Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Jenny Offill, Titel: Afd. for grublerier, Originaltitel (amerikansk): Dept. of Speculation, Forlag: Gyldendal, 180 sider, Udgivet på dansk i 2017

Den moderne, intellektuelle kærlighed

Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at opgive denne finurlige bog efter kun 10 sider. Den er så fragmenteret skrevet med mange linjeskift og små afsnit, hvor emnerne hopper tilfældigt fra sten til sten.

Men jeg huskede på Karen Blixens ord: Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting ved en fortælling, at man ikke forstår alt ved den (frit citeret). Og så blev jeg alligevel fanget ind af sproget og måden, Offill skriver på. Derfor læste jeg videre, og langsomt åbnede fortællingen sig mere op, og jeg så sammenhængene i den.

Hovedpersonen er en kvinde et sted mellem 30 og 40 år (vi får hverken hendes navn eller alder at vide, så det er et gæt), gift med en mand (også unavngiven), som hun får en datter med. Kvinden er forfatter og underviser i skrivning på universitetet. De bor i Brooklyn, New York.

Manden er kvinden utro, hvilket er romanens omdrejningspunkt. Men som læser får du intet forærende. Man må selv læse mellem linjerne … og det er godt! Noget bliver kun antydet, og man må gætte sig til andet. Hvad der videre sker, vil jeg ikke afsløre her.

Vi hører om familiens kamp med væglus, kvindens møde med en ekskæreste, datterens udvikling (virkelig sjovt og rammende), kvindens yogatimer og møde med mandens elskerinde.
Titlen hentyder til kvindens og mandens brevudvekslinger i starten af deres forhold, hvor de skrev Afd. for grublerier uden på konvolutten. Kvinden skriver, at både hun og manden begge har gemt disse breve i en kasse på deres skrivebord, og i det hele taget grubler hovedpersonen selvsagt en del over deres forhold, nu hvor den rammes af en krise. Hun grubler over kærligheden generelt set.

Det er en virkelig interessant bog. Fordi den ikke er nem. Hverken når det drejer sig om indhold eller form. Sprogligt leger forfatteren med mange greb. Bl.a. ændres synsvinklen på hovedpersonen fra ‘jeg’ til ‘hun’ eller bare ‘konen’ cirka halvvejs inde i fortællingen. Det er som om, at det viser den distance, der kan kile sig ind ved utroskab. Både i kvinden selv i hendes forhold til sig selv, men også mellem kvinden og manden. Måske som om hun begynder at se og vurdere sig selv udefra, når nu hendes mand vælger at være sammen med en anden kvinde.

Jeg synes, at bogen er meget tidstypisk. Offill har skrevet den i 2014; den er så først blevet oversat til dansk her i 2017 – sikkert i anledning af, at Offill besøger Danmark til dette års litteraturfestival på Louisiana Kunstmuseum: Louisiana Literature. Tidstypisk forstået på den måde, at det fragmenterede ved den minder mig om et sind, der flakker fra det ene til det andet, om at scrolle gennem Facebook og Instagram og opsamle småhistorier hist og her. Den har også en ironisk, nøgtern distance til det hele, og der kommer et metalag ind i fortællingen, hvor hun begynder at skrive redaktør-kommentarer i kursiv til sin egen tekst. Det er faktisk ret underholdende.

Teksten er fyldt med en sproglig virtuositet – hun skaber nogle fantastiske metaforer. Et eksempel er, at hovedpersonen siger til sin ekskæreste, at hendes hjerte er som en papirspose. Og ‘den teatralske regn’ beskrives næsten undskyldende, for det er ihvertfald ikke forfatterens mening at skrive teatralsk. Selvom temaet ligger op til det.

Det moderen islæt ses også ved, at hun går og interviewer sig selv (a la teorien om, at det moderne menneske ser sig selv meget udefra i stedet for at opleve sig selv indefra):

Om natten interviewer jeg somme tider mig selv:

Hvad ønsker du dig?
Det ved jeg ikke.

Hvad ønsker du dig?
Det ved jeg ikke.

Hvad er problemet egentlig?
Lad mig nu bare være.

Det distancerede og nøgterne betyder ikke, at man som læser ikke bliver berørt følelsesmæssigt. Det gør man, men på en afdæmpet og fin måde. Der er ingen svulstige hollywood-violiner over det. Men en sagte fortælling om en kvinde i en livskrise.

Afd. for grublerier anbefales til dig, der gerne vil udfordres som læser på de gængse fortællemåder – for denne bog er usammenlignelig og ikkekategoriserbar, men står og skinner som en unik stjerne på litteraturhimlen.

Share This