Af Rikke Fischer
Forfatter: Merete Pryds Helle, Titel: Vi kunne alt, Forlag: Lindhardt og Ringhof, 343 sider, Udgivet 2018, Anmeldereksemplar fra forlaget
Vi kunne alt er en selvstændig fortsættelse af romanen Folkets skønhed, men de to bøger kan uden problemer læses hver for sig.
Vi kunne alt er en fuldstændig vild, barsk og vidunderlig fortælling om Merle på 12 år, der vokser op i et parcelhuskvarter i 1970’erne med sin storesøster Klara og deres forældre, Erling og Ane. Men her stopper almindelighederne så også. Ane er fra Grønland og har meget hjemve. Desuden er hun svært ramt af den kroniske sygdom sclerose, og det er helt almindeligt i det lille hjem, at hun siger, at hun ville ønske hun var død. Trusler om selvmord fyger om ørene på Merle og Klara. Faren Erling drikker indimellem for meget og tager afsted for at bo hos andre kvinder, som han møder. De ved alle, at det foregår, og han kommer altid hjem igen.
Faren har mange ambitioner på sine to døtres vegne – de kan blive lige hvad de vil, og han ser gerne, at de får en høj uddannelse, så de kan få et bedre liv end han og Ane. Men han vil gerne bestemme, hvad de skal uddannes til, og han er både hård og voldelig over for sine børn.
Så det er en barsk fortælling på mange måder, men jeg blev alligevel helt suget ind i den. Fascineret af unge Merle, som åbenbart er et matematisk geni og elsker sin mor på trods. Fascineret af det sproglige overskud og den poesi, som den grå 1970’er-hverdag vises igennem.
Merle bliver – for lige at toppe op på udfordringerne – også mobbet i skolen. Hun kommer alvorligt til skade med sit haleben, da en dreng, hun er forelsket i, med vilje hiver hende ned fra et bord, så hun landet uheldigt.
“Næste morgen vågnede Merle til lyden af dråber, der faldt fra tagrenden ned på terassefliserne. Det lød let og rytmisk, som sad en fugl udenfor og spillede tromme. Hun forsøgte at sætte sig op, men smerten stødte hende tilbage. Merle satte en finger på hessianen ved siden af sengen og kørte den rundt i knuderne. Der var døre, der smækkede, Klaras skridt gennem gangen, Anes stemme inde fra stuen. Hun kunne kun ligge i sit fugletrommeværelse, mens de løb rundt, og lyden af regndråberne sank ned i hende en for en, som om fuglens trommeskind var bunden af hendes mave. Hun kunne ligge sådan altid, tænkte hun, det kunne være muligt aldrig at bevæge sig, aldrig at skulle tage et eneste skridt til i livet. Klara råbte farvel, og flere døre smækkede. Merle lukkede øjnene. De havde glemt hende, men det var egentlig vidunderligt at være glemt og forladt og synke ned i ingenting.”
Da det viser sig, at Merle ikke kan være derhjemme alene med moren, mens hun venter på, at hendes haleben skal hele, så flytter hun for en tid ud til sin farmor og farfar, som er helt anderledes stabile og kærlige. Godtnok drikker farmoren lidt for meget, men det gør hende ikke ubehagelig. De to, Harry og Gerda, er ikke fremstillet hverken overgode eller frelsende, men de er et herligt åndehul i al den knugende smerte, der omgiver Merle.
Merle bliver helbredt og flytter hjem til forældrene, hvor hun igen skal tage sig af sin syge mor efter skole.
En anden interessant ting ved romanen er dens meget præcise portræt af tiden og miljøet i en dansk forstad i 1970’erne. Som en tidsrejsende lander man i 1971 – i en omvæltende tid.
“Merle skyndte sig hjem fra den sidste dansktime i syvende klasse, hvor Else havde besluttet sig for, at de skulle læse Tove Ditlevsen, for at få lidt modvægt til den patriarkalske litteratur. Hun stillede cyklen fra sig og gik hen til hoveddøren, som Erling havde bejdset i weekenden, så den glinsede mørkbrun og fedtet i sommersolen. Hun trak nøglen frem fra forlommen i den røde, noprede skoletaske og satte den i låsen, åbnede døren og kiggede ind i gangens blå skyggelandskab. Hun lod døren stå åben bag sig og tog et par skridt ind. Inde i stuen flagrede skyggerne roligt rundt for sig selv i gardinernes folder og møblernes tyngde. Det var, som om væggene holdt vejret.”
Heldigvis har Merle et godt hoved, og det bliver på en måde hendes redning. Hun kan fordybe sig i Agathe Christie-krimier og matematikopgaver og glemme alt andet omkring sig. Det er interessant for romanens helhed, at vi til allersidst over bare fem sider møder Merle mange år senere som studerende i astrofysik.
Vi kunne alt er på mange måder en smuk fortælling med mange kontraster – den er også barsk og hjerteskærende, men hvis du gerne vil læse noget, der berører dig følelsesmæssigt og sætter sine aftryk, så er denne roman et godt bud.