Af Lisbeth Thernøe Gilbert
Forfatter: Maren Uthaug, Titel: Hvor der er fugle, Forlag: Lindhardt og Ringhof, 301 sider, Udgivet 2017
En skæv og grim fortælling får en varm anbefaling
Maren Uthaugs roman, Hvor der er fugle, gør ikke umiddelbart megen væsen af sig. Den udmærker sig ikke i omfang, dens omslag er mørkt, persongalleriet er begrænset, og den foregår på en lille ø ud for Norges vestkyst. Og alligevel er Hvor der er fugle en af mine helt store læseoplevelse. Dette ikke mindst fordi Maren Uthaug tydeligvis selv er fascineret af det lille lukkede samfund, og hun har da også personlige aktier i fortællingen, for øen hedder Uthaug, et navn som Marens bedstefar tog til sig, da han for år tilbage flyttede til øen.
Historien fortælles af tre forskellige personer men med hver deres synsvinkel: Johan (fyrpasseren), Darling (hans datter) og Marie (hans hustru).
Johans fortælling er beretningen om en frygtsom og genert ung mand som, for at sikre sin mor økonomisk, gifter sig med præstens datter og tager job som fyrmester ved Kjeungskjøn Fyr ud for Uthaug. Hermed siger han farvel til sit livs kærlighed og lidenskab, Hannah, og goddag til en afsides og mørk tilværelse på fyret. Det er et ensomt liv sammen med en hustru, som han intet føler for og med tiden to børn – den ene mere skæv end den anden, begge prægede af det isolerede og kærlighedstomme liv på fyret. Ja, og vel også prægede af en faktor, som man selv må regne sig frem til efterhånden, som fortællingen skrider frem, men som jeg ikke vil afsløre her.
Johans version af fortællingen fra øen er den urgamle og mange gange gentagne fortælling om at ofre egen lykke for at påtage sig livets forpligtigelser. Men til forskel fra mange andre romaner med dette tema er det her helt uden den heroiske tone, som ellers ofte hersker. Her er der ikke tale om velovervejede beslutninger, men derimod hovedkulds handling. Her er ingen tagen skæbnen og pligten på sig med højt hævet pande, men derimod ærgrelser, tårer og fornedrelse. Dette giver fortællingen en sørgmodig og melankolsk tone, men også en ærlighed og – paradoksalt nok – en varme, som holdt mig ved fortællingen.
Romanens næste stemme er datteren Darlings. Hun er lille af vækst, barsk af natur og en outsider blandt de andre børn på fastlandet, hvor fyrmesterfamilien opholder sig i de lyse sommermåneder.
På fastlandet var der masser af børn, men de ville ikke lege med Darling. De andre mødre sagde, at hun slog, at de så hende pine smådyr og ødelægge fuglereder. Nogle påstod endda at hun gjorde sig til overfor drengene.
Hverken krabber, mennesker eller vinduer kan vide sig sikre, og først da familien ansætter den unge pige Gudrun fra Danmark som guvernante, finder Darling lidt ro. Alligevel er Darling ikke en stakkel. Hårdfør, som hun er, tager hun kampen op mod både de andre børn og mod livet som helhed.
Moren, Marie, lægger stemme til romanens sidste del. Her gentages og uddybes Johan og Darlings fortællinger. Hvorfor gifter præstens datter sig med den kejtede Johan? Hvordan overlever hun det følelsesfattige liv på fyret? Motiver som man godtager, men også undres over, ikke mindst i Johans fortælling, bliver her belyst, og nuancer personerne imellem bliver tydeligere.
I det hele taget spejler de tre fortællestemmer hinanden på fortrinlig vis, idet det bliver tydeligt, at synet på begivenheder og mennesker afhænger af øjnene, som ser. De tre fortællinger står skrevet på flade bogsider, men ud af dem vokser et tredimensionelt billede af mennesker og liv på Uthaug.
Det er en fortælling om indspisthed, indavl og udelukkelse – alle kendte fænomener i små samfund. Det er en skæv fortælling med egenartede mennesker, hvilket bliver sat på spidsen med sønnen, Valdemar, som vokser op i den overbevisning, at han er en kalv. Denne tro udlever han til det ekstreme, for han siger kun dyrelyde, går på alle fire og nægter at spise andet end grønt – hvilket er et problem om vinteren, hvor Marie kun kan skaffe føde, der er hvidt og brunt. Ja, det lyder unægteligt latterligt, men i romanens helhed giver selv det absurde mening.
Hvor der er mennesker
”Hvor der er fugle, er der fisk” siger Johan til slut i Maren Uthaugs fængende fortælling. Replikken kunne lige så godt have lydt ”Hvor der er mennesker, er der sorger”, for sorg fylder meget i romanen. Det er da også med sorg, jeg lægger bogen fra mig, men det kun fordi min læseoplevelse og læseglæde har været stor. Når jeg satte ned mig for ”bare liiiige” at læse i 5 minutter, gik der hurtigt en time. Min læsning blev drevet af en nysgerrighed efter næste skridt i fortællingen og det vel at mærke ikke nysgerrighed efter at nå til slutningen, men nysgerrighed efter de små nuancer, som løbende kommer til syne via de tre personers synsvinkler. Det er en roman med en stemme, som adskiller den fra megen anden litteratur, jeg har læst, og som sådan får den en stor anbefaling med herfra. Efter endt læsning har jeg desuden kastet et nyt blik på bogens omslag – både motiv og stemning giver nu mening og rammer romanens univers meget smukt ind.
Desuden skal nævnes, at Hvor der er fugle er nomineret til DR’s romanpris, 2018. Hvor der er fugle er Uthaugs anden roman. Debutromanen, Og sådan blev det, er fra 2013.