Af Lisbeth Thernøe GIlbert
Forfatter: Kjell Westö, Titel: Tritonus – en skærgårdsfortælling, Originaltitel (finlandssvensk): Tritonus, Forlag: Gutkind Forlag, 414 sider, Udgivet august 2020, Anmeldereksemplar
Kjell Westös nye roman, Tritonus, er virtuost godt skrevet og mesterligt orkestreret. Ja, det er oplagte ord til at beskrive en roman, som i høj grad bruger ikke mindst den klassiske musik som ledetråd, men ikke desto mindre er det rammende udtrykt, for skønt romanen spiller på mange strenge, ender den med at fremstå som et samlet lydrige. Samtidig emmer romanen af en langsom melankoli og eftertænksomhed, som finder genklang i de musikstykker af navnlig Sibelius og Mahler, som der jævnligt refereres til. Dette giver fortællingen en tyngde, som gør, at den smyger sig ind i det storladne finske landskab, hvor den foregår.
Tritonus handler om den verdenskendte, men også verdenstrætte, dirigent, Thomas Brander, som i den finske skærgård bygger et pompøst hus, der giver mindelser om en mellemting mellem et mausolæum og en fæstning. Thomas Brander, hvis stjernestatus er for nedadgående, er netop blevet forladt af sin kæreste og har endnu eftervirkningerne af et oplevet terrorangreb siddende i kroppen, da han ankommer til det lille skærgårdssamfund. Han er med andre ord en såret sjæl og har da heller ikke nemt ved at finde sig til rette, trods det, at han bliver budt hjerteligt velkommen.
I valget mellem verdens kamp og musikken valgte Brander musikken, sådan var han allerede som barn, og nu var han det mere end nogensinde. Han følte sig narret af livet, af alle skuespillere som larmede og gjorde sig til, af alle symfonier og historier som buldrede voldsomt, men ikke betød ret meget. På den anden side vidste han: Selvom tilværelsen føltes meningsløs, så var der øjeblikke hvor han måtte lade som om den ikke var det, ellers fik han ikke de andres venskab.
Det er navnlig hans nabo, psykologen og fritidsfiskeren, Raidar Lindell som inviterer ham indenfor og introducerer ham til lokalsamfundet. Lindell er selv dybt engageret i både naturen og menneskene omkring ham. Foruden at være psykolog på den lokale skole, er han en af hovedmotorerne i det egnens amatørband, og han rykker gladeligt ud, når nogen beder om hjælp. Han bliver derfor skuffet, da Brander, trods hans opfordring, viger tilbage fra at engagere sig.
Her i skærgården hjalp man hinanden, det var et livsvilkår, man kunne når som helst blive forvandlet til den der havde brug for støtte fra andre…Man stod til tjeneste, med hammer eller sav eller bil, eller med en dram og nogle trøstende ord. Og sådan var det stadig herude. Men det lod Brander ikke til at forstå.
Med dobbeltportrættet af de to mænd stiller Westø to forskellige verdens- og menneskesyn op overfor hinanden. Engagement og tillid står overfor ’sæt dig selv først’ og ’flygt, mens du endnu kan’. Grænseløs ambition i et konkurrencefyldt miljø står overfor nærhed og samarbejde. Magt og prestige står overfor et roligt liv i samklang med naturen. I takt med Brander og Lindell, som skiftes til at have fortællesynsvinklen, danner de to positioner baggrund for kapitlernes erfaringsgrundlag, hvilket gør, at man – som læser – forstår dem begge. Ved indgangen til hvert nyt kapitel var jeg således spændt på at få den aktuelle situation belyst fra den anden side, samtidig med at jeg glædede mig til igen at vende tilbage til den fortællevinkel, jeg netop var ved at forlade. Det drev læsningen frem på forunderlig vis.
Tritonus, som er romanens titel, og desuden navnet på Branders nybyggede hus, Casa Tritonus, er en musikalsk betegnelse for det, at en dissonant tone, en forstørret kvart, presser sig ind i en ellers harmonisk tonerække. På samme måde kunne alt have nynnet skærgårdsidyl i Kjell Westøs fortælling, hvis ikke de mange usagte ord, misforståelser og hemmeligheder, som små djævle, havde kilet sig ind mellem romanens karakterer og derved skabt afstand, sorg og savn. Djævleintervallet er et mere populært navn for Tritonus, og som bekendt ligger djævlen i detaljen, her i form af de små detaljer, som skærgårdsbeboerne ikke er bekendt med hos hver andre, og som gang på gang gør, at de går fejl af hinanden. Med andre ord glemmer de at lytte til hinanden for, som Brander siger:
Det er som om jeg er døv for musikken. Og også for mennesker.
Kjell Westøs roman handler således om, hvor svært det kan være for mennesker, trods gensidig velvilje og sympati, at nå og forstå hinanden og det ikke kun individuelt mand og mand imellem, men også i større målestok. Terrorisme, ny-nazisme, flygtninge, metoo, fugleinfluenza, sult i Afrika og endda Corona giver genlyd i romanen og danner baggrundstæppe for, hvad der sker i den lokale finske skærgård. Umiddelbart kan det måske lyde som mange store og tunge emner i en enkelt roman, men på meget naturlig vis sniger de sig ind, så den store verden bliver spejlet i den lille. De nævnte temaer er jo nogle, vi alle mere eller mindre hver dag må forholde os til, for intet menneske er jo som bekendt en ø – heller ikke selvom man bor i en skærgård.
Tritonus er en intens og stemningsmættet roman, som med sine mange temaer og musikalske henvisninger kunne have været en hård læsenød at knække, men det er den på ingen måde. Sproget flyder, personerne træder tydeligt frem og handlingen holdt mig fast til sidste side. Og så har romanen et dejligt budskab. Lyt, siger den. Lyt til dine nærmeste, såvel som til verden, for kun sådan kan vi skabe forståelse på tværs af modsætninger. Vi spiller alle med i det samme orkester og falder bare en ud, ja så dør musikken. Om det lykkes for romanens personer at nå til en nærmere forståelse af dem selv og hinanden skal jeg ikke røbe her, men jeg vil dog gerne afsløre, at karaktererne er meget menneskelige – så må du selv, lydhøre læser af denne anmeldelse, læse dig til resten.
Kjell Westö_Foto @ Kustannusosakeyhtiö Otava
Kjell Westø slår, sammen med sin hovedkarakter, Brander, kammertonen an, som kun en garvet forfatter med noget på hjertet kan gøre det, og jeg kan da også med fuld musik anbefale at du, kære læser, læser og ikke mindst lytter til hans nyeste roman. Lyt til det, som står mellem linjerne, lyt til budskabet. Og endelig kan jeg anbefale, at du, mens du læser, finder, navnlig Mahler og Sibelius, på din musikstreamingtjeneste, for med deres toneunivers i ørerne giver de mange musikhenvisninger mening, også selvom du måske ikke selv er den stor kender af klassisk musik. Det er musikken, som gør denne roman speciel og universel, og som sådan er det helt på sin plads, at tonerne har fundet vej ud på omslaget, hvor nodelinjer danner bølger i den finske skærgård – endnu en smuk bog fra forlaget Gutkind.