Af Rikke Fischer

Forfatter: Jesmyn Ward, Titel: Syng, levende og døde, syng, Originaltitel (engelsk): Sing, unburied, sing, Forlag: Hr. Ferdinand, 293 sider, Udgivet 2018. Anmeldereksemplar

Denne roman er blevet kåret til årets roman 2017 af Time Magasin, og det forstår man godt.
Den er vild, barsk, hjerteskærende og smuk, håbefuld og nærende på samme tid. Fortællingen kryber ind under huden på en, og den forgrener sig til fortiden og fremtiden og viser alle de forbindelser, der er mellem tidsepokerne.

Jojo er en dreng på 13 år, der bor i Mississippi med sin lillesøster Kayla (Michaela), sin morfar Pop, sin mormor Mama og sin mor Leonie. Jojos far Michael er hvid, mens moren og hendes familie er sort, og dette bliver et symbol på det spændingsfelt, der endnu findes i nutidens USA på grund af forskellige hudfarver. Michaels far, Big Joseph, har direkte foragt over for sin svigerdatter alene på grund af hendes hudfarve, så derfor kender Jojo og Kayla slet ikke deres bedsteforældre på farens side.
Det der er specielt ved denne fortælling, for mig, er at denne foragt ikke bare holdes skjult inde i personerne eller kommer “ud mellem sidebenene”, men bliver udtrykt direkte og på groveste vis. Det er rystende, hvordan volden og ulykkerne hele tiden ligger lige under overfladen og kan bryde frem når som helst.

Syng levende og døde syng

Michael har været i fængsel i et stykke tid, men skal nu snart løslades, så derfor tager Leonie med sine børn og en veninde afsted på den lange køretur for at hente ham. Pop sad i det samme fængsel, Parchman, da han var helt ung. Det var dengang et barsk fængsel, der på mange måder mindede om de slaveplantager, som var overalt i Sydstaterne tilbage i tiden. De indsatte arbejdede mange timer i bomuldsmarkerne under den bagende sol, og som straf fik de piskeslag. Indtil huden blev flænset op og kødet blev synligt. Ja, det er ikke for sarte sjæle.
Pop fortæller Jojo mange historier fra sin fortid og sin tid i fængslet. Men han holder noget tilbage. Og på køreturen til Pachman dukker der et genfærd op fra en dreng, som Pop sad i fængsel med dengang. Drengen Richie. Jojo kan se ham, fordi han åbenbart har evnen til at se de døde (dette er noget Mama taler meget om, da hun er en slags spirituel medicinkvinde). Kun Jojo og Kayla kan se genfærdet. Men Jojo prøver at skræmme genfærdet væk, da han ikke ønsker denne kontakt, men Richie siger, han har brug for hjælp fra Pop, og at Jojo kan føre ham til ham.

Syng levende og døde syng

Både Leonie og Michael er ikke meget bevendt som forældre – så Pop og Mama sørger for de to børn, giver dem mad, kærlighed, visdomsord og opdragelse. Men nu er Mama meget syg og afkræftet, og det påvirker hele familiens balance.

Man får ikke så meget forklaring på, hvordan Leonie kan være så anderledes end sine forældre og være så dårlig til at tage sig af sine børn, men en del af forklaringen kunne være, at hun er afhængig af stoffer, og at hun er traumatiseret, fordi hendes bror Given blev dræbt som ung. Som læser får man indsigt i hendes indre smerte, men det er svært helt at få sympati for hende.

Og så er løkken helt stram, og jeg raser, hader denne verden, og jeg lader Mama glide ned på madrassen, og jeg rejser mig og løber over til Jojo som bakker væk, men han er ikke hurtig nok, for jeg er der, og da jeg rammer hans ansigt, strømmer smerten gennem min håndflade, snurrer gennem mine fingre. Så gør jeg det igen. Og jeg gør det igen før det går op for mig at Michaela vræler i hans favn, kravler op ad brystet på ham, prøver at komme væk fra mig.

Kapitlerne skifter mellem indresyn på Jojo, Richie og Leonie. Især er det barskt at komme “ind i hovedet” på Leonie. Hun er på en måde besat af sin kærlighed til Michael, som hun ser som sin redningsmand, og dette skygger fuldstændig for hendes kærlighed til sine børn. Hun har ikke noget moderinstinkt, så enkelt kan det siges. Hun giver ikke sine børn hverken vådt eller tørt på den lange køretur, og Jojo må simpelthen i skjul stjæle kiks og vand fra tankstationen og i smug give sin lille søster kiks i små bidder på bagsædet, så Leonie ikke opdager det. Ja, det er voldsomme omsorgssvigt. Pop og Mama var imod, at Leonie ville tage børnene med på den lange køretur, og først forstår man ikke hvorfor, det kunne være så farligt, men det forstår man efterhånden som historien skrider frem, og man fornemmer hvordan Leonie er.

Vi får hele Richies historie også. Det er skrevet meget poetisk – man får den der fornemmelse af, at det åndelige er en anden dimension, der eksisterer side om side med virkeligheden. Det er både smukt og uhyggeligt skildret. Han fortæller sin historie til Jojo under køreturen og gennem de kapitler, hvor han er fortælleren.

I dag da Jojo kom til Parchman, vågnede jeg ved en hvisken fra den hvide slange som havde gravet en rede i jorden sammen med mig så den kunne tale i mit øre. Så den kunne sno sig om mit hoved i mørket og hviske: Hvis du rejser dig, kan jeg føre dig over denne verdens vande til en anden verden. Stedet her binder dig. Stedet her blinder dig. Behold skællet selvom du ikke kan flyve. Tag sydpå, til River, til vandenes flade. Han viser dig det. Tag sydpå.

Da jeg så Jojo og Kayla på parkeringspladsen, forvandlede slangen sig til en fugl på min skulder inden den fløj væk på et bølgende vindstød, hurtigt mod syd på et enligt træk.

Dette er en fortælling om et USA, vi nok ikke kender så meget til: den fattige befolkning i Sydstaterne, et sted hvis jord bærer meget smerte og sorg fra tidligere tiders slavehistorie. Fortællingen viser hvordan man kan være præget så meget af sin fortid – ikke bare ens egen men også ens forfædres – og at der er brug for at forløse og give slip på fortiden.
Selvom handlingen foregår tydeligst i virkeligheden og nutiden, så løber fortællingen samtidig i andre spor og dimensioner. Det åndelige og mystiske, det tynde lag mellem verdenerne og tiderne anes og beskrives. Naturen og det unaturlige er også et slags tema her.

Jeg var virkelig grebet af romanen, af personerne, sproget og fortællingen. Det er en fantastisk og gribende historie, skrevet i et smukt sprog, med en nøgtern undertone af en søgen efter den barske sandhed. På trods af alt det forfærdelige, hadet, volden, afstumpetheden, så bærer romanen en masse håb med sig. Blandt andet gennem de to børn. Slutningen er desuden meget rørende og overraskende.

Det er en bog, man har lyst til at starte forfra på, når sidst side er vendt. Hvilket jeg faktisk tror, man med fordel kan gøre, da der er så mange lag i den – både sprogligt og fortællemæssigt.

Share This