virker på Thiong’o som et mere frit land med gader domineret af afrikanere fremfor hvide europæere og kolonister, som det var tilfældet i byerne i Kenya. (Dette var inden Idi Amins rædselsstyre i Uganda 1971-1979).
Først i 1963 opnår Kenya officielt internt selvstyre, og den britiske kolonimagt trækker sig ud af landet efter 43 års styre og undertrykkelse af det kenyanske folk. Men så begynder det postkoloniale styre, der er præget af censur og undertrykkelse af intellektuelle med mere.

Thiong’os erindringer er dermed uundgåeligt vævet sammen med de politiske og historiske begivenheder, som hans liv er underlagt og påvirket af. Og hans udvikling som forfatter præges både af hans opvæksts kulturelle fortælletraditioner, hans stræben efter at skabe en karriere og tjene penge, hans trang til at påpege de samfundsmæssige uretfærdigheder og undertrykkelse samt hans fantasi og fortælleglæde.

Til sidst i bogen fortæller han, at han tog rundt til familie og venner for at vise sin debutroman frem. Blandt andet tog han hen til sin halvsøster Wabia:

Hun var handicappet på enhver tænkelig måde, men havde bevaret et lyst sind, levede i sangenes og fortællingernes verden og fungerede i den forstand som lokalsamfundets kollektive hukommelse. Jeg voksede op med hendes fortællinger, som hun var den eneste, der kunne mane frem ved højlys dag. Hun var blind og kunne ikke se dagslyset, men fornemmede det i sine skælvende hænder. Hun havde formet min verden på måder, kun jeg kunne forstå. Hun havde vakt mit ønske om at blive drømmemager.

Betydningen af at skrive på sit modersmål som forfatter

Thiong’o er optaget af, hvordan det påvirker et folk at være underlagt et andet lands styre, tankegang og normer, sådan som Kenya var af Storbritannien. For eksempel deltager han som studerende i en forfatterkonference på Makerere University, og her diskuterer deltagerne hvad det betyder for en afrikansk forfatter at skrive på engelsk fremfor på sit eget modersmål. Hvad betyder det for teksten og for den fortælling, der kommer frem?

Dette skriver han senere en klumme om (i en periode var han fast klummeskribent for en avis):

I min klumme i Sunday Nation den 23. september 1962, under overskriften “Swahili skal indtage sin retmæssige plads”, indledte jeg for eksempel med at beklage den kendsgerning, at afrikanske forfattere “er tvunget til at tæmme musikken og dissonanserne i deres indre, når de er nødt til at formulere sig på et fremmedsprog”. (…)

… hvorefter jeg konkluderede: “Jeg tror ikke et øjeblik på, at vi nogensinde kan blive en nation, der er værd at regne med, medmindre vi har vores eget sprog, hvorigennem vi kan udtrykke vores nationale egenart og åndelige vækst.”

I Britisk Østafrika, som kolonivældet hed, og som dækkede landene Uganda, Kenya, Tanganyika og Zanzibar (de to sidste er i dag samlet som Tanzania) var engelsk hovedsproget alle steder, på arbejdspladser, i politik, i aviserne, i skolerne og på uddannelsesinstitutioner. Thiong’o mente, at det var problematisk for afrikanske forfattere, at de ikke skrev på deres eget sprog. For at fravriste sig de koloniale lænker ændrede Thiong’o i 1967 sit engelske navn James (alle skulle have et engelsk navn udover det afrikanske) til sit oprindelig fødenavn, Ngũgĩ wa Thiong’o, og han begyndte at skrive sine bøger på kikuyu.

Ngugi Wa Thiong'o

Pennen er dit stærkeste våben

En drømmemagers fødsel fortæller om Thiong’os ungdom, om glæden ved de første skolefester på Makerere, om togture hjem til moderen i Kenya i ferierne, om studiejobs som avisreporter, om at skrive skuespil, om forskelsbehandling, om magtudøvelse og ydmygelser, om intellektuel frihed og om at opdage litteraturen.

Mit store held var, at jeg elskede bøger. Bøger kan både oplyse og formørke, men i det mindste har man valget. Makerere forstærkede min påskønnelse af litteratur, og stedets velforsynede bibliotek blev mit andet hjem. 

Og det er en fortælling om et menneske, der bliver en forfatter, i et anspændt politisk landskab, hvor dem, der vover at kritisere – eller simpelthen bare at være intellektuel og at stille spørgsmål til – styret eller samfundet risikerer forfølgelse. Og det gjorde Thiong’o. Udover romaner skrev han også skuespil, og i 1977 blev han arresteret på grund af skuespillet “Jeg gifter mig, når jeg vil”. Herefter har han levet i eksil.

Når jeg ser tilbage, var aftenen en dobbelt sejr for mig: fødslen af en dramatiker og undfangelsen af en romanforfatter. Såret i mit hjerte som dramatiker var helet. Lidet vidste jeg om, at flere sår ventede mig; at teatret senere skulle sende mig et år i et topsikret fængsel og derefter i mange års eksil.

Ngũgĩ wa Thiong’o anses for at være en af de største afrikanske forfattere, og jeg forstår hvorfor. Ikke bare er hans livshistorie utrolig spændende fortalt her i hans erindringer, men han fortæller også detaljeret og levende om de politiske forhold – også internationalt – samt om Kenya og Ugandas kultur, natur og mennesker.

Jeg synes, bogen skulle være fast pensum på alle danske gymnasier – den giver et vigtigt indblik i en del af verden, hvor hverken ytringsfrihed eller demokrati er en selvfølge. Og så viser den, hvor værdifuldt og magtfuldt det skrevne ord er for os mennesker, især når vi prøver at frigøre os fra en ufrihed. Det være sig åndelig eller fysisk ufrihed.
Så jeg kan kun anbefale at læse Ngũgĩ wa Thiong’os erindringstrilogi – det er muligt at læse dem enkeltvis: de går kronologisk frem startende med hans barndom og slutter, hvor han får udgivet sin debutroman som ung mand.

Se også et interview med ham på ngugiwathiongo.com.

En drømmemagers fødsel

Share This