Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Signe Langtved Pallisgaard, Titel: Alle de liv, Forlag: Lindhardt og Ringhof, 201 sider, Udgivet 2018. Anmeldereksemplar.

De to kvinder Emilie og Solveig har været veninder, siden de var små. Her legede de indimellem for sjov, at de byttede identitet, for Solveig, som voksede op i en stabil kernefamilie på en stille villavej, var fascineret af Emilies barndomshjem i et farverigt, livligt kollektiv.

Nu er de i deres 30’ere. De er stadig de tætteste veninder på trods af deres mange modsætninger: Solveig er den fødte optimist; problemer er til for at løses, og når hun sætter sig et mål, så når hun det. Hun har to skønne drenge med en mand, hun elsker, og hendes karriere går kun én vej: opad i raketfart. Men efterhånden som fortællingen skrider frem, fornemmer man også alle hendes nuancer og kompleksiteter … som de fleste mennesker jo har.

Der er noget lukket i Solveig. Noget utilgængeligt. En klippevæg, man ikke kan komme forbi. Ofte viser den sig først i det øjeblik, man støder ind i den. Men hvis man ved, hvor den er, kan man forsøge at gå udenom.

Emilie er mere forsigtig og tilbageholden. Hun har også højdeskræk. Og hun havde ikke lyst til lærerjobbet, selvom det var den uddannelse hun tog. I stedet fandt hun sin stemme gennem det at skrive, og hun er derfor blevet forfatter. Hun og hendes kæreste har været sammen i mange år, men har efterhånden accepteret deres ufrivillige barnløshed.

Bogens nutidige fortælling foregår i USA, hvor Emilie og Solveig er på en tre-ugers rejse. Fortællingens kernepunkt er, at det formentligt bliver Solveigs sidste rejse. For hun har den alvorlige og uhelbredelige sygdom ALS, og set igennem denne linse tegnes et rørende portræt af de to kvinder.

Deres venskab udfoldes og udvikles gennem deres oplevelser sammen på rejsen, og det nuanceres med retrospektive blik på deres barndom og tidlige ungdom.

Emilie er romanens jeg-fortæller, så vi lærer hende at kende gennem hendes replikker, handlinger og tanker. Imens har hun som fortæller af historien mange fine refleksioner og beskrivelser af Solveig, som hun kender rigtig godt, men alligevel er det som om, der hele tiden er en armslængde ind til Solveigs inderste. Vi lærer hende ikke helt at kende. Der er et rum, hvor kun hun selv kan være – det rum, hvor hun er alene med sin sygdom og dens magt over hende.

Solveig og jeg har altid været sammen om alt. Tanken om, at også dette er noget, vi er sammen i, at hun ikke er alene, trøster mig. Men jeg er også nødt til at minde mig selv om, at det er hendes fængsel. Jeg kan gå ind og ud af det, som jeg vil. Det er bare så forbandet svært at gå og have en fremtid for øjnene af en, der ikke har.

Samtidig med rejsedagbogen og Emilies indre sorg og afmagt over for sin venindes skæbne, fortæller Emilie om Solveigs fremtid – som et slags fatamorgana, der ligger som et diset slør i en ønskefremtid. Her i disse fremtidstekster får Solveig sit lange liv og en stor familie med masser af kærlighed og oplevelser. Det var Solveigs ønske, at Emilie ville skrive om hendes fremtid og lade hende leve videre i fortællingerne.

”Kan du ikke skrive ned, hvad der ville være sket? Bare et par brudstykker. Så er det næsten, som om det kommer til at ske?” spørger Solveig.

“Alle de liv” er sørgmodig på en rørende måde. Døden står hele tiden og venter lige om hjørnet, men det er måske det, der gør, at alt i bogen føles så nærværende og dirrende af liv. Det er en utrolig livsbekræftende fortælling på trods af – eller på grund af – at den handler om et ungt menneske, som ved at det ikke har lang tid tilbage at leve i.

Jeg fik en klump i halsen mange gange under læsningen, men samtidig glædede jeg mig over sprogets fine facetter og Pallisgaards evne til at fortælle, så man bare bliver hængende side efter efter. En fantastisk og smuk fortælling, der er umulig at slippe lige med det samme – både under og efter læsningen.

Solveig er gået i seng. Lige siden hvalturen har hun været mere end almindeligt træt. Udenfor er det mørkt og stjerneklart, men horisonten har stadig orange flænger, hvor man kan se ind på dagen, der er gået. Jeg læner hovedet bagover og sender en tanke til den store hval, der ligger et sted derude og bevæger sig sydover ad havets motorvej. 

Share This