Af Lisbeth Thernøe Gilbert
Forfatter: Michael Enggaard, Titel: Svækling, Forlag: Politikens Forlag, 304 sider, Udgivet 2017.
Denne socialrealistiske roman fortæller med en kynisk, men også humoristisk, stemme historier om mennesker, der bokser med tilværelsen.
Hvorfor titlen Svækling?
Efter at jeg havde vendt sidste side i Michael Enggaards debutroman, lå bogen der i mit skød og kiggede op på mig, lidt undrende, syntes jeg. Det var, som om den undrede sig over sin egen titel, Svækling, og dermed fik den også mig til at undres. Hvad er en svækling, og hvem er det, som i denne roman gør sig fortjent til denne titel? Det oplagte svar må være Frank eller Ellen, romanens to centrale personer.
Frank
Frank er en midaldrende tidligere danmarksmester i boksning, som nu er medejer af et autoværksted, hvor han og hans makker, Svend, har specialiseret sig i autolakering af biler. For at få økonomien til at hænge sammen driver de desuden en lille café og lejer deres lokaler ud til bilentusiaster, som mangler plads til at nørkle med deres biler.
Frank er en enegænger, og det passer ham rigtigt godt at være selvstændig erhvervsdrivende. Han ville ikke kunne indordne sig under en mesters inspicerende blik, men finder ro ved i eget tempo at fordybe sig i arbejdets rytme. Værkstedet er Franks stolthed og holdepunkt, og foruden at skabe baggrundsliv til romanen får det også en betydning i den større historie.
Lige fra første side er det tydeligt, at Frank er en desillusioneret mand med en noget kynisk tilgang til tilværelsen:
Forår, han hadede forår. Falske løfter om bedre tider kom hvert år brasede som en nedrivningskugle ind i hans forskansede vinterpuppe. Han var aldrig klar, og når andre lod sig forføre af kirsebærtræerne lyserøde farvelægning af Vesterbro, blev han bare knotten.
Det fornemmes ligeledes tidligt i romanen, at denne distancerede tilstedeværelse i livet har noget at gøre med den boksekarriere, som han var blevet spået, men som han brat afsluttede efter en legendarisk sejr ved Danmarksmesterskabet. Hvorfor han så pludseligt skiftede spor er imidlertid i lang tid en gåde for både læseren og Franks far, Gerhard, som ellers var den, som førte Frank frem til sejren i sin tid.
Frank mistede som 9-årig sin mor, og han og hans far er tætte på en måde, som kun fædre og sønner er det, når de har været bundet meget op på hinandens selskab. Men det er også tydeligt, at deres forhold hverken er intimt eller fortroligt:
Han tog støvlerne af, som man nu engang gjorde hos Gerhard Thøgersen … Han lod sig irritere over et par sorte hyttesko med kvast. På en eller anden måde repræsenterede de afstanden mellem far og søn. Han ville hellere undvære alkohol i et år end gå med sådan nogle på fødderne én dag.
Ved romanens start har Frank da heller ikke været i sin fars lejlighed i et helt år, men det bliver han modstræbende nødt til, da faren ved en arbejdsulykke brækker hoften. Det er i den forbindelse, at Frank og Ellen mødes.
Ellen
Ellen er sygeplejerske i hjemmeplejen; en af den typer, som ikke holder sig stift til reglementet, men gerne sætter sig ud over det, hvis det giver mere mening i forhold til at hjælpe sine patienter. Hun tager sig da også gerne en smøg mellem hjemmebesøgene, sådan som kun den, der er sikker på, at der ikke er en finger at sætte på kvaliteten af hendes arbejde, tør gøre det.
Umiddelbart virker Ellen til at være et meget engageret menneske. Engageret i sine patienter, engageret i den fællesstue, hvor hun arbejder frivilligt, og engageret på teatret, hvor hun har fået en statistrolle i et teaterstykke. Og alligevel fornemmer man i høj grad, at Ellen, ligesom Frank, aldrig for alvor binder sig til andre mennesker.
Som hjemmesygeplejerske får Ellen imidlertid tjansen hos Gerhard. Han er i første omgang blot endnu en af en lang stribe af patienter, men hans kompromisløshed og hendes ukonventionelle facon gør, at de gensidigt vækker gehør hos hinanden.
I soveværelset besigtigede hun først såret på hoften, og Gerhard forstod, at det var nu, han skulle optræde medgørligt. Han fulgte enhver opfordring, og hun konstaterede, at han var en mand med karakter og uden angst for smerte.
Modsætninger mødes
Fortroligheden mellem Gerhard og Ellen forplanter sig langsomt til også at indbefatte Frank. Ellen bliver således delagtiggjort i den småkriminelle sag, som Gerhard har fået rodet både sig selv og Frank ind i. Denne sag går som en rød tråd gennem fortællingen og driver historien fremad. Da den desuden bindes sammen med en nedarvet bokserivalisering af den slags, hvor den gamle kliché “mennesker man elsker at hade” giver fuldt ud mening, kommer der for alvor skred i handlingen. Det betyder, at også Frank og Ellen gensidigt må tage stilling til deres indbyrdes forhold og konfrontere deres forskellighed.
De ER nemlig meget forskellige: Ellen er fra Thisted, Frank fra storbyen, Ellen er interesseret i teater, Franks store interesser er sport og biler, Frank er selvstændig, Ellen kommunalt ansat. Alligevel er der noget, som gensidigt fascinerer dem ved den anden.
Frank stod op ad den fredede plakatstander i skæret fra en gadelampe. Han gjorde sig umage for at undgå at forskrække hende.
– Ellen, sagde han og blev stående for at holde afstand.
– Frank!
– Jeg tænkte, at jeg ville eskortere dig gennem byen.
Hun tog et skridt hen imod ham. Han så forlegen ud og undskyldte straks.
– Hvis det er stalkeragtigt, kan jeg godt …
– Det er fint, afbrød hun.
– Jeg skal bare have den med, sagde hun og pegede på sin cykel.
Dette ”noget”, som forener dem, bliver aldrig endeligt formuleret, men er op til læseren selv at regne sig frem til. Og netop heri ligger en af romanens styrker: man bliver ikke fortalt alt, men er nødt til selv at læse mellem linjerne.
Desuden kan jeg rigtigt godt lide, at selvom det havde været oplagt, undgår romanen den slidte fortælling om et møde mellem to mennesker, at det altid starter med en udpræget antipati, som så efter mange sammenstød forandres til sød musik.
Svækling?
Frank og Ellen har begge noget i sig, som holder dem tilbage fra tilværelsen, og som sådan er de svækkede – eller i ordets bogstavelige betydning: ”svæklinge”. Men er de dermed også svage personer i den gængse brug af ordet ”svækling”? Ja, det må være op til læseren selv at vurdere.
Og så er jeg tilbage ved bogen, som ligger der i mit skød og sætter spørgsmålstegn ved sin egen titel. Er den selv en svækling? Her vil jeg gerne komme med mit svar, nemlig et klart Nej! Det er godt nok ikke nogen stor roman, og jeg ville gerne have lært Frank og Gerhards modstandere bedre at kende, men det da kun fordi jeg alt i alt gerne ville have haft længere tid sammen med Michael Enggaards romanfigurer. Jeg følte mig nemlig i godt selskab gennem hele fortællingen, og personernes distancerede holdning indbefattede således ikke mig som læser. Jeg syntes at ane, at deres kynisme dækkede over en grundlæggende romantisk tro på livet, som godt nok er blevet stækket, men som godt kunne genvækkes.
Romanen rummer således megen varme og også en dejlig humoristisk tone. Som fx ved romanens start, hvor Frank bliver taget i at have et intimt forhold til sin fars vens unge kone:
I køkkenet havde Poul Koch åbnet en pose rundstykker og stillet tre kopper frem ved siden af kaffemaskinen. De var én mere til morgenhyggen, end han havde kalkuleret med, men han var sulten og realistisk, hvad angik udfaldet af en fysisk konfrontation med sin bedste vens søn.
– Du knepper min hustru, Frank, sagde han og baksede med noget syltetøj. – Er hun god?
Man skal desuden ikke lade sig skræmme af boksetemaet, som går igen gennem romanen, for romanens egentlige boksebold er tilværelsen, og udsagnet er, at den må man nogle gange slå hårdt til, hvis man vil sætte den i svingninger.
Michael Enggaard er journalist og har i mange år skrevet om dansk film og boksning. Han har desuden skrevet den anmelderroste biografi Kessler.
Svækling er hans debutroman.