Af Rikke Fischer
Forfatter: Kristín Marja Baldursdóttir, Titel: Mågelatter, Originaltitel (islandsk): Mávahlátur, Forlag: Gyldendal, 383 sider, Udgivet på dansk i 2009
Medrivende roman om islandsk kvindeliv
Den 12-årige pige Agga er hovedpersonen i denne fortælling om en lille udkantsby på Island i 1950’erne.
Agga bor hos sin mormor og morfar og en håndfuld enlige kvinder fra familien: Morfars søster, Kidda, der bor i kælderlejligheden og ryger pibe, og de to mostre, Dódó og Ninna. Dódó, der gerne vil giftes og forelsker sig i en musiker, og Ninna, der ifølge mormor ikke havde en “normal forstand”. Mormoren styrer hjemmet med fødderne solidt på den islandske jord og med et varmt hjerte og en skarp tunge.
Aggas morfar er fisker, og han er derfor “på havet” i lange perioder. Når han er hjemme, skal han følge op på flere ugers avislæsning, da han er meget politisk engageret. Hvis avisbunken ikke ligger klar til ham, bliver hele huset involveret under stor brok med at finde de manglende aviser.
Aggas tante Freya er vendt hjem fra Amerika, efter at hendes velhavende officermand er død af et hjerteanfald. Hun ankommer til den lille by med silkekjoler og chokolader i kufferten og spreder glamour og mystik omkring sig. Det er tydeligt for alle, at hun var en fin frue i Amerika.
Freya er meget anderledes end de andre kvinder i byen. Hun er høj og slank med næsten hvid hud og isblå øjne. Hendes hår når ned til hoften, og hendes skønhed tryllebinder alle.
Men Agga er ikke helt overbevist om den nyankomnes fortræffeligheder, og hun udspionerer ofte sin tante og finder ud af, at hun vandrer lange ture på fjeldet om natten, skriver mærkelige digte og altid er på slankekur.
Aggas nysgerrighed og hang til “spionage” er ikke kun vendt mod Freya, men mod alt, hvad der sker i den lille by, og hun render ofte ned til politistationen for at “aflægge rapport” til den skak-spillende politimester Magnús, som hun vist også er lidt forelsket i.
Bogens synsvinkel er både på den individuelle historie (Aggas og Freyas), men disse er tæt forbundne med et stærkt fællesskab. Fællesskabet i familien, slægten og landsbyen. Man fornemmer, at dette er et islandsk præg, men sådan har det sikkert også været i nogle danske småbyer for år tilbage. Man både sladrede om hinanden, men man passede også på hinanden, og man var på fornavn med politibetjenten og præsten.
Et eksempel er, hvor mormor og de andre kvinder beslutter at invitere alle til morfars fødselsdag, selvom han ikke rigtig gider at fejre den:
Stuerne fyldtes af mennesker, hver eneste siddeplads var besat og taburetter blev slæbt ind i én uendelighed. Huset rystede af politiske diskussioner, og når nogen blev ophidsede for alvor, løftede morfar sig op på tæerne af bar glæde. De kvinder, mændene havde bragt med sig, trissede forlegne fra stue til køkken og tilbage igen, indtil de omsider fandt en sikker havn i de unge kvinders gemakker oppe på loftet. I køkkenet herskede der kaos, og Dísa var begyndt at vaske op.
Mågelatter er en herlig, alvorlig, sjov og livsbekræftende bog om livet i en islandsk by i 1950’erne, men også om livet generelt. For den handler om at finde sig selv – i fællesskabet og uden for fællesskabet, om at finde fodfæste og mening i livet og om at søge efter kærligheden – uden at gå på kompromis med sit eget værd.