Af Lisbeth Thernøe Gilbert

Forfatter: Maren Uthaug, Titel: En lykkelig slutning, Forlag: Lindhardt og Ringhof, 368 sider, Udgivet november 2019, Anmeldereksemplar

Maren Uthaugs roman En lykkelig slutning er en grotesk, men også meget menneskelig fortælling om bedemandsslægten Christian Christiansen. Den første Christian i slægten, Christian 1, bliver i starten af 1800-tallet efter et skibbrud skyllet op på stranden på Stillehavsøen, Tikopia, en lille, afsidesliggende ø med kun plads og mad til 999 indbyggere. På øen er det derfor helt naturligt at slå nyfødte børn ihjel, hvis deres fødsel betyder, at indbyggertallet overstiger 999. For Christian 1 er det ikke helt så naturligt, så derfor påtager han sig rollen, som den der både afliver og begraver de nyfødte. På den måde kan han trods alt give de døde en lille bøn og ceremoni med på vejen.

Da Christian 1’s søn, Christian 2, sejler fra øen for derved at give plads til sin lillesøster, tager han faderens bøn med sig, og ved ankomsten til København bliver han hurtigt anerkendt, som en der med sin bøn kan forhindre at døde går igen. Det København, som Christian 2 ankommer til i midten af 1800-tallet, er nemlig en hovedstad, hvor skidtet flyder i gaderne, og hvor man endnu ikke har nogen ide om, hvad renlighed betyder for smittespredning, sygdom og død. Indbyggerne er derfor meget præget af skrækken for døden, som lurer ved hvert et uhumsk gadehjørne, og alle er villige til at tro på alskens overtro og varsler. En sand guldgrube for Christian 2, som hurtigt ser en forretning i at udvide sin bøn til også at omfatte alle mulige andre ganske humoristiske måder til at holde gengangere fra døren.

“For at beskytte sig mod, at den døde kom igen, skulle familien hænge et gammelt vognhjul op over døren. For kom den begravede tilbage for at husere i sit gamle hjem, ville den døde først være nødt til at stoppe op for at tælle, hvor mange gange hjulet havde kørt rundt i sit liv. Nogle gange kunne de døde endda finde det nødvendigt at løbe lige så mange gange rundt om huset, som hjulet havde gjort, da der sad på en vogn, forklarede Christian 2 sine kunder … Hvorfor døde skulle være særligt dumme eller bare besatte af at tælle tilfældige ting, kunne Christian 2 ikke forklare. Men det var dejligt håndgribeligt, og hans popularitet kunne direkte aflæses i hvor mange hjul han efterhånden var nødt til at skaffe.”

Fra Christian 2 går bedemandsforretningen videre fra slægtled til slægtled, hvor hver aftager af forretningen har sin egen skæve tilgang til døden – og livet. Lidelser som pyromani, kontakt til de døde, OCD og nekrofili afløser hinanden. Umiddelbart lyder det måske som en lagkage med for mange lag eller en splatterfilm, hvor instruktøren er så bange for at kede publikum, at han lader blodet flyde lidt ekstra.

Det var i hvert fald min frygt, da jeg læste foromtalen til En lykkelig slutning, men det var også en frygt, som blev manet i jorden, straks jeg begyndte at læse. Der er godt nok mange aparte personer i denne roman, men det er historien om EN degenereret slægt, og som sådan passer overloaden af disagnoser i helheden. Desuden er personerne beskrevet med en sådan humor og varme, at de for mig blev mere elskelige end uhyggelige. Jeg kom flere gange under læsningen til at tænke på maleren Michael Kviums vind og skæve portrætter. Også dem kigger vi gerne på med lige dele væmmelse og interesse, nok netop fordi de ligner os mere end vi umiddelbart vil være ved.

 

 

Slægtens historie fortælles til læseren af Nikolas, som han har fået historien gengivet af sin morfar, Christian 5. Nikolas selv har på grund af sin noget oprørske mor ikke fået navnet Christian, men han er vor nutids nummer i bedemandsslægten og lige så psykisk skæv som alle de andre og det samme tyder det på, at hans to børn, pigen Liliane, og drengen, Christian, er. Allerede ved romanens start fornemmer man, at der er noget galt, for den starter med at Nicolas kører mod Sønderjylland med sine to børn bedøvede på bagsædet.

“Snart er vi ude af København og kører videre mod Storebæltsbroen. Jeg håber bare, at medicinen virker, helt til vi kommer til Sønderjylland. Jo færre spørgsmål de stiller, desto bedre. Og jo større sandsynlighed er der for, at jeg kan gennemføre planen. Selvom jeg er overbevist om, at jeg gør det rigtige, sidder der et lille ønske i mig om, at jeg, når det kommer til stykket, ikke er stærk nok … Jeg vender mig halvt om og ser på dem. Når de sover, ser de helt normale ud. Altså udover Lilianes hår. Det plejer at være langt og tykt, men da jeg måtte aflive Lucy, klippede hun store totter af det i vrede… Udover Lucy, en stor, godmodig sanktberhardshund, har vi haft adskillige små dyr. Hamster, marsvin, undulat, kanin, mus og sikkert også et par stykker, jeg har glemt. Vi har aldrig haft dem ret længe, for små dyr har haft svært ved at overleve hjemme hos os.

Udover at det i sig selv fænger at læse om de forskellige slægtled, formår Maren Uthaug med denne start at lave et plot, hvor man læser mod slutningen, som var det en krimi. Godt nok tyder titlen på romanen, En lykkelig slutning, på at det hele ender godt, men hvad vil det sige? Så skæv som romanen umiddelbart fremstår, kan man ikke helt føler sig sikker på, at den overholder ens forventninger til, hvad der er lykkeligt.

Endelig giver romanen os også en tur gennem begravelsesritualets kulturhistorie og de mange epidemier, som gennem tiden har taget livet af halve befolkninger. Engang havde døden jo en mere synlig plads i dagligdag, ikke mindst i de lavere sociale lag. I dag er selv døden blevet demokratiseret, som Maren Uthaug formulerer det.

“Efterhånden som den enkelte familie kunne klare sig selv, holdt det også op med at være nødvendigt, at nabolag og små landsbyer var fælles om begravelsen. Og om sorgen. Langsomt forsvandt de alenlange begravelsesoptog, og vi tog i stedet afsked med vores døde med et lille, privat gys, som vi holdt for os selv. De store armbevægelser og den højlydte hulken blev reduceret til den tæmmede sorg, der fortsat i dag er god etikette ved dødsfald. De nye skikke var godt hjulpet på vej af, at danskerne for hvert år der gik i det tyvende århunderede, blev mere og mere socialdemokratiske. Ingen var nu bedre end sin nabo. Da præsterne endelig fik fast løn og ikke skulle leve af almisser, var der ingen grund til at holde længere mindetaler for de rige eller reservere særlige områder på kirkegården til dem, der kunne betale. Nu skulle vi alle være lige, også i døden.”

Maren Uthaug får vævet sine psykisk skæve personer ind i denne kulturhistorie, så deres særheder hver især giver mening. Hvem anden end en pyroman turde fx åbne det første danske krematorie i en tid, hvor det at brænde de døde stadig blev opfattet som stærkt kættersk? Og i en tid som vor, hvor vi helst vil have alt omkring et dødsfald til at gå så smertefrit som muligt, er det bestemt ikke en ulempe at bedemanden har OCD – så er man da helt sikker på, at der er styr på alt fra kranse til salmenumre.

Maren Uthaug. Fotograf: Kajsa Gullberg

 

En lykkelig slutning er Uthaugs tredje roman og også de to første, Og sådan blev det og Hvor der er fugle, handler om relationer mellem mennesker og generationer. Det er temaet i mange romaner, men med sine psykisk skæve personer får Maren Uthaug på sin helt egen måde peget på, hvor svært det er for mennesker at nå og forstå hinanden. Og alligevel er der ingen tvivl om, at hendes personer er del af den familie, de tilhører, og det i En lykkelig slutning endda i en sådan grad, at bedemandsforretningen har overlevet gennem generationer.

Jeg nød at læse En lykkelig slutning. Det er en beskidt og til tider mørk fortælling, som samtidig rummer megen varme og humor, og derfor både rørte og interesserede den mig. Maren Uthaugs groteske romanfigurer balancerer på en knivsæg mellem at være latterlige og ligegyldige, men der er tale om et så bundsolidt stykke skrivearbejde, at romanen formår at gå linen ud uden at falde til nogen af siderne. Jeg kan altså med både latter og gru i min anmelderpen varmt anbefale En lykkelig slutning.

Share This