Af Lisbeth Thernøe Gilbert

Forfatter: Jens Andersen, Titel: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi, Forlag: Gyldendal, 419 sider, Udgivet 2014

En Astrid Lindgren-biografi af Jens Andersen

En verden uden Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg? Nej, vel!
En børneverden uden Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter? Jo, måske, men en, efter min mening, fattigere verden.
Astrid Lindgrens forfatterskab er så omfattende, og hendes bøger skrevet med så stor selvfølgelighed, at det er helt svært at forestille sig, at Astrid Lindgren også var andet end forfatter. Men det var hun – det fremgår klart af Jens Andersens biografi om hende: Denne dag, et liv.

Biografien har tre spor. Det første spor, skildrer Astrid Lindgrens opvækst og start på voksenlivet. Jens Andersen redegør meget indlevende for hendes barn- og ungdom på en større gård i Vimmerby, Sverige, i starten af 1900-tallet. En meget umiddelbar og sorgløs opvækst, som brat fik ende, da Astrid Lindgren blev gravid med byens noget ældre avisredaktør og derfor måtte rejse til København for at føde sønnen, Lars. Først da Lars var 5 år, og Astrid Lindgren var blevet gift med Sture Lindgren, fik hun mulighed for at have drengen hos sig.
Som Jens Andersen skriver, stammer de mange ensomme og forældreløse børn i hendes forfatterskab nok netop fra denne periode. Sammen med Sture Lindgren fik Astrid en datter og et umiddelbart harmonisk og trygt familieliv. Senere blev harmonien brudt, for Sture var Astrid utro, og senere fik han et alkoholproblem.

Biografiens andet spor dykker ned i hendes forfatterskab. Ikke mindst fortællingen om Pippi Langstrømpe får meget plads i biografien, for det er Astrid Lindgrens første udgivelse, og det er desuden historien om, hvordan Sveriges førende forlag takkede nej til manuskriptet, mens det lille økonomisk trængte forlag, Raben & Sjøgren, sagde ja og jo altså fik stor succes med udgivelsen. Børnebogen Pippi Långstrump blev straks en bestseller og Astrid Lindgren et kendt navn i børnebogsuniverset. I de kommende mange år udgav hun omtrent en bog om året, så hendes bibliografi rummer en del flere værker, end i hvert fald jeg anede.

Det tredje og sidste spor i biografien redegør for Astrid Lindgrens plads i den offentlige debat. I første omgang var det den utraditionelle og kontroversielle Pippi, som fik hårde ord med på vejen af blandt andre professor ved Lunds Universitet, Johan Langødquist, og senere blev ikke mindst børnebogen Brødrene Løvehjerte kritiseret for at handle mere om døden end godt er, når målgruppen er børn. Også personligt blev Astrid Lindgren kritiseret. Som redaktør af børne- og ungdomsbøger på det samme forlag, som udgav hendes egne bøger, mente man, at hun havde alt for meget magt på området, og at hun dermed kunne holde eventuelle konkurrenter til hendes egne bøger væk.

“Lidt af en balanceakt og måske også en interessekonflikt? Spørgsmålet blev i hvert fald rejst hjemme i Sverige, hvor nogle børne- og ungdomsforfattere følte, at Astrid Lindgrens navn og person fyldte for meget på landets største børnebogsforlag. Hvem bedømte og redigerede egentligt hendes egne bøger?”

Endelig engagerede Astrid Lindgren sig stærkt i den offentlige debat, både personligt og via sine figurer. Fx er cirkusdirektøren i Pippi Langstrømpe ifølge Jens Andersen tænkt som en parodi på Hitler:

“Hvorfor nu denne specifikke oplysning om (red. cirkusdirektørens) hår?  Måske fordi de fleste, der havde set filmoptagelser af Der Führer i de svenske biografers nyhedsjournaler, ikke kunne undgå at bemærke mandens forfængelighed, ikke mindst hvad frisuren angik.”

Mere direkte brugte Astrid Lindgren sin kendte stemme og sine gode formuleringsevner til at kritisere det Socialdemokratiske Parti, som i mange år styrede Sverige, og hun var meget aktiv i ikke mindst debatten om dyrevelfærd.

De tre spor i biografien kan for så vidt stå hver for sig. Fx ville beretningen om Astrid Lindgrens barn- og ungdom have været en biografi værd i sig selv, for det er en gribende fortælling om kvindens stilling og muligheder i førkrigstidens Sverige. Jens Andersen fletter imidlertid de tre spor sammen, så de som helhed udgør et mangefacetteret billede af både personen og forfatteren, Astrid Lindgren.

Jens Andersen er uden tvivl en meget stor beundrer af Astrid Lindgren – måske endda for stor. Den kritik, som hun får, afviser han meget bestemt. I stedet fremhæver han hende som en fredselskende, meget aktiv og stærkt engageret kvinde. Han beskriver hende som en kvinde der tager livets sorger alvorligt, men også som en kvinde, der bibeholdte livslysten og legesygen helt til det sidste. Som niecen Karin Altvegen har fortalt:

“Det var der, hun boede, når hun kom til Næs, og det var der, hun legede heks med os nevøer og niecer. Det vil sige legede og legede. Det var det der var det sjove ved det, når vi legede med Astrid. Vi vidste aldrig rigtigt, om hun havde forvandlet sig til en rigtig heks, så god var hun til at lege.”

Kan noget rigtigt menneske virkeligt leve op til det portræt, som Jens Andersen tegner? Han bygger primært sin biografi på den enorme brevmængde, som Astrid Lindgren efterlod. Det er breve til og fra Astrid Lindgren, men dermed jo altså også ord, som enten Astrid Lindgren selv eller hendes venner har skrevet, så måske det ikke er en helt upartisk biografi? Hvis altså en sådan overhovedet er mulig at skrive?

Under alle omstændigheder er jeg meget glad for at have læst Denne dag, et liv. Det er en meget livsbekræftende biografi, hvilket allerede dens titel, Denne dag, et liv, indvarsler. Astrid Lindgren brugte selv dette citat, og med det mente hun, at livet er ligeså kort som en enkelt dag, så brug det!

“Jeg lever løs … jeg synes hele tiden, at nuet er så spændende og fuldt af indhold, så jeg har ligesom ikke tid til at grue for, hvordan det senere skal gå. Jeg lader hver dag have nok i sine egne plage. Jeg synes, at man skal behandle hver dag, som om den var den eneste man har. ‘Denne dag, et liv.’”

Jeg havde meget stor glæde af at få genopfrisket barndommens glæde ved Astrid Lindgrens bøger, og det var virkeligt givende at få dem placeret i forhold til hinanden og i forhold til datiden i øvrigt. Tænk, at Pippi er 20 år ældre end Emil, og at Ronja Røverdatter først er skrevet i 1981! For mig har Pippi og Emil altid levet side om side i Sverige, og jeg finder det svært at tro på, at Ronja først kom til, da jeg var 9 år.

Desuden har det overrasket mig, hvor meget Astrid Lindgren fyldte i datidens Sverige også udover hendes plads på bogreolen på børneværelset. Kort sagt er der med læsningen af Denne dag, et liv kommet kød og blod på mennesket Astrid Lindgren, som jeg indtil nu nok nærmest har opfattet som en figur på linje med hendes egne børnebogsfigurer.

Brevcitaterne fylder meget og sommetider lidt for meget, men Jens Andersen formår at binde teksten sammen, så det ikke gør noget, om man ikke nærlæser alle citaterne. Desuden rummer bogen et fantastisk billedmateriale, hvor der ikke mindst bliver sat ansigt på mange af de omtalte personer. Ja, jeg kunne ved endt læsning ikke lade være med at sende en kritisk tanke til nutidens digitale muligheder, som gør, at vi slet ikke efterlader os det utroligt omfattende materiale, som Jens Andersen har kunnet dykke ned i.

Og så lige det bedste ved at have læst Denne dag, et liv. Den har genvakt legesygen og min læselyst, så jeg glæder mig som et lille barn til, at mine niecer bliver store nok til at få læst Brødrene Løvehjerte højt.

 

Share This