Af Lisbeth Thernøe Gilbert

Forfatter: Jonas Hassen Khemiri, Titel: Farklausulen, Originaltitel (svensk): Pappaklausulen, Forlag: Gyldendal, 345 sider, Udgivet 2019

Farklausulen var for mig virkelig årets læseoverraskelse i 2019. Da jeg spottede den på bibliotekets nyhedshylde, havde jeg ikke hørt om den, hvilket jeg ellers ofte har, når der kommer nye bøger fra et forlag som Gyldendal.
Farklausulen. Det tog mig et par øjeblikke at finde ud af, hvor jeg skulle dele ordet. Fark-lausulen, Farklau-sulen… nåå, Far-klausulen. På grund af det udenlandsk klingende forfatternavn var jeg faktisk først i tvivl om, romanen overhovedet var på dansk. Men det er den, og den er forrygende godt skrevet (oversat fra svensk).

Far og søn

Farklausulen handler om en ung mand, far til to og selvstændig bogholder på forældreorlov. Hans far er tyrkisk, men efter at være blevet skilt fra sin danske hustru, er han flyttet tilbage til Tyrkiet. Og det er så her, farklausulen kommer ind i billedet. Da faren forlod Sverige, overlod han nemlig sin eftertragtede lejlighed til sønnen – mod den klausul, at sønnen skal huse sin far, når denne kommer til Sverige. Det er nu mange år siden, og den oprindelige lejlighed er for længst fortid, men faren kommer stadig troligt to gange om året. Når han opholder sig i Sverige to gange 14 dage om året mister han nemlig ikke sit statsborgerskab. Sønnen har igennem alle årene samvittighedsfuldt budt sin far velkommen, og ved romanens start er han endnu en gang ved at gøre klar til farens ankomst – godt træt af atter at skulle stå på stikkerne for en far, som kun har kritik tilovers for sønnen og hans måde at leve på:

”Hans søn er forvirret. Han er faret vild. Han tror, at han kan få succes her i verden uden at satse helhjertet. Han har aldrig forstået, at man må investere penge for at tjene penge. Hvad er det for nogle idiotiske firmaer, der vælger at benytte sig af sønnen? Hvem sender frivilligt sine bilag til denne uciviliserede hule i håb om at få økonomisk assistance? Hvorfor er sønnen generelt så håbløs?”

Jonas Hassen Khemiri. Fotograf: Martin Stenmar

 

Støttet af sin mor, søster og kæreste vil vores hovedperson gerne ophæve Farklausulen, men det er ikke nemt, når man som sønnen her er så præget af sin fars evindelige kritik, at den har sneget sig ind under huden, og der har bidt sig fast som en evig usikkerhed. En usikkerhed som, i desperate forsøg på at gøre DET rigtige, får afløb i maraton-lange søgninger på nettet:

”Som dengang han havde søgt på, hvordan man binder et halstørklæde om halsen på den bedste måde. Eller afslutter en mail på den bedste måde. Eller frier på den bedste måde. Eller snører sine sko på den bedste måde. Eller vasker bilen på den bedste måde. Bedste måde. Det var nøgleordet. Der fandtes en masse måder. Men så fandtes der også en bedste måde. Og det var den, han ville finde frem til.

Den dobbelte farklausul

Romanen forløber over de 10 dage, som farens besøg varer. Henover de dage får vi, som læser, fortalt, hvordan det er at vokse op med en tyrkisk far i Sverige, vi får søsterens historie, farens fortælling og ikke mindst får vi fortalt, hvordan vores hovedperson klarer sin hverdag med en fuldtidsarbejdende kæreste og to børn på et og fire år. Aftalen om lejligheden er således ikke den eneste Farklausul i denne roman, for vor hovedperson er i overensstemmelse med god vestlig skik i høj grad også på (over)arbejde, når det gælder hans egne børn:

”Den etårige græder. Den fireårige griner. Den etårige bider den fireårige i benet. Den fireårige græder. Den etårige forsvinder […]Den fireårige bygger en garage. Den etårige river garagen ned. Den fireårige kaster en bold mod den etårige. Den etårige tror, det er en leg, og henter bolden og giver den til den fireårige. Den fireårige gemmer bolden. Den etårige finder et Lego-dæk og stopper det i munden.”

Og hvor efterlader det så romanens hovedkarakter? Ja, som læser fornemmer man, at han føler sig som hullet i en donut, for umiddelbart er han kun noget i kraft af alle de mennesker, som er omkring ham. Han gør sit for at holde sammen på familiekredsen, men får ikke ret meget igen. Da han, som er fortællingens og familiens bærende karakter, for en kort stund trækker sig ud af ligningen, bliver de øvrige familiemedlemmer imidlertid nødt til at forholde sig til hinanden, og det er ikke så skidt endda. Ja, alt ændrer sig ikke bare sådan lige, men ved romanens slutning øjner man DEN lille forandring, som kan komme til at gøre en stor forskel for sønnen, nemlig farens spirende anerkendelse.

Intet menneske er en ø…

Romanen handler om relationer, og dette tema har Khemiri ført helt ud i karakterernes navne, eller rettere mangel på navne. Khemiri benævner alle romanens personer i forhold til de relationer, som de indgår i i det aktuelle afsnit. Det bliver i romanen til betegnelser som “en søn, som er en far”, “en far, som er”, “en farfar, som er en far”, “en kæreste, som er en mor”, “en søn, som er en bror”, “en mor, som er en farmor”. Det synes jeg, er genialt! Og det fungerer fantastisk godt, for hvad er et navn egentligt andet end en lyd, som vi tager på os som en kappe, der dækker over, at ingen af os er ene stående individer? Først når vi definerer os i forhold til den, der betragter os, bliver vi tydelige. Jeg hedder Lisbeth men, kære læser, måske jeg står klarere for dig, hvis du tænker på mig som litteraturelskeren, der også er en anmelder?
Da jeg læste Farklausulen, måtte jeg godt nok nogle gange lige tænke mig om, og som en lille rebus regne mig frem til, hvem der nu var tale om, men det var sjovt og spædede kun til mit engagement i romanen.

Farklausulen

Illusionen ligger i detaljen

Farklausulen er fuld af varme og har et underfundigt, lidt melankolsk glimt i øjet. Det kommer ikke mindst til orde i de scener, som Khemiri skaber ved hjælp af en lang række opremsninger af ting eller gøremål. Et par af de ovenstående citater er eksempler på sådanne remser, så jeg vil her nøjes med at referere en enkelt passage fra en indkøbstur – selvom jeg også kunne have lyst til at gengive adskillige andre afsnit:

”Han begynder fra venstre, han køber en hvidløgsranke, en pose skalotteløg, en pose rødløg, en pose forårsløg. Han køber økologiske kartofler, broccoli, almindelige gulerødder til de voksne og økologiske gulerødder til børnene […] Han køber pærer i en gennemsigtig plasticbakke til specialpris, avocado i net til udsalgspris, han køber æbler til tilbudspris og så nogle rigtigt dyre økologiske æbler til den etårige […] Han triller vognen hen forbi køddisken (kalkunpølse til børnene) og videre til æggene (økologiske æg i en bakke med femten) og så til mejeridisken (halloumi, yoghurt, tykmælk, ti liter havremælk).

Dette overflødighedshorn af ting vækker smil og gør scenen levende, for det gælder her som i al anden historiefortælling, at det er de ligegyldige detaljer, som gør en scene troværdig – hvorfor nævne at pærerne er i en gennemsigtig plasticbakke og avocadoerne er til udsalgspris, hvis ikke de virkeligt er det – i virkeligheden? Det er naturligvis stadig en illusion, men en virksom sådan

Blot et ”must”

Da jeg læste Farklausulen for snart tre måneder siden, var det slet ikke min mening at anmelde den, men Khemiris roman blev ved med at forfølge mig, så derfor denne anmeldelse og læserbegejstrede anbefaling. Farklausulen rummer en historie, som det er let at relatere til, uanset om man har børn eller ej, og uanset om man har en tyrkisk far eller ej, for det er først og fremmest en fortælling om relationer mellem mennesker, og som sådan er romanen fornyende og forrygende godt skrevet. Et “must” at anbefale og et “must” at læse.

Share This