Mathilde Walter Clark: Lone Star

Af Rikke Fischer

Forfatter: Mathilde Walter Clark, Titel: Lone Star, Forlag: Politikens Forlag, 426 sider, Udgivet 2018, Anmeldereksemplar

Mathilde tager afsæt i sine egne erindringer og sin egen historie, men sætter historien ind i en fiktiv ramme, som giver en fri fortælleform og et sprog, der bliver smukt udfoldet.

Bogen er delt op i to dele:
Erindringsbog som går tilbage i tid.
Rejsebog som foregår i nuet, hvor Mathilde besøger sin far i USA.

Erindringsbogen er fortællingen om Mathilde som barn, og hvordan hun husker det at have en amerikansk far, der blev boende i USA, mens hendes mor opgav samlivet og det amerikanske liv og tog tilbage til Danmark med den knapt 1-årige Mathilde. Hun fortæller om brevene, som faren sendte, og om det årlige besøg af faren, hvor de alle tre tog på den samme kinesiske restaurant og i Tivoli.

De første mange år af Mathildes liv er faren nærmest som et fatamorgana, der indimellem dukker frem af disen. Hendes billede af faren bliver skabt gennem hendes mor og mormor, når de taler om ham. Overfor Mathilde hedder han slet og ret Daddy,og da hun bliver lidt større begynder hun at forstå, at det er det samme som ”min far”. Så når andre spørger hende om, hvem hendes far er, kan hun fortælle, at han er atomfysiker og arbejder som professor på et amerikansk universitet.

”Indtil videre er min far en form der rører på sig i mørket, et ord, Daddy, og lyden af min mors stemme. Han er lavet af papir som er foldet to gange på tværs og kommer ind ad brevsprækken i nogle aflange kuverter med røde og blå striber langs kanten.”

Da Mathilde bliver gammel nok, rejser hun om sommeren over til faren og hans amerikanske familie: hans hollandske kone og fire andre børn. De bor i et kæmpestort hus i St. Louis, hvor faren arbejder som professor på det lokale universitet. Her oplever hun andre sider ved faren og møder også de kulturelle forskelle mellem Danmark og USA. Men hun oplever også øjeblikke af venskab og slægtskab med sine halvsøskende i de uger, hun opholder sig der. Dette bånd er dog svært for dem at bevare som voksne.

Farens kone er noget for sig, og faren indrømmer også at hun ikke er helt rigtig i hovedet. Hun mener fx at Mathilde bliver overforkælet af sin mor, fordi moren skriver breve og ringer til hende, mens hun er i USA for at snakke med hende og høre, hvordan det går. Farens kone har sit helt eget særprægede syn på børneopdragelse.

Det er interessant at se Mathildes udvikling gennem bogen fra perspektivet fra barnet, hvor hun var lidt bange for stedmoren, og til den voksnes perspektiv, hvor hun kan se, at stedmoren er som et stort barn – lidt hjælpeløs og ikke særlig ansvarlig. Hendes hollandske accent skrives med i de amerikanske replikker og giver hendes karakter et ufrivilligt tragikomisk præg.

”Why are you not øp yet?”
Min fars kones råb kunne høres allerede mens hun kom stormende op ad trappen med slåbrokken flagrende vildt efter sig som om der var gået ild i den. Det var som om hun hver ny dag havde håbet på et mirakel, at morgenen måske slet ikke var kommet eller at hun ikke havde nogen børn, eller at dem hun havde, var blevet voksne og selv var stået op og havde sørget for deres egen morgenmad, og nu, på vej op ad trappen, udartede skuffelsen over at ingen af disse ting var tilfældet sig til en følelse af at være krænket. “Are you still sleeping?”

Mathilde Walter Clark kan med lige dele sproglig præcision, poesi og indlevelse indramme sin oplevelse – både barnets og senere den voksnes – af at have haft en far på distance. Det er interessant at følge med i, hvordan han nærmest har gudestatus inde i lille Mathilde, når han en gang om året besøger dem i København, og hvordan hvert et brev og lille gave fra ham blive bevaret som den største skat. Til senere hvor der kommer flere nuancer på, og hun lærer ham at kende også som en fraværende og vred far over for sin andre fire børn. Flere af hans karaktertræk kommer til syne, da de begynder at have samtaler; hans intelligens, hans distræthed, hans forsvar for den amerikanske våbenlov og meget andet. Områder hvor de ligner hinanden, og områder hvor de er uenige, bliver mere og mere tydelige.

I anden del – rejsebogen – følger vi Mathilde som voksen, der rejser til Texas for at mødes med sin far på hans fødeegn. I ti dage bor de i en lejet hytte på en ranch omgivet af Texas’ store vidder og natur. De tager sammen rundt og besøger slægtninge og steder fra farens barndom, mens Mathilde suger til sig, spørger og skriver noter for at forsøge at stykke et helt billede sammen af den far – og halvdelen af sine rødder – som mest har stået i kulissen hele hendes barndom.

Det er fascinerende, hvordan Mathilde Walter Clark kan portrættere både faren, men også de andre mennesker, der optræder, fx hendes mor, farens kone, med ord, der så tydeligt viser læseren et billede af dette menneske. Hun gør det fx ved at gå i detaljer med personens bevægelser, replikker, kropssprog, tøj, vaner og mimik. Indimellem remses det nærmest bare op: Johnny Walker med is og vand. ….den lille forbløffende latter ….Hans rømmen sig og tendensen til forfjamskelse.

Men det fungerer virkelig godt – Mathildes far bliver igennem de 426 sider mere og mere levende for mig som læser. Jeg føler næsten, jeg kender ham lidt. Og Mathilde også, for hun er lige så god til at se sig selv udefra. Som da hun er selvironisk omkring det faktum, at hun er en te-drikkende, europæisk, slank vegetar på rundrejse i det kødspisende Texas, hvor alle med bare lidt realitetssans ejer et våben.

’Lone Star’ har mange interessante aspekter og emner, som forgrener sig ind i hinanden.

Et af dem er det metalag, hvor forfatteren fortæller om sin skriveproces med at skrive denne bog. Hvordan hun arbejder med sine noter, og hvor svært hun synes hele projektet er. Hun kommer også ind på det næsten umulige ved at forsøge at skrive et portræt af et andet menneske, hvilket er netop det hun prøver med faren i denne bog.

”Jeg kan ikke slippe den følelse at det er et billede jeg har beskrevet, og ikke et virkeligt menneske. Det er et banalt faktum at vi ændrer os. Jeg ændrer mig, min far ændrer sig. Billedet ændrer sig. Ankeret flytter sig. Jeg kan ikke længere finde ankeret, jeg ved ikke hvor jeg skal skriver fra. Den seksårige der opdager sin fars hænder på græsset, eller den toogfyrreårige der græder over Skype, hvorfor, hvorfor?
Hvilken af mine fædre skriver jeg om?”

Et andet aspekt ved bogen er Mathildes oplevelse af kulturforskellene og det at være tokulturel. Da hun som barn besøger sin far og hans familie, ser hun selv alt det, der er så anderledes end hos sin mor i Danmark. De bliver kørt i skole, de tager i shoppingcentre om eftermiddagen for at hænge ud, de får underlig ”plasticmad” varmet op i mikrobølgeovn, husene og bilerne er enormt store. Og så videre.

Men det værste er alligevel følelsen af at være den fremmede fugl.

”Jeg falder i søvn med ordet foreigner. Det bliver hængende hos mig som en brændende lussing. Min fars kusine siger det som det er. Uanset hvad jeg gør, vil jeg altid være en fremmed i mit fædreland.”

’Lone Star’ har også fyldige og fortællende historiske tilbageblik: Om Texas, nybyggerne, prærien, den amerikanske borgerkrig, indianerne, slaverne samt texanernes manglende lyst til i dag at tale om eller forholde sig til slavetiden i syden.  Disse historiedele har hele tiden tråde til Mathildes egen slægt på farens side i hendes søgen efter sine rødder.

Mathildes farmor Grandma Clark syede kviltede tæpper af stofstykker. Denne tradition har en særlig betydning i syden, hvor kviltene går i arv gennem familierne. Mathilde sammenligner det med det, hun forsøger at gøre med denne bog: nemlig at sy sin fortid sammen ved at få erindringerne og historierne frem.

”Jeg syr noget sammen som ikke i forvejen hang sammen. Kontinenterne med en tråd af sætninger, Danmark sammen med Amerika.”

Jeg blev ramt følelsesmæssigt af Lone Star – på den gode måde: den er smuk, ægte, naturlig, tvivlende, nysgerrig. Og så er den også sjov og nøgtern i de sprogligt præcise portrætter. Af det indimellem uforståelige og spøjse ved det menneskelige. Og dermed også det rørende.

’Lone Star’ får alle de stjerner, jeg kunne give, hvis jeg ellers brugte det her på min blog. Jeg nød at læse den, at blive hvirvlet ind i Mathilde Walter Clarks fortælling, at glædes over hendes skønne sprog og hendes fine, rammende beskrivelser af følelser, landskaber, mennesker. Det er en stærk fortælling om at gå på opdagelse i sit ophav for måske at kunne føle sig en del af en større helhed – og måske for at kende sig selv bedre. Og det er en smuk og ærlig fortælling om de svære erkendelser, der også kan dukke op i arbejdet med at ’sy en kvilt’ af ord og sætninger fra sin fortid.

Så tag med på Mathilde Walter Clarks amerikanske eventyr i ’Lone Star’ – det er en fantastisk og helt særlig roman!