Af Nikoline Skole Fischer Mikkelsen

Forfatter: Michael Ende, Titel: Den Uendelige Historie, Originaltitel (tysk): Die Unendliche Geschichte, Dansk forlag: Gyldendal, 473 sider, Udgivet 1979

For nogle år siden havde jeg set Den Uendelige Historie stå på en af hylderne ovre på vores skolebibliotek. Selvom jeg havde hørt, at den skulle være meget god, så synes jeg stadig bare, at det lød som en gammel, kedelig bog.

Det tænkte jeg også, da jeg skulle se teaterforestillingen om den på Aarhus Teater. Men nej, allerede efter første akt var jeg helt blæst væk. Jeg besluttede derfor, at jeg både ville læse bogen, og se filmen (jeg har dog ikke set filmen endnu). Og så fik jeg sørme bogen i fødselsdagsgave.

Den uendelige historie

I Den Uendelige Historie møder vi drengen Bastian, der bliver mobbet og ikke just klarer sig godt i skolen. Efter sin mors død har Bastian og hans far rykket sig længere væk fra hinanden. Hans far er altid på arbejde, og Bastian kan ikke rigtig snakke med ham om de svære ting.

“Jeg hedder Bastian,” sagde drengen, “Bastian Balthasar Bux.”
“Det var da et spøjst navn,” brummede manden, “med ikke mindre end tre B’er. Nå ja, det kan du jo ikke gøre for, du har ikke selv valgt det. Jeg hedder Karl Konrad Koreander.”
“Der er tre K’er,” sagde drengen alvorligt.
“Hm,” brummede den gamle, “det har du ret i!”
[…]
“Du har vel hugget af kassen et eller andet sted,” formodede hr. Koreander, “eller også har du slået en gammel dame ned, eller hvad I lømler går og laver nu til dags. Er politiet efter dig, knægt?”
Bastian rystede på hovedet.
“Ud med sproget,” sagde hr. Koreander, “hvem er du stukket af fra?”
“Fra de andre.”
“Hvad for nogle andre?”
“Børnene fra min klasse.”
“Hvorfor?”
“De… de kan aldrig lade mig være i fred.”
“Hvad gør de da?”
De ligger på lur efter mig uden foran skolen.”
“Og hvad så?”
“Så råber de alt mulig efter mig og puffer til mig og griner ad mig.”
[…]
“Hvad siger dine forældre til det?”
Det varede lidt, før Bastian svarede. Først lidt efter mumlede han: “Far siger ikke noget. Han siger aldrig noget. Han er ligeglad med alting.”
“Og din mor?”
“Hun – hende har vi ikke mere.”
“Er dine forældre da skilt?”
“Nej,” sagde Bastian, “hun er død.”

Men en dag hvor Bastian besøger et antikvariat, har han – inden han får set sig om – stjålet en gammel bog.
Han søger tilflugt på skolens loft, hvor han begynder at læse.

Som tiden skrider frem, bliver Bastian mere og mere grebet af historien om unge Atréju, som må drage ud i Fantásien for at redde landet fra Intetheden. Så grebet, at han næsten selv føler sig som en del af den.

Han tog bogen op og betragtede den fra alle sider. Bindet var af kobberfarvet silke og skinnede, når han drejede bogen mod lyset. Da han hurtigt bladrede den igennem, så han, at skriften i den var trykt i to forskellige farver.
Der var, så vidt han kunne se, ingen billeder i den, men smukke og dejlige, store begyndelsesbogstaver. Da han betragtede bindet én gang til og så nøjere efter, opdagede han, at der var to slanger på det, en lys og en mørk, der bed hinanden i halen, så de dannede en oval. Og i denne oval stod titlen med ejendommeligt slyngede bogstaver:
Den Uendelige Historie

I Fantásien begynder Intetheden langsomt at brede sig, og landets væsner må søge hjælp.

Det er virkelig fedt, at der på en måde er to verdener; Bastians, eller virkeligheden, og så Fantásien, som er dét land, der er i den bog, som Bastian læser.

Det er faktisk ligesom en bog i en bog. To historier. Bastians, og Atréjus. Og endda med to forskellige tekstfarver. Når det er med Bastian, er tekśten rød, og med Atréju, er teksten blå.

Den Uendelige historie

Når jeg tænker over bogen, så tænker jeg, at det må være helt fantastisk at have skabt sådan et univers, hvor alt kan lade sig gøre. Der er et hav af magiske og “fantásiske” væsner, planter og steder. Hvis man vil have en hund med vinger med, så er der en hund med vinger. Det var nok noget af det, jeg elskede mest ved den her bog. Alle de mærkelige, sjove og søde karakterer, med ligeså mærkelige navne, og som hver havde sin helt egen personlighed.

Det kan godt være, at det lyder som en gammel, kedelig bog fra 1979 – det troede jeg også. Men du skal bare i gang. Tro mig, det er ikke bare en gammel, kedelig bog fra 1979. Det er en bog fyldt med fantasi og eventyr, du garanteret aldrig nogensinde har hørt før.

Jeg ville anbefale bogen til aldersgruppen 9 år og opefter, fordi at bogen nogle steder godt kan være lidt svær at forstå. Men den kunne også passe fint som højtlæsning fra 7 år.
Jeg giver bogen 4,5 briller på min skala, hvor 5 er bedst.

 

Share This