Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Mich Vraa, Titel: Haabet, Forlag: Lindhardt og Ringhof, 415 sider, Udgivet 2016

En fortælling om Dansk Vestindien, slaveri, sejlads og kærlighed

Romanen Haabet er en fiktiv fortælling om slavefregatten Haabet, som sejlede fra København til Guldkysten og videre til Dansk Vestindien (som i dag hedder De Vestindiske Øer). Fregatten fragtede slaver fra Guldkysten – i dag Ghana i Østafrika – til de Vestindiske Øer, hvor slaverne blev solgt for at arbejde for det hvide overherredømme der  – bl.a. i sukkerplantagerne.

Året er 1802. Fregattens ejer og tidligere kaptajn, Anton Frederiksen, og hans 15-årige datter, Maria, bor på den lille fynske ø Thurø, mens Marias mor har forladt familien og bor hos sin søster i København af grunde, jeg ikke vil afsløre her.
Anton Frederiksen inviterer sin datter med ombord på Haabet på en lille sejlads fra København til Frederikshavn, hvilket Maria glæder sig meget til, da hun er lige så fascineret af skibe og sejlads som sin far.

Sideløbende kører der et andet fortællespor, som foregår i 1787. Anton Frederiksen var da kaptajn på fregatten Haabet og havde sin hustru med på den månedlange rejse med skibet fra København, til Guldkysten og videre til Dansk Vestindien. På den afrikanske kyst blev skibets mellemdæk fyldt med ca. 150 slaver, både mænd og kvinder, hvor de lå stuvet sammen, som var de fragtgods. Men under overfarten lykkedes det slaverne at overmande besætningen, og de prøver at vende skibet. Det lykkes ikke, og den danske besætning slår oprøret ned. Men det får alligevel tragiske følger, og det bliver den sidste overfart, Anton Frederiksen tager med Haabet.

Et andet fortællespor foregår i 1823-24, hvor universitetsprofessor Mikkel Eide bliver hyret af forlagsredaktør Thomas de Souza til at skrive en kritisk bog om slaveriet og derfor rejser til øen Sankt Thomas i Dansk Vestindien for at opleve slavernes liv tæt på.

De tre tider og fortællespor skifter hele tiden, men smelter til sidst sammen. Fortællesynsvinklen skifter mellem mange forskellige personer, som fortæller gennem deres breve, dagbøger, logbog, rapporter og manuskripter. Det lyder måske usammenhængende, men det fungerer godt, lige så snart fortællingen er i gang, og man som læser hele tiden får flere og flere bidder af den samlede historie.

Historien er spændende og forgrenet, personerne er levende og interessante, og sproget er en fryd. Jeg kan godt forstå, at bogen har fået så gode anmeldelser, og jeg kan kun tilslutte mig de rosende ord.

Det at fortællingen tager afsæt i virkelige historiske begivenheder,  gør den kun endnu mere interessant og sætter gang i mange refleksioner. Dengang var den helt almindelige holdning, at de sorte mennesker fra Afrika ikke var rigtige mennesker, og derfor ikke havde ret til human behandling! Det er ret skræmmende at tænke på, at menneskesynet engang har været sådan, og at man – fra top til bund i samfundet – har været så uoplyste og uvidende, som jo var tilfældet.

Vraa formår at få alle nuancerne og detaljerne med fra denne tid og på dette særlige sted på kloden, og han gør simpelthen historien lyslevende for øjnene af os.

Det er en fantastisk og gribende fortælling!

Fregattens navn Haabet – og titlen på bogen – er ironisk og kæmper med sin modsætning. Slaverne får frataget alt håb om frihed og et godt liv det sekund, de træder ind på skibets dæk og bliver gennet ned på mellemdækket. Slaverne selv får intet at vide om deres skæbne. Når de ankommer til øerne og bliver solgt og begynder på slavelivet, begynder realiteterne langsomt at gå op for dem. At de er fanget, trælbundne og bliver betragtet som en ejendom. Og den følelse man kunne forestille sig må fylde mest i dem er: Håbløshed.
Men denne leg med ordet Håb i bogen får et twist til sidst.

Haabet efterfølges af den også fiktive roman Peters Kærlighed, som har Peter von Scholten som hovedperson. Han var en virkelig historisk person, nemlig generalguvenør på De Vestindiske Øer og kendt for at arbejde for at frigøre slaverne, hvilket skete i 1848.

Share This