Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Agnès Martin-Lugand, Titel: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, Originaltitel (fransk): Les gens heureux lisent et boivent du café, Forlag: Politikens Forlag, 184 sider, Udgivet (på dansk) 2018, Anmeldereksemplar

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er navnet på Dianas bogcafé i Paris. Men problemet er, at Diana er så langt fra lykkelig, som man kan blive, så hun har overladt driften af caféen til sin ven og medejer, Félix, mens hun har murret sig inde i sin lejlighed. Diana har et år forinden mistet sin mand og datter i en trafikulykke, og hun er stadig i chok og dyb sorg. Félix er det eneste menneske, hun kan holde ud, og han kommer hen til hende hver dag og sørger for, at der i det mindste bliver ryddet bare lidt op. Dianas sorg illustreres på en ægte og rørende måde i teksten, fx bruger Diana sin datters shampoo med jordbærduft, når hun er i bad, og hun går rundt i sin mands hættetrøje. Men da Félix begynder at foreslå, at de skal tage ud på en rejse sammen, fordi han synes hun har været i den depressive stemning for længe, begynder Diana at lægge sine egne planer.

Hun vælger at leje et lille hus på en afsides kyst i Irland, for at bo her, i en lille landsby som hendes mand ofte havde talt om. Her møder hun en helt anden mentalitet, end der var i Paris blandt de fortravlede, anonyme storbybeboere. Den forblæste strand, det grå regnvejr og den utæmmede natur er overraskende godt for hende, opdager hun. Og de mennesker hun møder her, er varme, åbne og tillidsvækkende.

Men hendes nabo, fotografen Edward, er som den eneste uvenlig over for hende fra starten, og langsomt rulles historierne ud og flettes sammen.

Jeg vil ikke afsløre for meget her, for det er plottet, der meget bærer denne roman frem. Det er menneskenes indbyrdes relationer, dialoger og handlinger, der er betydningsfulde. Den er på mange måder velskrevet, replikkerne er rammende og troværdige, og plottet er også godt. Jeg forstår derfor ikke, hvorfor bogen føles så “let” for mig – både at læse og fordøje – når emnet er så dybt, og personerne virkelig går igennem en stor udvikling. Personerne blev ikke helt nærværende for mig. Diana bliver meget beskrevet som den sørgende enke, og man hører stort set ingenting om hendes fortid eller kærlighed til litteratur, som var hele årsagen til, at hun åbnede sin bogcafé. Pointen med titlen er nok ironisk: at fordi hun er ulykkelig, læser hun ikke bøger mere.

Et af de få steder hvor læsning nævnes:

Jeg havde taget mig sammen og forsøgt at komme i gang med at læse igen. Men denne eftermiddag fandt jeg ingen trøst. Jeg vidste ikke, om det skyldtes  den knugende stemning i krimien af Arnaldur Indridason, som jeg var fordybet i, eller den kolde træk, jeg mærkede i ryggen. Mine hænder var iskolde. Huset var endnu mere stille end sædvanlig. Jeg rejste mig, gned mine arme og standsede et øjeblik foran karnapvinduet; det var dårligt vejr udenfor. Tunge skyer dækkede himlen, det ville blive hurtigere mørkt i aften.

Selvom jeg godt kunne savne et mere kreativt, interessant sprog, og at personerne blev mere nuanceret vist (fx har Edward den samme mimik: han stryger åbenbart konstant sin hånd over ansigtet. Mens jeg sidder og tænker: hvorfor gør han det, og hvad betyder det helt præcist. Det stopper desværre min læsning og gør ikke Edward mere personlig), så vil jeg alligevel godt anbefale romanen for dens belysning af sorg og hvad det gør ved et menneske. Jeg synes, at forfatteren formår at vise og anslå nogle følelsesmæssige strenge ved Diana, som virker ægte, og som vækker min nysgerrighed og interesse. A la: hvordan mon hun klarer den?

Hvis du også vil vide, hvordan Diana klarer noget af det mest ubærlige, man kan opleve, så find ud af det i Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, som udkom d. 17. august 2018.

 

Share This