Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Sult
Forfatter: Tine Høeg
Forlag: Gutkind Forlag
Sidetal: 422
Udkommet den 10/6
Anmeldereksemplar/Reklame
En bog om fertilitetsbehandlinger og konsekvenserne for et menneske
Jeg er femogtredive år, jeg er hverken eller, jeg er både og. Jeg kan dreje alle hoveder på et dansegulv, hvis jeg tager en stram kjole på, men døden har taget bolig i mig. Jeg er en kneppedukke med altings ophør bag øjnene. Måske kan du ikke se det endnu, men nedbrydningen er begyndt…
Jeg testede i morges. Negativ. Selvfølgelig. Blev ked af det alligevel. (S. 280)
“Sult” er en enormt åben, ærlig og smertelig fortælling om, hvad fertilitetsbehandling gør ved et menneske. Tine Høeg tager sine læsere med på en rejse helt ind i mørket, hvor sulten efter at få et barn er altoverskyggende, og hvor alt andet føles sekundært.
Det er stærkt
Det er ubarmhjerteligt
Det er nødvendigt.
Mia og Emil forsøger at få et barn. Emil har to børn fra et tidligere forhold, men Mia har ingen, og de brænder voldsomt efter at blive forældre sammen.
Langsomt forvandles drømmen til et mareridt, da projektet trækker ud, skuffelserne stiger og særligt Mia får sværere og sværere ved at kende sig selv. I stedet vender hun sig mod skriften og dokumenterer hele forløbet i dagbogsform. Som den kunstner hun er, bliver sproget lyrisk, smukt og umiddelbart.
Længsel, kærlighed, begær, håb, modløshed, uro og smerte. Det hele blandes sammen i forsøget på at lykkes. På at nå målet. Få et barn.
Samtidig sættes parforholdet på prøve, for hvordan kan man være kærester, når man efterhånden hverken kan kende sig selv eller sin krop?
Personlige erfaringer skrevet som et essay i dagbogsform
Denne bog er kunst. Og den er vigtig. Mia i bogen forsøger på et tidspunkt at vende sig mod litteraturen, men finder ikke noget, som beskriver de ærlige, rå følelser et menneske som er i fertilitetsbehandling besidder. -Netop derfor har denne bog manglet.
Det er en helt særlig oplevelse at læse “Sult”.
Tine Høeg er sprogligt så stærk, at det er umuligt ikke at føle det samme som hovedpersonen. Et tab af sig selv som menneske, smerte men også håb. Selvom det hele forbliver uforløst og uroen står stærkest til sidste side, så er læseoplevelsen alligevel helstøbt. For er der ikke plantet et lille strejf af håb? Det vil jeg lade andre læsere selv vurdere.
“Sult” er en helt særlig litteraturoplevelse, som jeg vil anbefale. -Til kvinder, kærester, mødre, fædre, søskende og alle andre. Tillykke med udgivelsen Tine Høeg og tillykke med graviditeten.
⭐⭐⭐⭐⭐/6 stjerner
