Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Tom Rachman, Titel: De ufuldkomne, Originaltitel (engelsk): The imperfectionists, Forlag: Politikens Forlag, 312 sider, Udgivet på dansk 2011

Fabelagtige fortællinger om ufuldkomne mennesker

Denne bog er det, man kalder en page-turner. Jeg kunne slet ikke stoppe med at læse, da jeg først var viklet ind i personerne og fortællingerne i Rachmans univers.

En international avisredaktion i Rom er omdrejningspunktet for de mange forskellige historier. Avisen er grundlagt i 1950’erne, og i kursiverede kapitler får man historien om avisredaktionen op gennem årene. År med succes, år med tilbagegang, et samfund, der ændrer sig, ydre krav om større effektivitet og konkurrence fra online-nyhedsmedier.
I de 11 andre kapitler får vi 11 menneskers helt forskellige historier. Det, der binder dem – og historierne – sammen, er avisen. Vi møder både chefredaktøren, den trofaste læser og freelance journalisten.
Et andet fælles knudepunkt for disse mennesker er en usagt følelse af at være ufuldkommen. Uanset hvor succesfulde eller dygtige de virker udadtil, så har de alle en brist, en ensomhed eller sorg. 

Kathleen Solson er den amerikanske, ansvarshavende redaktør på avisen, som ikke kan gå på restaurant uden at tjekke sin Blackberry hvert minut. Hun bor med sin amerikanske kæreste, som er arbejdsløs advokat, i en stor, smagfuldt indrettet lejlighed. Kathleen møder ved et tilfælde sin italienske ekskæreste Dario, fra dengang hun som ung også boede i Italien, inden hun fik et godt job i Washington. Hun begynder at mødes med ekskæresten; mere af strategiske end romantiske årsager, da han arbejder med PR for Berlusconi. Men det kommer til at gå lidt anderledes, end Kathleen havde planlagt.

Her en samtale, hvor Kathleen vil have, at de skal afsløre, hvordan de helt ærligt oplevede den anden, da de var sammen for mange år siden:

“(…) jeg kan ikke lade være med at tænke at du måske er lidt naiv. Påstår du at du intet vil have af folk? Har du ingen bagtanker? Alle har bagtanker. Nævn mig en person og de givne omstændigheder, og så skal jeg fortælle dig hvad bagtanken er. Selv helgener har bagtanker – formodentlig at føle sig som helgener.”

“Det er temmelig kynisk, det der.”

“Det er realistisk.”

“Det siger kynikere altid. Men helt ærligt, Kath, laver du beregninger på alting? Selv i dit privatliv?”

“Måske ikke. Ikke på samme måde som før. Jeg var vist ret slem over for dig på det punkt, det indrømmer jeg. Men hele pointen med et forhold er stadig at få noget af den anden.”

“Det kan jeg ikke se.”

“Hvorfor kysser man så?” spørger hun. “For at give nydelse eller for at få den?”

 

Kapitlerne, hvor man får avisens historie, er levende i deres beskrivelser af livet på redaktion:

1954. Corso Vittorio, Rom

(…)
Avisen blev trykt i kælderen, men det kunne lige så godt være sket i et andet land. Organiseret italiensk arbejdskraft betjente den øredøvende trykpresse dernede, men de færreste af dem mødte nogensinde dem der sad og skrev avisen få etager over dem. Sent om eftermiddagen ankom en enorm rulle avispapir, som arbejderne trillede ned ad slisken omme bagved og hamrede ind i lastestationen så bygningen skælvede helt op til tredje sal. De journalister der sad og drev den af deroppe – lavede sjov med hinanden med benene oppe på bordene og de bredskyggede hatte dinglende fra skosnuderne og cigaretterne osende i askebægerne – rettede sig straks panisk op. “Hvad faen, er klokken allerede så mange?”

“De ufuldkomne” er velskrevet og velkomponeret. De menneskelige portrætter er troværdige og genkendelige – på nogle punkter. En overbevisende bog, der både har sørgelige historier, men også historier med en overraskende positiv udvikling, når man mindst ventede det. Med andre ord: Ret realistisk i sin uforudsigelighed.

Share This