Af Rikke Fischer
Forfatter: Mich Vraa, Titel: Faith, Forlag: Lindhardt og Ringhof, 472 sider, Udgivet 2018, Anmeldereksemplar
Mich Vraa startede i 2016 på sin trilogi om Dansk Vestindien med første del Haabet, som du kan læse min anmeldelse af her.
I 2017 udkom så anden del Peters Kærlighed og i 2018 tredje del Faith.
Udover at alle tre romaner er gode historier i sig selv, så er der en struktur og sammenhæng ved dem, som jeg er ret vild med. Det gælder både strukturen/den ydre ramme samt selve indholdet og personerne, der er kædet sammen på forskellig vis.
De tre romaners titler refererer til Tro, håb og kærlighed, som stammer fra Kærlighedens Højsang fra Det Nye Testamente. Desuden viser titlerne den kronologiske udvikling, idet Haabet også er navnet på et slaveskib, der indgik i den såkaldte trekantshandel: Først blev der købt slaver på den afrikanske østkyst (dengang kaldet Guldkysten); disse blev så sejlet til Dansk Vestindien for at blive solgt, og til sidst blev der købt sukker og andre varer, som blev sejlet tilbage til Danmark.
Peters Kærlighed er historien om den danske generalguvenør Peter von Scholten i Dansk Vestindien. Her er vi længere fremme i tiden, for Danmark har på det tidspunkt regeret på øerne i mange hundrede år. Men Peter von Scholten stod for modernismen; slavernes frigivelse og en begyndende afvikling af det bestående samfund der med slaver og sukkerrørsmarker.
Cirklen slutter med Faith. Hun er en (opdigtet) ung kvinde, der er fotograf og indehaver af sin afdøde fars fotoatelier i Charlotte Amalie på øen St. Thomas. Romanen starter i 1917 den dag, hvor USA officielt overtog øerne – nu kaldet Jomfruøerne – efter at have købt dem fra Danmark.
Faiths ophav er en blanding af de afrikanske slaver, øernes kreolske befolkning og de hvide kolonister fra Europa.
“Min far. Carl Netlock, var mulat. Hans hår var kruset og mørkt kaffefarvet, hans hud brun som et snit i ny maghoni, hans øjne var blå. Ja, lysende blå. Så mærkelig en ting. Hele sit liv måtte han tåle at folk stirrede på ham, nogle fascinerede, andre nærmest skræmte fordi de frygtede at en mand med så ejendommeligt et blik måtte besidde særlige kræfter.”
Faith symboliserer dermed, at både racer og kulturer er blevet blandet og mixet, og at dette skaber noget helt tredje eller fjerde; fremfor alt en broget og nuanceret verden, som ikke er så nem at putte i kasser. At hendes navn er på engelsk understreger også det internationale islæt, og at øerne nu overtages af USA. Ikke at det nødvendigvis gør noget særlig godt for øerne. Samtidig har verden udviklet sig og er åbnet mere op, da det er nu blevet hurtigere at rejse til Europa med de moderne dampskibe fremfor sejlskibe.
Et andet element, der understreger romanernes sammenhæng er de tre smukke forsider af hver sit ansigt og hver sin race: Haabet viser en afrikansk slave, Peters Kærlighed viser (en der skal ligne) Peter von Scholten og Faith viser Faiths ansigt, som er en blanding af det sorte, hvide og kreolske.
Men historien har ikke kun en fremadskridende kronologi, for ligesom i både Haabet og Peters Kærlighed har Faith også nogle tilbageblik i historien. Blandt andet tilbage til da de allerførste danskere drog i land på øerne tilbage i 1666. Det er et temmeligt primitivt menneskesyn, der afsløres i disse mænds dokumenter som dagbøger og breve. Nogle af disse dokumenter er ægte og ikke opdigtet fra Mich Vraas hånd. Selvom dette med sine mange årstal og historiske detaljer stiller krav til læseren, så synes jeg alligevel at det fungerer rigtig godt for historien med disse spring i tiden. Det giver dynamik og et historisk indblik i, hvad det egentlig var der foregik.
Faith er fotograf og noget så sjældent på den tid som kvindelig erhvervsdrivende, da hun har videreført sin fars fotoatelier. Så hun repræsenterer på mange måder den moderne udvikling. Det er interessant at høre om fotografiets udvikling – både teknisk og motivmæssigt. Der kører et fortællespor fra 1870’erne, som er breve til Faiths far, Carl Netlock, fra hans gode ven, Fernand Bernard, der flyttede til Paris og blev kunstsamler. Han fortæller om malerkunstens udvikling, idet han møder mange af tidens kunstmalere i byernes by og der følger med i, hvordan maleriet bevæger sig væk fra den naturalistiske teknik, som fotografiets udbredelse overtager mere og mere.
En af Faiths opgaver er blandt andet at tage portrætbilleder af rige mennesker.
“Jeg er ganske sikker på at amerikaneren ikke selv vil bryde sig om billedet fra parkbænken. Det er for menneskeligt; han sveder, hans dobbelthage er tydelig, hans mave presser mod skjortens tynde stof bag den åbentstående hørjakke. Han vil kun se disse fejl, ikke helheden. Men det burde være det fotografi han valgte at lade ramme ind og hænge på sin væg derhjemme i Amerika.”
Ligesom de to første romaner i trilogien er Faith velfortalt, og jeg blev både godt underholdt, oplyst og berørt. Samtidig blev jeg klogere, både hvad angår viden om skibe, sejlads, kameraer fra forrige århundrede, og hvad man yndede at spise og drikke på de Caribiske Øer dengang. Heraf kan jeg afsløre, at der blev drukket en del rom. Dette indblik i det levede liv synes jeg er en vigtig brik af en god roman – det gør den simpelthen mere nærværende og levende.
Men der er også både drama og kærlighed, øernes naturlige skønhed står tydeligt for læseren, og nogle af de mere barske detaljer ved kolonitiden bliver hverken overdrevet eller nedtonet.
Faith er en selvstændig roman, men jeg vil selvfølgelig anbefale, at du starter med Haabet og Peters Kærlighed og dermed får hele historien med.
Tillykke til Mich Vraa for en så veludført og smuk trilogi om en underspillet del af den europæiske – og danske – kolonihistorie, som nu bliver fortalt – nok med sine fiktive friheder men alligevel med rødderne godt plantet i en historisk sandhed. Selvom det er en grum sandhed, så er det godt, at den bliver fortalt. Ikke mindst når den fortælles så eventyrligt og nuanceret som her.