Af Lisbeth Thernøe Gilbert

Forfatter: Matias Faldbakken, Titel: Vi er fem, Originaltitel (norsk): Vi er fem, Forlag: Gutkind, 214 sider, Udgivet 2020, Læst som e-bog

Hvis du kunne se mig nu, kære læser, ville du se, at jeg hopper op og ned af bare iver efter, at Matias Faldbakken skal få den Nordisk Råds Litteraturpris, som han er nomineret til. For ja, i sin nyeste roman, Vi er fem,  skriver han en fængslende historie så flydende, at jeg var på fra første procent (jeg har læst den som e-bog).

Vi er fem foregår i den lille norske bygd, Råset, og handler om Tormod og hans familie, som består af hustruen, Siv, og børnene, Alf og Helene. Men hov, det er jo kun fire! Hvem er den femte? Bogen hedder jo Vi er fem?  Er det efternøleren, som Tormod og børnene så brændende ønsker sig, men som Siv nægter at lægge krop til? Eller hunden, Snusken, som bliver familiens erstatningsbarn? Eller er det den klump ler, som Tormod så omhyggeligt plejer og børnene leger med ude i værkstedet?
Eller er det …

At der er en familiens femte kvarte på spil, bliver tydeligt allerede tidligt i romanen. Tormod, som ellers er en meget flittig, solid og smuk mand, viser sig nemlig som ung at have en skyggeside. Den kommer til orde, da vennen Esben Heggelund lokker ham til at prøve både alkohol og marcipan, altså ikke den slags man spiser, men den slags som man sniffer. Rusmidlerne gør godt nok Tormods intellekt ultraskarpt, men det fremkalder også en ondskab, som er ved at tage magten fra ham.

Heldigvis griber Siv ind og får ham afruset og ført tilbage til den oprindelige Tormod.

“Siv, jeg er blevet forvandlet til min direkte modsætning, men nu er jeg her. Hvis jeg nogensinde bliver sådan igen, transformeret, forvandlet, og kommer til dig og påstår noget andet end det jeg siger nu, så må du ikke høre efter. Du må ikke tro på mig. Det er det her der er mig.”

Derefter indleder de så deres fælles familieliv med først sønnen Alf og derefter datteren Helene. Børnefødslerne tager imidlertid hårdt på Siv, så hun finder mere og mere tilflugt i sofa, serier og slik, mens Tormod tålmodigt tager sig af børnene, samtidig med at han i stadigt højere grad skaber sit eget liv ude på sit veludstyrede værksted.

Så langt i romanen var jeg fuldt på omgangshøjde med handlingen, og syntes det var en rigtigt fin fremstilling af, hvordan ægtefæller nemt kommer til at leve hver sit liv under samme tag og det med børn som, skønt søskende, er så forskellige som nat og dag. For hvor Alf er overvægtig og åndsfraværende bag sin computer, er Helene lys, smuk og kvik. Alligevel finder de to søskende hinanden, da Tormod tager dem med ud i værkstedet og viser dem den klump ler, hvis spændstighed han så omhyggeligt forsøger at optimere.
Et vældigt positivt projekt … lige indtil Esben Heggelund dukker op igen.

Matias Faldbakken

Matias Faldbakken, Foto © Ivar Kvaal

Herfra udvikler romanen sig, så jeg mange gange måtte stoppe op og tænke: hvordan pokker har Matias Faldbakken tænkt sig, at dette skal ende? Har det overhovedet en ende? Men det har en ende, og Matias har tænkt, og jeg blev ikke skuffet.
Slutreplikken er hele læsningen værd. Det er en af den slags skønne slutninger, hvor jeg lige må bruge et par minutter på at tumle med ordene for så at nå til en så forklarende og forløsende indsigt, at fortællingen bliver hængende længe efter. Aha!

For mig at se har Matias Faldbakken skabt sin version af fortællingen om, hvordan den skabende kunstner må hente kræfter fra sine mørkere sider, hvis han vil række udover det rent middelmådige. At han må indgå forbund med djævelen, som i Goethes Faust eller, med et eksempel fra Faldbakkens eget hjemland, som i Modellen af Lars Saabye Christensen. Hvis Tormod, som en anden gud, ønsker at puste liv i en klump ler, ja så koster det. Djævelen i denne fortælling tager form i vennen Esben Heggelund, for når han kommer forbi, fri og rede som han altid er, går det hver gang ad Hekkenfeldt til.

Faldbakken kender i det hele taget sit bagkatalog, for navnet Tormod bliver meget let til Thor, lynguden, og herfra er vejen til Frankenstein, som netop bruger lynets kraft til at give liv til sit monster, ikke ret lang. Når man så betænker, at Thors kone hedder Sif, Tormods Siv, så begynder to og to for alvor at give fire … eller fem? For ja, de er fem i familien. Det har selv den lille smukke Helene, som i øvrigt nok ikke helt tilfældigt deler navn med den Skønne Helena fra den græske mytologi, forstået. Her taler hun med en ældre kvinde:

“Hvor mange er I så? Hvor mange? Fem i alt, sagde Helene. Hun så spørgende på den gamle kælling. Og hvor er de henne alle sammen? spurgte damen. Jo, jeg er jo her, sagde Helene. Og to er på arbejde. Og en er nok i skole, sagde hun. Og en er jord. En er jord? sagde damen. Ja, jord, sagde Helene. Men det forstod den gamle ikke, for hvis to var på arbejde, en i skole, du er her, og en er jord, kan du forklare hvordan det hænger sammen? Det er sådan det er, sagde Helene. Så er I vel fire, sagde damen, men det var at tale for døve øren, for pigen stod på sit og sagde, vi er fem.”

Vi er fem

Romanens fortællerstemme, som primært betragter verden med Tormods øjne, er desuden garant for, at romanen, med både humor og underfundighed, stiller etiske, psykologiske og samfundskritiske dilemmaer op. Hvornår er noget levende? Hvorfor har vi behov for at give døde ting menneskelige egenskaber? Og ikke mindst, hvordan er vi oprigtige overfor os selv og vores familie? Som, da Tormod ser tegnefilm med sine børn:

“Tormod lagde armene om børnene og kiggede på skærmen med et øje, det andet var vendt mod noget andet. Man kan forestille sig en kamæleon der ser på en græshoppe med det ene øje og samtidig på noget stik modsat med det andet. Sådan sad Tormod og så på Anders And, og på noget andet, som forældre ofte gør, de er der og et andet sted, og måske tilmed et tredje sted, samtidig.”

At synsvinklen ligger hos Tormod betød, at jeg blev overrasket, da der mod slutningen blev stillet spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig har beskyttet hvem mest, Tormod eller Siv? Siv, som allerede tidligt i deres ægteskab syntes at miste sin energi, symbolsk vist ved, at hun som en anden Samson fik klippet sit ellers så prægtige hår kort, genvinder nemlig sin ungdoms beslutsomhed – og hårpragt i form af en paryk. Til slut bliver kvindelig intuition og søsterlig handlekraft således stillet op overfor mandligt overmod og skabertrang. Hvem kan befri bygden for den rædsel, som hærger, og hvordan?

Ja, det vil jeg naturligvis ikke afsløre her, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg virkeligt kan anbefale Matias Faldbakkens nyeste roman. Jeg mener endda, at den har potentiale til at blive en klassiker, hvis ikke på anden vis så fordi den, med sin gådefulde energi, etiske overvejelser og referencer til både heavy metal og klassiske myter, må være enhver dansklærers drøm. (Og nej, jeg er ikke selv dansklærer). Matias, hvilken pagt med djævelen har denne roman kostet dig?

Vi er fem er forlaget Gutkinds anden udgivelse. Jeg har også læst den første, nemlig Meter i sekundet af Stine Pilgaard, og jeg må sige, at hvis forlaget kan holde den standard, hvilket det tyder på deres stald af forfattere taget i betragtning, så foreslår jeg en abonnementsordning, hvor jeg helt automatisk kan få tilsendt alle deres udgivelser. Tillykke til det nye forlag!

Share This