Af Rikke Fischer
Forfatter: Zadie Smith, Titel: Swing Time, Originaltitel (engelsk): Swing Time, Forlag: Rosinante, 461 sider, Udgivet 2017.
Jeg husker tydeligt, da jeg læste romanen Hvide Tænder – Zadie Smiths gennembrudsroman fra 2000. Jeg blev grebet af hendes skønne sprog, som tegnede indsigtsfulde og detaljerige portrætter af personerne og deres relationer med hinanden. Så derfor har jeg faktisk læst alle hendes fem romaner: Hvide Tænder (2000), Autografmanden (2003), Om skønhed (2007), NW (2013) og nu også Swing Time (2017). Zadie Smith er opvokset i Londons multikulturelle nordvest-kvarter, og alle hendes bøger kredser om emnerne kultur, multikultur, race, identitet og de forskellige lag i samfundet.
Hvis du aldrig har læst noget af hende, så vil jeg anbefale at læse Hvide Tænder og Swing Time først. Jeg synes personligt, at de er hendes bedste bøger.
Smith er også en anerkendt essayist, men disse er ikke blevet oversat til dansk.
Men nu tilbage til Swing Time
Swing Time handler om en unavngiven jeg-fortæller, der er opvokset i det nordvestlige London med en mor, der hellere ville studere og læse end at være husmor, og en rar far, der går med post og bare gerne ville have et roligt familieliv. Jeg-personen får som barn en veninde, Tracey, da de begge går til dans i den lokale danseskole. De to piger er helt opslugt af dans og bruger fritiden på at øve sig hjemme i stuen til gamle VHS-bånd med dansescener fra gamle dansefilm som fx Swing Time, som bogens titel kommer af. Tracy er et naturtalent dansemæssigt, mens jeg-personen kun er middelmådig til at danse. I stedet har hun en stor sangstemme, men som vi skal se i løbet af fortællingen, er hun også lidt uambitiøs med sit liv, så det bliver et ubrugt talent hun har.
FOTO: Dominique Nabokov
Romanen veksler mellem en nutid, hvor jeg-personen er i slut 30’erne, og tilbageblik på hendes barndom og tidlige ungdom i 1980-90’erne. Persongalleriet er faktisk stort, og der bliver brugt lang tid på at nuancere bipersoner, der egentlig kun spiller en lille rolle i hendes liv, og som efter kort tid forsvinder ud af fortællingen igen. Det havde jeg det lidt blandet med. På den ene side kunne jeg godt lide det, da disse bipersoner blev meget tydelige for en, på den anden side virkede det en anelse forvirrende, at der var disse forgreninger af nye historier, der kunne starte, men som bare sluttede igen. Og jeg kan mærke, at når jeg sidder her og skriver om bogen, så dukker der flere og flere personer op fra romanen, som alle virker vigtige.
For eksempel kunne man tro, at Tracey var en vigtig person i bogen – det er hun også, men bogen handler om MEGET mere end deres venskab, og i rigtig lange passager hører vi intet om Tracey. For hele bogen igennem er skrevet fra jeg-personens synsvinkel. Og de to piger/kvinders venskab har været kompliceret fra begyndelsen. I mine øjne tegnes Tracey som et usympatisk menneske gennem hendes adfærd og handlinger, hvilket også gør at deres venskab ender. Men så overrasker Tracey alligevel ved pludselig at dukke op igen og være en uventet støtte for jeg-personen for en kort bemærkning.
Tracey vendte sig imod mig og smilede, et melankolsk, men hengivent smil, eller måske havde det kun erindringen om hengivenhed. Jeg så den syv-, otte-, ni- og tiårige i hende, teenageren, den unge kvinde. Alle disse udgaver af Tracy rakte på tværs af årene i kirkerummet for at stille mig et spørgsmål: Hvad har du tænkt dig at gøre? Hvilket vi begge kendte svaret på. Ingenting.
Tilbage til rødderne
Jeg-personen får som ung arbejde som personlig assistent for en verdenskendt popstjerne Aimee. Hun er en opdigtet person her i bogen men mange andre kulturelle elementer, der nævnes som musikere, film og sangtitler er virkelige og velkendte, fx Michael Jackson og Fred Astaire. Det vil sige, der er denne intertekstualitet i teksten, som spejler den tid, fortællingen foregår i, nemlig fra 1980erne til 2010’erne. Så på den måde er det også en interessant roman.
I starten tænker man måske, at det lyder da som et meget fedt job. Hun er med Aimee i studiet, til koncerter og rejser med rundt på turne i hele verden. Hun er en slags ven og betroet – sådan virker det ihvertfald for jeg-personen – og har alle mulige frynsegoder og lever et liv i luksus. Hun har alt – undtagen fritid. Som læser indser man efterhånden, at det slet ikke er et misundelsesværdigt liv hun har. Hvilket også langsomt går mere og mere op for hende selv. Hendes mor, som i løbet af årene bliver skilt fra faren, får en universitetsgrad og bliver lokalpolitiker, har altid kritiseret hendes arbejde, da hun mener, at jeg-personen er alt for bundet af det arbejde og nærmest en slave for den store popstjerne.
Race er naturligvis et stort tema her som i alle andre af Smiths bøger. Jeg-personen er nemlig det, hun selv kalder brun: Hendes far er hvid amerikaner, og hendes mor er sort, opvokset på Jamaica. For Tracey er det omvendt: hendes mor er hvid, mens faren er afroamerikaner. Så de to piger føler sig også beslægtede, da de var “de to brune piger i klassen”.
Og Aimee – jeg-personens arbejdsgiver – er også af afrikansk afstamning. Hun vil gerne “tilbage til sine rødder” og bygge en pigeskole i et afrikansk land. Det er – ligesom jeg-personens manglende navn – heller ikke helt tydeligt hvilket afrikansk land, der er tale om, men jeg gætter på Gambia i Vestafrika, da byen Serrekunda bliver nævnt.
Jeg-personen er flere gange med i Afrika – i starten er hun klodset og kejtet, men efterhånden skabes der venskaber med de mennesker, hun møder der. Hun opdager nye sider af sig selv, og hen mod fortællingens slutning vælter de indre erkendelser nærmest over hinanden og korthuset med.
Jeg synes at scenerne fra Afrika er virkelig velskrevet – igen med en eminent sans for detaljer. Jeg har selv rejst i forskellige afrikanske lande i sammenlagt 8 måneder, og jeg kunne virkelig genkende de detaljer, der blev fremhævet og de forskellige scener, hvilket var en fornøjelse at læse.
Her er en beskrivelse af jeg-personens liv i den compound, hvor hun bor, når hun er i Afrika for at arbejde på velgørenhedsprojektet:
Hen imod slutningen af den første uge regnede jeg ud, at forberedelserne til min aftensmad begyndte få øjeblikke efter, at min morgenmad var blevet serveret. Men da jeg forsøgte at nærme mig hjørnet af gården, hvor alle disse kvinder og piger sad foroverbøjede i støvet for at skrælle og skære og banke og salte, lo de ad mig og sendte mig tilbage til min fritid, så jeg kunne sidde på en plasticstol i mit mørke rum og læse de amerikanske aviser, jeg havde taget med mig – nu krøllede og komisk irrelevante – så jeg opdagede aldrig, hvordan de helt præcist uden ovn og elektricitet lavede de ovnbagte pommes frites, jeg ikke ville have, eller de store skåle med mere appetitvækkende ris, de lavede til sig selv. Tilberedning af mad var ikke for mig, ej heller at vaske tøj eller hente vand eller trække løg op eller endda fodre gederne og hønsene. Jeg var i ordets strengeste forstand uduelig. Selv babyer blev rakt ironisk til mig, og folk lo, når de så mig holde en. Ja, hele tiden beskyttede man mig med stor omhu mod virkeligheden. De havde mødt folk som mig før. De vidste, hvor lidt af virkeligheden vi kan holde til.
Også udfordringerne ved at en popstjerne kommer med alle sine penge, som i et fattigt afrikansk land bliver til abnormt svimlende summer, og vil bygge en pigeskole, bliver udfoldet på meget realistisk vis. Og da Aimee så på magisk vis pludselig har adopteret et lille afrikansk, smukt spædbarn, så ruller lavinen.
Fra prologen: (som står forrest i bogen. Læs den gerne en gang til til sidst – så giver det mere mening)
Jeg så alle mine år på en gang, men de var ikke hobet sammen, oplevelse efter oplevelse, der sammenlagt udgjorde noget af substans – tværtimod. En sandhed blev afsløret for mig: at jeg altid havde forsøgt at knytte mig til lyset fra andre mennesker, at jeg aldrig selv havde haft noget lys. Jeg oplevede mig selv som en form for skygge.
Jeg kan kun anbefale denne fantastiske bog. Den har så mange facetter og vinkler, at man bliver helt rundtosset på den gode måde. Sproget er SÅ godt, dialogerne flyder bare og personerne står knivskarpt.
Det er en fortælling om dans, kreativt udtryk, identitet, at blive voksen, at blive et menneske, kærlighed, venskab og mangel på samme, ensomhed, race, globalisering, rig versus fattig, familieforhold, multikultur … hold da op, jeg kunne blive ved. Men det er så også fordelt på 461 underholdende sider.