Julie Maj Jakobsen: Jagten på det gode menneske – om Karin Michaëlis

Af Cecilie Snapholt

Forfatter: Julie Maj Jakobsen, Titel: Jagten på det gode menneske – om Karin Michaëlis, Forlag: Politikens Forlag, 208 sider, Udgivet 2020, Anmeldereksemplar

Jeg skal være ærlig at sige, at bogen befandt sig uåbnet i min bogreol i ugevis, og at jeg måtte tage tilløb til at give mig i kast med foretagendet flere gange. Titlen – “Jagten på det gode menneske” – var det, der havde vakt min interesse, men kvinden, som bogen omhandlede, havde jeg aldrig hørt om, og bogens genre-variation afskrækkede mig. Men efter at have læst bogen, må jeg ydmygt bøje mig i støvet.

Allerede på første side blev jeg øjeblikkeligt fyldt af den der helt særlige – nærmest magiske – energi der indfinder sig, når jeg sidder med noget, der føles som et uopdaget eventyr, der har kimen til transformation foran mig. Der hvor man bare må ind i det – videre – dybere – fordi man der, ja, allerede har taget et skridt så tæt på, at man har fået færden af magien, så spørgsmålet om, hvorvidt du skal fortsætte er indiskutabelt. Der er ikke nogen vej tilbage: Du er revet med, og det eneste du skal gøre, er at lade det ske. Min nysgerrighed var i sandhed vakt – denne kvinde måtte jeg lære at kende.

En stærk kvindeskæbne

Bogens omdrejningspunkt er Karin Michaëlis, som blev født i Randers i 1872 og som ung drog til København med et brændende ønske om at blive pianist. Hun begyndte desuden at skrive, og hun skrev ærligt om aspekter af den kvindelige eksistens. På trods af, at årene var slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, behandlede hun emner som lyst, liderlighed, kropsvæsker, smerte, selvrealisering, forelskelse – både for den unge pige, moderen og kvinden i overgangsalderen.

Karin Michaëlis havde noget på hjerte i forhold til verden, og hvordan vi indretter den, om båndene mellem mennesker og dansen mellem kønnene. Og hun skrev om det hele på en måde, der taler til os den dag i dag.

 

 

Med en bibliografi bestående af intet mindre end 36 romaner for voksne, 9 børnebøger, 2 selvbiografier og en gedigen mængde avis- og tidsskriftartikler blev hun verdensberømt i sin samtid, men næsten glemt i sit hjemland. “Ak ja”, tænker man umiddelbart. Omend det på sin vis er ulykkeligt, at så originale og vigtige livseksempler går i glemmebogen, så er virkeligheden, at det sker og er set utallige gange før – både hvad angår mænd og kvinder. Og noget af det hovedpersonerne i glemmebogen har til fælles er, at de evnede at se og frygtløst formidle det sete.

“Gode forfattere er forfattere, der ser. Hvad end de så kigger på, så ser de det, og de er på sin vis frygtløse, når de beskriver det, deres blik hviler på… af den grund og den grund alene vil jeg gerne have, at du samler Karin Michaëlis op. Hvis du ikke er overbevist, så kan jeg godt uddybe og fortælle dig, at de ting, hun så, stadig er værd at kigge på.”
Julie Maj Jakobsen

“Jagten på det gode menneske” starter med syv ganske forskellige essays, der på biografisk vis fortæller om Karin Michaëlis’ liv med meget forskellige indgangsvinkler, blandt andre:
Bo Tao Michaëlis (oldebarn til Sophus Michaëlis, Karins første mand – som skildrer kærlighedshistorien mellem Sophus og Karin)
Angela Heumer (journalist, filminstruktør og kunsthistoriker, som har viet store dele af sit liv til at rejse rundt i Bibis fodspor. Bibi er hovedpersonen i Michaëlis’ børnebogsserie, som gav unge piger selvtillid og eventyrlyst – ganske atypisk for den tid og med paralleller til det lindgrenske univers og vores allesammens Pippi Langstrømpe).
Og mit favorit-input i bogen af forfatter, journalist og foredragsholder Amalie Langballe, der med sin eminente og tydelige formidling virkelig vakte mig og fik mig til at forstå, hvorfor lige præcis Karin Michaëlis også måtte være min veninde.

 

Det er en anderledes bog, fordi den blander adskillige genrer: essays, dramatik, prosa og lyrik, hvilket yderligere krydres med en god håndfuld billeder, som hjælper til et større indblik i tiden og ikke mindst denne kvindes skæbne.

Og resultatet er – trods min umiddelbare modstand – i sandhed blevet en interessant, nuanceret og mangefacetteret bog, der på smukkeste alt-går-op-i-en-højere-enhed-vis netop beskriver et levet liv, på en måde der hylder netop det, der er så særegent ved dette menneske, der beskrives – en utrolig interessant, nuanceret og mangefacetteret kvinde. En kvinde, som er blevet beskrevet som “en kvindelig H.C. Andersen”, og som af nogle tilskrives æren for med sit “hurtigskriveri” og “kvindelige tankespring” at være ophavskvinden til stream-of-consciousness-stilen.

Hun brænder et skrivende lys så stærkt, at det potentielt kan oplyse generationer.

Og hende havde jeg aldrig hørt om?

Jeg satte en lille privat undersøgelse i gang – først i min lille lokale kaffebar på Frederiksbjerg, som jeg havde indfundet mig i, da jeg læste bogen – og senere hen blandt mine nære og kære. INGEN omkring mig havde hørt om hende. Men det har de fleste nu – for den ild, der var vakt i mig efter at have læst bogen, var ikke sådan at tæmme. Dette takket være den begejstring, som bogens forfattere fortæller med, og måske er det lige præcis det, der skal til, for at vi i samlet flok kan få flyttet mennesker som Michaëlis fra glemmebogen og ind i nutiden. For her er hun stadig og måske mere end nogensinde vigtig.

Hun gjorde det – i manges øjne på hendes tid – umulige. Hun havde fat i en væsentlig energi af handling. Hun tog skridtene. Talte også om det, men ikke kun – she made the road by walking. Og det er måske noget af det vigtigste, hun efterlader sig et eksempel på. Et eksempel på at grænserne og rammerne for det umiddelbart ladesiggørlige kan flyttes og sprænges. Og eksempler på lige præcis det, er i sandhed af værdi og måske når alt kommer til alt, noget af det der gør, at den bevægelse som må og skal fortsætte, kan fortsætte. Og som lige nu – og helt særligt i disse dage – virkelig er sat i bevægelse.

Læs den, og bliv inspireret. Jeg tør love dig, at du ikke vil fortryde.