Helle Helle: BOB

Af Lisbeth Thernøe Gilbert

Forfatter: Helle Helle, Titel: BOB, Forlag: Gutkind Forlag, 158 sider, Udgivet januar 2021, Anmeldereksemplar

Helle dusseda, så har hun gjort det igen, hende Helle Helle. Hun har skrevet BOB – en roman, som med sin fåmælthed kryber ind under huden på læseren, og der efterlader et sådant aftryk, at fortællingens personer lever videre længe efter, bogen har fundet sin velfortjente plads i reolen. Historien bliver fortalt af hovedpersonen fra Helle Helles forrige roman, de, og kunne i forlængelse af denne godt have heddet du, for fortælleren beretter hovedsageligt om sin kæreste. Det er ham, der hedder Bob. Selv optræder fortæller-jeg’et kun meget vagt, hvor jeg’et og du’et, med stadig længere mellemrum, kortvarigt mødes i et fælles Vi.

Vi fik svensk pølseret, og måtte man fiske. Så godt smagte de wienerpølser heller ikke, og om de havde set kød. Etableret ved spisebordet, med altan, gryde, wienerpølser, i en alder af tyve og toogtyve, sådan sad vi.

Nyt hjem søges

Sammen er de flyttet til København, for der at tage hul på voksenlivet med dets ansvar og forventede retningssans. De er med andre ord flyttet hjemme fra mors kødgryder og barndommens kendte ansigter til egen kogekunst og storbyens anonymitet. Hvad den omstilling gør ved fortæller-jeg’et, hører vi umiddelbart ikke så meget om, men for Bob er det en blandet fornøjelse. Jo, der er da en vis glæde ved friheden og storbyens muligheder, men hvor man fornemmer, at fortæller-jeg’et har en hverdag, så ved Bob ikke rigtigt, hvad han vil, og hjemveen melder sig da også hurtigt. Dette bliver ikke mindst tydeligt, når han ringer hjem og, selvom der ikke er så meget at fortælle, gerne vil “hænge ud” i telefonen.

Når kaffen var drukket, blev det lidt sværere. Han rystede dynerne, men der var stadig længe til sovetid. Han barberede sig, selv om han skulle lede efter skægstubbene. Klokken halv otte gik han ned og ringede hjem. Telefonboksen stod lige ovre på hjørnet ved dametøjsforretningen (…) Efter at de havde lagt på, stod han et øjeblik i boksen, glattede en side i telefonbogen.

 

En uventet ven i nøden

Ved et tilfælde får Bob arbejde på Sømandshotellet, men det fylder hverken hans pengepung eller tid ud. I stedet driver han rundt i København. Går fra stoppested til stoppested, udsætter at hoppe på bussen for på den måde, mere eller mindre bevidst, at trække tiden for hjemkomsten til det endnu ikke hjemlige hjem. Bob prøver virkeligt at finde fodfæste i sin nye tilværelse. Han fylder sin notesbog med gode intentioner, han sætter tidsrammer for sin egen beslutningsdygtighed, og han får sig selv skubbet hen på arbejdsformidlingen. Alt sammen dog uden effekt, så efterhånden bliver han mere og mere opgivende, apatisk og initiativløs. Morgener i sengen bliver til eftermiddag, inden han kommer op. Det er derfor en hel befrielse, da han bliver syg og ikke behøver stå op og på skrømt give det udseende af, at hans dage har indhold

Han tog et brændende varmt bad, lod vandet fosse over hals og bryst. Fandt et par Kodimagnyler, og de fjernede den værste smerte. Men sveden begyndte at hagle af ham, sengetøjet var vådt. Der var en sær lettelse forbundet med den eksplosive sygdomsudvikling, han følte sig rask midt i den eller i hvert fald helt almindelig ramt, lå og studerede bogrygge, tapetets velkendte nister med en form for glæde

I Helles hule hånd

Alt dette bliver fortalt, som kun Helle Helle kan gøre det. Handlinger, gøremål og bevægelser bliver beskrevet ganske nøgternt, men med et sådant drej, at man som læser let kan tænke sig til bevæggrunde, tanker og følelser. Det er som at læse et langt regnestykke, hvor man selv må slutte sig til en del af mellemregningerne – få 2 til at blive til 4, komme fra a til b, fra skinkesalat og karklud til gammelkendt tryghed og glimt af ny dagligdag.

Vi trak osten af i store flager, bunkede flagerne på en tallerken. Lyset blafrede, rødvinen satte rande. Vi vaskede op i fællesskab, stillede alting på plads. Karkluden hang over vandhanen som aldrig før.

 

Det er imidlertid ikke noget svært regnestykke, Helle Helle stiller op, for hun forstår at skabe en stemning, som med al sin genkendelighed gør det let at engagere sig i fortællingen. Ja, jeg følte mig i hvert fald, på godt og ondt, ført tilbage til tiden, hvor jeg selv lige var flyttet hjemmefra. En ny by med nye gader, nye venner og vaner, som det var helt op til mig selv at skabe. En tid, som jeg husker som kuldslået og vådklam og dermed helt i overensstemmelse med vinteren i Bob. Jeg var med andre ord med Bob hele vejen igennem romanen og må indrømme, at jeg vendte de sidste sider ganske hurtigt, for ja, jeg blev da helt bekymret for ham.

Prikken over punktummet

Og hvordan går det så Bob? Det vil jeg naturligvis ikke røbe her, men jeg vil sige så meget, som at det sidste punktum ikke er sat i denne fortælling – og det ganske bogstaveligt talt, for det sidste punktum mangler rent faktisk. Noget tyder altså på, at verden til slut ligger åben for Bobs fødder, ikke engang et punktum kan stoppe ham. Ved på denne måde at give et punktum, eller jo rettere et manglende punktum, betydning gør Helle Helle opmærksom på teksten som tekst. Det vil sige, at man, som læser, bliver bevidst om, at der ikke nødvendigvis er tale om en mimet virkelighed, men derimod en historie skabt ud af en fortællers fantasi.

Og det får mig så til at stille de spørgsmål, som nagede, i hvert fald mig gennem hele romanen: hvordan kan fortæller-jeg’et, Bobs formodede kæreste, vide så meget om ham, når han tilsyneladende går alene rundt i København?
Hvem er Bob?
Er han overhovedet tilstede, eller er det egentligt fortæller-jeg’et selv, som går rundt og prøver at finde sig tilrette i sin nye hovedstad?
Er Bob med andre ord blot en figur, som fortælleren skaber for at holde sin egen ensomhed ud i strakt arm?
Det gives der ikke noget entydigt svar på, men meget tyder på, at der er tale om en og samme person, for allerede hjemme på barndommens loftsværelse smelter Bob og fortæller-jeget sammen.

At bo to på Bobs lille loftsværelse gennem flere år, med elektrisk radiator. Vi indrettede os, derefter stod ting, hvor de stod. Et blåmalet skrivebord under skråvinduet, for at man kunne skrive og se himlen. Barskab i skunken, vi byggede et natbord af bøger. Øreklapstolen ville aldrig forlade rummet igen, væggene var rejst omkring den.

Der er gennem romanen flere tegn på, at fortæller-jeg’et reelt er alene, men det må du, kære læser, som en anden kriminaldetektiv, selv gå på jagt efter.

 

Helle for en klassiker

Det siges om nogle af tidens klassiske brætspil, såsom Skak og Othello, at de takes a minut to learn, but a lifetime to master. På samme måde kan man om Helle Helles romaner sige, at de takes a day to read, but a week to re-read. Ord og sider er der måske ikke så mange af, men i indhold er der til gengæld rigeligt til både en læsning og en genlæsning. Derfor er det da også meget velkomment, at Helle Helles nye forlag, Gutkind, har lavet en folder, som præsenterer Helle Helles forfatterskab på fornemmeste vis. Heri fortæller Helle Helle, hvor hun opholdt sig, da hun skrev sine tidligere romaner og novellesamlinger. Dette giver god mening, eftersom Helles fortællinger er så stedsbevidste, at netop omgivelser og handling er uadskillelige.

 

En bogstavelig krans

Kære læser af denne anmeldelse, det kommer nok ikke bag på dig, at jeg varmt kan anbefale Helle Helles nye roman, BOB. Trods dens lidenhed satte den gang i minder, som ikke nødvendigvis alle var så rare, men som, måske netop derfor, ruskede op i mig og fik mig til at reflektere over og smile til en ellers hengemt fortid. Den lære, som jeg tager med mig efter endt læsning – og genlæsning – er da også positiv, for den siger mig, at notesbogen med alle de gode intentioner trods alt virkede, og at tiden for handling kommer til den, der venter. Livet går jo, organisk som det er, videre, og som med livet ligeså med denne fortælling, for ikke bare “BOB” staves ens forfra og bagfra, også romanen slutter med sin enslydende start og slutning ring om sig selv.

Helle, du ser da også alt!