Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Pablo Llambías, Titel: Monte Lema, Forlag: Gyldendal, 415 sider, Udgivet 2011

Dagbog i sonetform

Monte Lema er en slags dagbog skrevet i sonetform. Skrevet af en jeg-person, der hedder det samme som forfatteren og har det samme liv som ham. Men alligevel er der noget over bogen, der fanger mig. Det virker ikke for udstillet, når han skriver om sin psykiske sygdom og sin vægelsindethed over for sin “kæreste” L. Selvom det er virkelig hudløst og indimellem ret sårbart skrevet. 

Pablo Llambías har en evne til at reflektere og se “jeg-et” udefra, hvilket er enormt interessant. Han bruger intertekstualitet og metasprog, som når han henviser til andre forfattere og deres bøger eller skriver om, hvordan han lige nu skriver denne sonet.

Og så kan han selvfølgelig noget med sproget. Han gør det uforstillet. Råt. Ironisk. Emmende af underspillet humor. Alvorligt og dystert.
Sætter det ind i den stramme sonetform. Og skider så alligevel på den, da indholdet bare flyder ud over rammerne og over på næste side i den samme sætning. Eller laver denne ordopdeling: s-ms.
Det er skønt, når en kunstner bryder formen og reglerne helt bevidst, som man først kan, når man kender reglerne 100 %.

Kan du skrive på det modsatte af lidelse?

Kan du skrive på det modsatte af
lidelse? Jeg har tidligere skrevet på andet
end lidelse. Jeg nævner min første
bog. Den er anderledes end de andre.

Mens de andre er mørke og skrevet
inden for den sorte aura, er denne
lysere og skrevet på glæde, iro-
ni, almindelige bekymringer og humor.

Jeg siger, at jeg tror, jeg godt kan. Men den
dagbog, jeg skriver, siger jeg og mener
denne, er mørk og dyster. Det må være
et mål, tænker jeg, at få den lysnet,
at få den skrevet frem mod lyset og
ud af den sorte auras skygge.

Share This