Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Sissel-Jo Gazan, Titel: Blækhat, Forlag: Lindhardt og Ringhof, 541 sider, Udgivet i 2017. Anmeldereksemplar.

Lad dig underholde af en velkomponeret fortælling med masser af 80’er-nostalgi, graffiti og spænding

Når man som jeg er født i 1973 – samme år som forfatteren til bogen – så føjer det et ekstra lag til læseoplevelsen, da hele første halvdel handler om hovedpersonen Rosas opvækst i Aarhus i 1980’erne. Ligesom Sissel-Jo Gazan. Det er ikke en biografisk roman som sådan, men Gazan har selv fortalt, at hun har ladet sig inspirere meget af minderne fra sin egen barndom.
Så det er morsomt at blive mindet om kassettebånd, milkshakes på McDonalds, kløverblomst på mælkekartonen, bip-bip-spil, og ikke mindst det helt nye fænomen dengang: hip-hop med alt hvad det indebar af breakdance, graffiti, street art, kasketter og ghettoblaster. Hvilket også er det, Rosa som helt ung bliver meget optaget af.

Historien starter med et gådefuldt dødsfald, som først bliver afklaret til allersidst i bogen. I det hele taget bliver der kastet rigtig mange bolde op i luften i løbet af fortællingen, men Gazan formår både at gribe dem alle og også at få dem alle til at spille sammen op mod hinanden – naturligt og sammenhængende.

Rosa bliver som nævnt optaget af den nye form for kunst, der dukker op i gadebilledet, og hun begynder at registrere det i sine notesbøger. Hun finder tags, pieces, writings rundt omkring i Aarhus og tager billeder og skriver dato m.m. Også de store gavlmalerier, som er begyndt at dukke op, bliver registreret i Rosas piece book. Og efterhånden begynder hun selv at tagge også. I det hele taget er der en del graffiti-jargon i bogen, men det fungerer, da det virker autentisk og giver et godt flow i sproget.

Rosas mor, Helle, er biologilærer og passioneret amatør-svampeforsker. Hendes kontor i deres lille byhuslejlighed i Øgadekvarteret er proppet med indsamlede svampe og forsøg, for hun er overbevist om, at svampe har nogle utrolige og endnu uopdagede egenskaber og muligheder. Hvem Rosas far er er uvist, og det er også et af bogens plot. Men Rosa har en “slags far”, Krudt, der er lige så fascineret af graffiti og gadekunst som Rosa, så han bliver en slags mentor for hende ind i det kunstneriske. Men han har dog sine egne problemer, der snart overtager …

Stærke venskaber og familiehemmeligheder

Jeg sidder stadig her efter endt læsning og er forundret over, så mange temaer og plots bogen har. Men uden at den virker overfyldt eller kaotisk. Det er ligesom et interessant kunstværk fyldt med detaljer. Man bliver optaget af detaljerne, som væver sig ind og ud af hinanden, og pludselig hænger de sammen, og man kan se de store linjer. Sådan er det med “Blækhat”.

Men et gennemgående tema er venskaber – hvad er venskaber, hvordan opstår de, hvordan består de og hvad overlever de? Der er venskaber med ligheder, med kontraster, med en sag til fælles, med kunsten til fælles. Og helt grundlæggende handler det om kærlighed. Fortællingen dækker første halvdel af Rosas liv, fra hun er barn, til hun er 40 år, og selvom hun er en meget selvstændig person, så har venskaberne en stor plads i hendes liv. Både arbejdsmæssigt og menneskeligt.

Der er mange overraskelser i bogen – familiehemmeligheder der kommer for en dag, samt en overraskelse for læseren til sidst. Så fortællingen slutter med en stor fanfare. Hvilket er mit eneste kritikpunkt til bogen. Alle enderne mødes til sidst, der bliver ryddet op og ud, alle spørgsmålene bliver besvaret og alle finder på en måde hinanden. Jeg kan personligt godt lide bøger, der slutter lidt mere åbent og “realistisk”. Men det er ikke noget, der trækker bogen ned – alt i alt får denne bog bare topkarakterer fra mig. Den har et rigtig godt flow, emmer af kreativitet, et skønt sprog, fantastiske dialoger (som fylder meget i bogen), enormt troværdige personer og så har fortællingen bare noget unikt og anderledes skævt over sig, som jeg rigtig godt kan lide.

Og så handler den om kunst – og det kunst kan her i verden.

Jeg sad med åben mund og polypper og kunne ikke fatte, hvordan perlepigerne havde fået det sat op. Det var så vildt, og jeg begyndte bare at grine. Vores hilsen til Krudts Filurkat var et kæmpestort filurkattegrin med en taleboble, hvor der stod: Fantasien er det stærkeste våben i kampen mod virkeligheden.

Så tag og læs den: Så er du sikret mange gode efterårsstunder i lænestolen, opslugt og fordybet i en atmosfære af 1980’ernes Aarhus med afstikkere til bl.a. Berlin, London og Sydamerika.

 

Share This