Kristina Stoltz: Paradis først

Af Rikke Fischer

Forfatter: Kristina Stoltz, Titel: Paradis først, Forlag: Gutkind Forlag, 170 sider, Udgivet september 2020, Anmeldereksemplar

Senere har jeg tænkt på afskeden som det egentlige møde, det første møde, som det udspillede sig dér under elmetræet eller lygtepælen, jeg er ikke sikker. Ligesom jeg heller ikke er sikker på, om vi havde været til fest, den fest hvor fotografiet blev taget, den fest lige inden afskeden tidligt om morgenen.

I romanen PARADIS FØRST tager hovedpersonen Kristina til USA i en uges tid for at besøge sin tidligere kæreste/eksmand, Marlon. Det er næsten 20 år siden, de sidst sås. I løbet af besøget væver fortidens minder sig ind i nutidens møde og oplevelser på en meget realistisk måde – for hvad er erindringer, og hvordan husker vi? Kan vi stole på det, vi husker og erindrer?
Romanen er baseret på Kristina Stoltz’ egne oplevelser med en amerikansk kæreste, hun havde, da hun var i 20’erne, men romanens tekst er skrevet som en fiktiv historie.

Ovenstående citat er derfor et fint billede af hovedpersonens ærlighed om, at hun ikke altid er sikker på, at hun husker rigtigt.
Teksten bliver derved et interessant kludetæppe af dengang og nu, var og er og hun og jeg. Så spænd sikkerhedsbæltet, og forbered dig på at være en vågen læser, for denne tekst kræver noget af sin læser. Hvilket jeg godt kunne lide – litteratur må gerne være ikke-let – for det sætter noget i gang i hjernen, følelserne og tankerne hos den læsende. Man bliver ikke bare lullet ind i en dejlig fortælling (selvom den type læseoplevelser bestemt også har sin berettigelse).

På romanens forside er et foto af (et udsnit af) den udbrændte by Paradise i Californien. Byen blev opslugt af en stor brand i 2018 – det år som er romanens nutid, hvor Kristina besøger Marlon – hun er i Missouri, langt derfra, men de taler om branden, fordi Marlons onkel og tante bor tæt på den. Mens hun er der, fylder det en del: at de ikke kan få fat i onklen Jacob og hans kone Karen, og at de bliver bekymrede. Kristina mindes den periode for længe siden, hvor de besøgte dem i deres hus ude i skoven og indimellem også boede der.

Nu er det din mor, der ringer, og alene ved at betragte dit ansigt kan jeg regne ud, hvad hun siger. Dyrene er døde, huset er brændt ned til grunden. Du åbner og lukker den højre hånd, presser læberne sammen. Dine øjne bliver blanke. Det ville være en hjælp, hvis vi kunne vandre ud i bjergene, hvis ikke det sneede, hvis ikke vi skulle skynde os hjem til Skyler. Det var altid dér, vi søgte ud, når katastroferne rullede ind over os, ud i naturen. Men når selve naturen udgør katastrofen, er der vendt op og ned på hierakierne, så ved jeg ikke længere, hvad man stiller op.

Jacob og Karen overlevede, men deres hus brændte ned. På en måde kan man se branden med sin ild som et symbol på den transformation og død, som relationer og livsepoker indimellem gennemgår. For Kristina har svært ved at genkende Marlon. De er næsten som fremmede for hinanden. Han bor sammen med Skyler, sin kommende hustru, som er en hvid mormonsk kvinde, og de bor i et kvarter med næsten udelukkende hvide og ældre mennesker. Det er ikke velset, at de bor sammen, når de ikke er gift og hun har en datter fra tidligere, så de er diskrete med, at han faktisk bor der!
Og da han ydermere selv er barn af en hvid kvinde og en afroamerikansk mand, synes Kristina det må være svært for ham at føle sig hjemme der.

Jeg har lyst til at spørge, hvad der skete med os dengang, hvad der skete med dig. På en måde vil jeg undskylde, elske dig forfra, var der ikke alt muligt, du skulle med livet? I virkeligheden er den chance, man får, så lille. Den energi der skal til, vitaliteten, hvor længe holder den, og hvad hvis mørket er omfattende, hvis smerten er komprimeret som hagl, der hele tiden slår mod ruden?

 

 

Jeg synes virkelig, Kristina Stoltz kan noget fantastisk med sproget – det blev ofte poetisk og billedskabende, hvilket jeg synes passer rigtig godt til erindringsstemningen og det drømmeriske ved at tænke på fortiden.
Der er også i den grad leget med formen, som før nævnt. Fortælleren veksler mellem ‘jeg’ og ‘hun’ – det er spændende … men det giver måske lidt en distance, så jeg som læser ikke HELT mærker hovedpersonen eller føler hun bliver “levende” for mig under læsningen – på trods af jeg genkender meget ved hendes liv.
Handlingsforløb bliver ofte afbrudt af tanker og tilbageblik. Så det er faktisk som om, man er inde i hovedet på hovedpersonen, mens hun går igennem dagene og oplever, føler, tænker, husker, mindes, ser. Det kan helt klart noget – det er bare en anderledes læseoplevelse, end jeg er vant til.

Et eksempel på hvordan Stoltz kan jonglere med sproget, er scenen, hvor Marlon, da de næsten lige havde mødt hinanden på campus, lærer Kristina at meditere i en mørk gymnastiksal:

Mørket i vejrtrækningen. Natten er en udånding. En indånding. En mættet jord hvor rødderne forgrener sig dybere ned i en hastighed, man ikke begriber, mens træet gror i brystet, griber ud, grenene griber ud i skoven, man kan se det nedefra, oppefra og udefra, at hun i det mørke griber fat om ham, at han har armene om hende, i indåndingen, at de er nøgne i udåndingen, at de er den fedtede jord, sort og fugtig, fuld af ormene, kviste, blade, alle de svampe, i opløsning, i fødsel, uden kontakt til alt det andet, til telefonerne, der senere ringer, adresserne.

!!! Wow!

 

Med PARADIS FØRST formår Kristina Stoltz at skrive usentimentalt, ærligt og nysgerrigt om “den første kærlighed”, som for hovedpersonen var både brusende, altopslugende, identitetsændrende og -skabende og til tider ubalanceret og traumatisk. Det gør hun uden store ord og armbevægelser, men på sin helt egen, personlige måde uden at henvende sig overpædagogisk til sin læser eller målgruppe. Det er overraskende befriende som læser at blive “overladt til sig selv” og “du må selv finde ud af, hvordan det her skal forstås, og hvordan det hænger sammen”.

Det går op for mig, mens jeg skriver denne anmeldelse, at det nok føles befriende, fordi vi som læsere og tekstmodtagere måske lidt for ofte i dag bliver mødt med det modsatte: Tekster, der er for præget af for mange undersøgelser af tekstens målgruppe, inden den skrives, så den forstås fuldstændig med det samme og uden nogen form for anstrengelse fra læserens side. Eller artikler og avisoverskrifter, hvor vi som læsere får at vide, hvad vi skal mene, men ikke får muligheden for selv at tage stilling og forholde os kritiske.

Så jeg siger bare: ja tak til litteratur som PARADIS FØRST, der kræver lidt mere af sin læser, og som sætter gang i dennes egne tanker og refleksion. Læseoplevelsen bliver faktisk over tid mere personlig af det, for man bliver nødt til at blive ved med at tænke over det for at forstå det.

Så jeg vil gerne anbefale Kristina Stoltz’ roman PARADIS FØRST til alle, der interesserer sig for USA (ja, hele verden faktisk), kærlighedshistorier og erindringer. Måske især til dem, der også, som jeg, med glæde har læst Svend Åge Madsens labyrintiske fortællinger og Rupi Kaurs inderlige digtsamlinger “Solen og hendes blomster” og “Mælk og honning”.