Af Lisbeth Thernøe GIlbert
Forfatter: Hiromi Kawakami, Titel: Nakanos genbrugsbutik, Oversat fra japansk af Mette Holm, Forlag: C & K Forlag, 256 sider, Udgivet august 2020, Anmeldereksemplar
Sprogduer kurrer:
Nakanos genbrugsbutik
læs, læs, læs – igen!
Værs’go – 5 stavelse, 7 stavelser, 5 stavelser, i nutid og med et element af natur – eller med andre ord et japansk haikudigt. Kort og præcist – og så kunne denne anmeldelse jo egentligt godt slutte her!
Og så alligevel – Hiromi Kawakamis nye roman, Nakanos genbrugsbutik, er simpelthen for god en læseoplevelse til, at jeg kan modstå fristelsen til – i bedste vestlig ordrig stil – at give den nogle flere ord med på vejen.
Allerede på første side erfarede jeg, at Nakanos genbrugsbutik ER ganske nøgternt og registrerende fortalt – helt i overensstemmelse med et haikudigt og megen japansk litteratur i øvrigt. Det er en fortællekultur, som har en helt særlig evne til at berette enkelt og konkret – og så alligevel med et underfundigt glimt i øjet og ofte med stof til eftertanke. Umiddelbart kan det lyde, som en kølig skrivestil, men på forunderlig vis fornemmer man altid megen varme og fortrolighed mellem karaktererne i japanske romaner – og således også her. Det er en fremmed sprogtone, og dog så charmerende ligetil, at det er svært ikke at føle sig inviteret indenfor.
’Butiksmedhjælper søges, kig ind og få en samtale,’ havde der stået med sjusket håndskrift på opslaget i hr. Nakanos butiksvindue. Eftersom der stod ’kig ind og få en samtale’, gik jeg straks ind i butikken og spurgte, om jeg kunne komme til samtale, hvorefter det viste sig, at den næste samtale fandt sted ”1. september, klokken 14. På slaget”, som ejeren sagde.
Rammen for romanen er Nakanos genbrugsbutik. Her besøger vi ejeren, hr. Nakano, hans søster, frøken Masayo, som er kunstner og jævnligt hjælper til i butikken, Takeo, som kører butikkens varevogn og romanens jeg-fortæller, Hitomi, som betjener kassen og passer butikken. Derudover møder vi en lang række kunder og især en af hr. Nakanos elskerinder, nemlig antikvitetshandleren, frøken Sakiko.
Hr. Nakanos bliver beskrevet som en underlig, mager mand med skæg og strikhue, og er ikke, hvad man vanligt ville regne for en kvindebedårer. Alligevel har han en sjælden evne til forførelse. Skønt han er gift med kone nr. 3, har han således et imponerende – og ganske charmerende – kærlighedsliv. Vores jeg-fortæller, Hitomi, som ved romanens start lige er blevet ansat i butikken, finder da også hurtigt ud af, at når hr. Nakano går i banken, er det en aktion, som forstørrer andet end hr. Nakanos pengepung. (Ja, undskyld denne slet skjulte erotiske hentydning, men da den umiddelbart er helt godt i tråd med romanens egen hentydende tone, som i høj grad også gør sig gældende, hvad seksuelle referencer angår, så vover jeg at lade sætningen tale for sig selv). Storesøster, frøken Masayo, er ikke gift, men også hun har et mere eller mindre hemmeligt forhold til en mand. Fortællingens ældre generation kommer således til at stå i kontrast til den yngre noget mere tilbageholdende generation.
De unge i butikken, Hitomi og Takeo, er tydeligvis tiltrukket af hinanden, men da de begge er stille eksistenser, går de omkring hinanden, som to romanfigurer, der ikke ved, om de tør tro på en lykkelig slutning. Her er det de små hentydninger, som gør, at vi, som læser, opdager, at der er noget i gære. Det er en afgnavet ispind, som pludseligt smager både sødt og lidt af træ og fordelingen af ansjoser på en pizza, som vi skal lægge mærke til.
Hitomi og Takeos spirende forhold skaber retning i læsningen, og da der er tale om to livsangste og ensomme mennesker, kan man ikke lade være med – med spænding – at læse efter, om de da ikke nok vover at åbne sig for hinanden. Om det lykkes, vil jeg ikke afsløre her. Derimod vil jeg gerne røbe, at det er en fortælling, som ikke mindst handler om, hvor vigtigt det er, at turde sige til et andet menneske, hvad man føler for det, for med ord kommer forløsning.
Frøken Masayos stemme virkede på en eller anden måde trøstende. Jamen dog, Hitomi-skat, hvad sker der? hørte jeg hende sige, mens tårerne dryppede og dryppede ned på mine knæ. Det var så dejligt: følelsen mindede mig om et eller andet. Nå ja, det var ligesom, når man vågnede op med slemme tømmermænd og ikke kunne kaste op, men så pludselig kunne kaste op alligevel … Hver gang en tåre ramte mit knæ, lød der et lille dryp: dryp, dryp.
Helt i overensstemmelse med japansk tradition indeholder Hiromi Kawakamis roman en række visdomsord. Små bemærkninger, hvis sammenhæng med den aktuelle situation ikke umiddelbart fremgår, men som man klart forstår, når bare man lige får lov at træde et skridt tilbage og lægge to og to sammen. Og her er vi, som læser, helt i samme båd som romanens karakterer. Det er nemlig kun den talende selv, som umiddelbart kender meningen, når fx Tadeo mumler, at Det er mere folk, der kun tænker på sig selv, der stinker eller når frøken Masayo pludseligt bemærker, at Når man bliver gammel og langsynet kan man ikke sidde tæt på sin elskede og se ham eller hende i øjnene. Disse ud-af-det-blå sentenser betyder, at man lige er nødt til at bremse op et øjeblik. Som sådan kommer de korte udsagn til stå stærkere, end hvis der havde været tale om lange forklaringer og analyserende tanker.
Romanen er desuden fuld af små dyr. Ikke levende dyr, men dyrebilleder, som bliver brugt til at beskrive personerne. Takeo stirrer fx bare ned i gulvet som et lille stædigt dyr, der holder til ved flodbredden. Hr. Nakano kigger på Hitomi med samme blik som en due, der går og pikker korn omkring en helligdom. Mens frøken Masayo er pæn. Når hun smiler, Lidt ligesom en hamster, der løber rundt i sit bur. Det er billeder, som er både sigende og vækker mange smil undervejs. Med andre ord nogle fine små poetiske sprogperler, som jeg fik helt lyst til at klippe ud og trække på snor.
Gennem romanen følger vi tidens gang i form af årstidernes skiften – og i takt hermed hr. Nakanos brug af strikhue med og uden kvast. Der er altså ingen tvivl om, at tiden går, og alligevel havde jeg, mens jeg læste, en fornemmelse af uforanderlighed. At der er tale om øjebliksbilleder, snit af tid skåret ud af en lang række uendelige hverdage, hvor kunder kommer og går i genbrugsbutikken. Der er manden med den forbandede skål, kunden som vil sælge en billig made in China-lighter til overpris og historien om symaskinereklamemandspapfiguren (med tilhørende symaskine) – for bare at nævne nogle få.
Det er nogle charmerende små historier, som måske nok giver romanen et lidt anekdotisk præg, men som – positivt set – også gør læsningen nærmest meditativ. Sent i romanen brydes denne rytme, for så til sidst at forene trådene på fornemste vis.
Selvom mange af tingene i hr. Nakanos butik egentligt er antikviteter, insisterer han længe på, at det ikke er en antikvitetsforretning, men en genbrugsbutik som han ejer. En butik, som helt jordnært bare sælger gamle, brugte ting. På samme måde er romanen her en fin og sjældent underfundig fortælling, som med sin ligefremhed ikke puster sig op til at være mere, end dens vinger kan bære. Nemlig en rigtig dejlig læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale at du, kære anmelderlæser, glæder dig selv med. Og så synes jeg da også, at du – genbrugelig som bogen jo heldigvis er – skal give romanen videre til dine venner og familie, for Nakanos genbrugsbutik fortjener at blive læst og læst og læst – igen!