Natasha Lester: Huset på Rivieraen

Når det kommer til historiske romaner, så har jeg de sidste par år haft to yndlingsforfattere. Den ene er naturligvis Kristin Hannah, som jeg tit roser til skyerne herinde, og den anden er Natasha Lester, som også har en helt særlig, rørende skrivestil. “Huset på Rivieraen” er mit tredje bekendtskab med Lesters forfatterskab, og tidligere anmeldelser af hendes bøger kan naturligvis findes på min IG profil og på min Facebook side.

Som i sine foregående romaner er der også i “Huset på Rivieraen” to tidsspor at følge, og handlingen skifter undervejs mellem disse. I det ene spor foregår handlingen i Paris fra 1939-1944. Her følger vi den unge kvinde Eliane Dufort, som læser på kunstakademiet, samt arbejder på “Louvre” da tyskerne besætter Paris. Herefter bliver Elianes opgave at kategorisere de franske kunstskatte, som tyskerne er i færd med at stjæle. Hun forstår udmærket tysk, og begynder langsomt at give de informationer hun får videre til modstandsbevægelsen.

 

I det andet tidsspor centreres handlingen om Den Franske Riviera i 2015. Her prøver den australske modeekspert Remy at få sit liv tilbage efter en frygtelig ulykke, som har ramt hende. Til hendes store overraskelse opdager hun en liste over kunstværker, som blev stjålet af tyskerne under 2. Verdenskrig. På den liste finder hun et maleri, der hang på hendes børneværelse i Australien, da hun var barn. Hun begynder derfor at grave efter sandheden om sin familie.

Virkelige begivenheder som inspiration

 

Romanen er baseret på virkelige begivenheder og sætter fokus på nogle af de helte, som under krigen satte deres liv på spil for at beskytte kunsten. Gørings katalog over kunstværker eksisterede i virkeligheden, ligesom flere af bogens personer. Dette gør læsningen endnu mere interessant, selvom fortællingen også er tilføjet megen fiktion i den hensigt at gøre den underholdende. I min optik er Natasha Lester eminent til at koble historien sammen og binde en fin sløjfe på de to tidsspor som indgår i romanen. -For naturligvis hører de sammen til slut.

Udover det historiske perspektiv i bogen, så kan man være sikker på, at når man læser Lesters bøger, så kommer man heller ikke uden om en kærlighedshistorie eller to, så det er en god ide at finde lommetørklæderne frem fra starten af. Det er simpelthen umuligt ikke at blive rørt undervejs. Personligt er jeg mest interesseret i det historiske aspekt af bogen, men Lester formår alligevel at trække en kynisk realist, som jeg selv ind i kærlighedsfortællingerne også.

Hvis du endnu ikke har læst Natasha Lesters tidligere udgivelser på dansk: “Den franske fotograf” og “Den hemmelige arv”, og hvis dit hjerte, ligesom mit eget, banker for historiske romaner, som på fantastisk vis omhandler tiden før, under og efter 2. Verdenskrig, så vil jeg helt sikkert anbefale hendes bøger. Selvom store dele af hendes bøger, som nævnt, er fiktion, så formår hun alligevel at trække tråde til heltemodige og faktiske begivenheder under krigen, som for mange danskere nok er ukendte.

Jeg må altså endnu engang overgive mig til Lesters evne til at formidle både historiske, følsomme og spændende fortællinger på, og giver derfor bogen:

/6 stjerner