Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Tine Høeg, Titel: Tour de chambre, Forlag: Gutkind Forlag, 324 sider, Udgivet maj 2020, Anmeldereksemplar

Tine Høegs nye bog Tour de chambre spænder bredt …. som et smukt kunstværk. Fortællingen er både charmerende, blid, sorgfuld, kantet og ærlig. Den handler om kærlighed, venskab, identitet, kreativitet, rodløshed og om at skabe sig et liv. Og så er den fortalt med stor fortælleglæde og et fantastisk dejligt (enkelt) sprog. Jeg nyder, når en forfatter kan sige alt med fem ord (som Tine Høeg gør i nogle af sine minimalistiske sætninger). For det giver så meget liv til læseoplevelsen.

 

Tine Høeg Tour de chambre

 

Den unge forfatter Asta er i gang med at skrive sin anden bog – en bog om en polsk kunstner, der laver portrætbuster i cement. Hun er single og i starten af 30’erne. Hendes gode veninde Mai er fraskilt og har en lille dreng. I fortællingen veksles der mellem denne nutid med venskabets sms-korrespondance, forsøg på tinder-dating, skrivekrise OG fortidsglimt af de to kvinders liv for 10 år siden, hvor de var studerende og boede på samme kollegie.

Fortiden er nemlig begyndt at spøge hos Asta, da hun bærer en stor hemmelighed fra dengang over for Mai. Hun begynder at skrive om alt det, der skete på kollegiet for ti år siden. Mai var da kærester med August, og en aften holder de Tour de chambre på kollegiet, som er en fest, hvor de tager rundt til hinandens værelser. Næste morgen er August død af en medfødt hjertesygdom.
Så de to unge kvinder rammes af en sorg midt i deres spæde ungdom, og romanen udspilles i dette spænd mellem kontraster.

 

Tine Høeg fotograferet af Petra Kleis

 

Asta og Mai har et nært venskab, og indimellem støder de sammen i deres forskelligheder. Som da Mai kommer på uanmeldt besøg, da Asta lige har fået hul på sin skriveproces.

det ser altså rodet ud

og hvorfor er her så ulækkert?

nu står hun i døren, du plejer at have det pænt

blodet skyder ud i mine kinder

det føles som et overgreb at hun er her

en blottelse

jeg har ikke bedt om hendes tilstedeværelse

hendes mening, hendes snak

jeg vil være alene

jeg vil være sammen med min tekst,
det er det eneste der er vigtigt

fordi jeg skriver siger jeg
og kyler en gaffel i vasken

fat det!

 

Jeg var vældig begejstret for romanen – den udstråler en dejlig varme og naturlighed, men kredser også om det svære, om sorg, om afstand, om identitetskrise. Den er skrevet i et musikalsk og levende sprog, og med stor præcision og klarhed tegnes personerne for os. Jeg er vild med, hvordan detaljerne kan sige alt om en person. Et eksempel er den måde kollegiebeboernes madvaner og køleskabsindhold lige afdæmpet ridses op – og så fornemmer man bare den person helt tydeligt.

Tine Høeg leger i den grad med romangenren, da hun bruger mange linjeskift på en side og nærmest skriver teksten som prosa. Det er bestemt ikke tilfældigt, men virker meget stærkt ind i fortællingen som helhed. Stilen smager også af det, Asta kalder “ungdommens tredje fase” – der er noget ungdommeligt, utraditionelt og hurtigt tempo over formen og stilen.
Tine Høeg undlader at gengive direkte tale, og punktummer og kommaer kommer lidt tilfældigt, hvor det lige passer – men jeg æder det råt; det har en kunstnerisk effekt på sproget, og fortællingen og stilen, den er skrevet i, kommer derved til at komplementere hinanden på en sublim måde.

Og nu vil jeg så glæde mig til at læse Tine Høegs første roman – Nye rejsende – som jeg aldrig fik læst.

Share This