Geir Gulliksen: Den jeg skulle blive

Af Lisbeth Thernøe Gilbert

Forfatter: Geir Gulliksen, Titel: Den jeg skulle blive, Forlag: Gutkind Forlag, 254 sider, Udgivet februar 2021, Anmeldereksemplar

Den jeg skulle blive er en yderst veldrejet, til tider humoristisk og meget relevant roman. Umiddelbart er det en rigtig manderoman, for den er skrevet af en mand, jeg-fortælleren er en mand og den fokuserer målrettet på mandens besvær med at finde sig til rette i en moderne verden, hvor køn og kønsroller ikke længere er entydige.
Men er den også skrevet til mænd? Skrevet for at give mandlige læsere noget af spejle sig i?
Tja, det syntes jeg gennem den første halvdel af romanen, men efter endt læsning er jeg ikke længere så sikker.

Romanens hovedperson, Henning, er en midaldrende far til to piger, nyligt skilt for anden gang og ansat på et reklamebureau, fordi den forfattergerning, som egentligt er hans passion, ikke rigtigt giver brød på bordet. Vi møder ham således første gang på vej til arbejde – på cykel og iført en ny habit med korte bukser.

Egentligt er den nye habit et forsøg på at blive set, for i sin egenskab af enlig savner han at blive bemærket, at blive rørt ved, at blive defineret som et menneske, der betyder noget for en anden.

Kroppen var alene. Den var alene i sengen og alene under tøjet, den var også alene blandt andre kroppe, når den befandt sig ude i samfundet. Ingen kom hen til kroppen og ville røre ved den eller holde om den. Kroppen havde brug for berøringer, andres kroppes hænder og varme hulrum, den havde brug for opmærksomhed og pleje, og i mange år havde jeg levet sådan, at den fik det hele.

Desværre er habitten ikke løsningen, men bliver derimod nærmere medvirkende til at han, efter et noget komisk og akavet optrin, bliver fyret fra reklamebureauet. Da Henning for sidste gang forlader arbejdspladsen, må han derfor spørge sig selv: Hvad var værst, at ingen så mig, eller at alle så mig?

 

Herfra følger romanen to spor. Et fortidigt, hvor Henning mindes den række kvinder, som indtil nu, hvor han for første gang bor alene, har afløst hinanden. Og et nutidigt, hvor Henning prøver at genoptage kontakten til sin ældste datter, samtidig med at han afsøger sin egen seksualitet ved at indlede et forhold til en mand. De to spor fortæller to forskellige historier. Turen ned ad Memory Lane beretter om, hvor svært det kan være for mænd og kvinder at forstå hinanden, og det på trods af – eller måske snarere på grund af – at vi lever i en tid, hvor vi gerne vil, at der ikke skal være forskel på kønnene. 

Samtidig ville de fleste af dem betragtes som selvstændige individer, der ikke havde brug for at blive beundret eller beskyttet. Men det ville de jo også. De ville have begge dele, de ville anses for uopnåelige repræsentanter for kvindelig skønhed, men de ville også tages alvorligt som fagpersoner, klagede jeg.

Romanens nutidsspor afsøger, som kontrast, muligheden for at udviske misforholdet. Henning, som viger tilbage fra at blive sat i bås som mand, indleder nemlig et homoseksuelt forhold, for – noget paradoksalt – at sætte sig udover mand/kvinde-dikotomien. Han drømmer om et forhold i øjenhøjde, et forhold hvor ømhed og ansvar er ligeligt fordelt. 

Hvem var disse kvinder og mænd? Var verden virkelig delt i to? Jeg følte mig ikke som del af hverken den ene eller den anden gruppering, og jeg kunne vel ikke være den eneste, der havde det på den måde? Den sætning, jeg havde syntes så godt om, nye alliancer mellem kvinder og mænd, virkede pludselig som noget tomt og hult for mig, som en fiktion. Den krævede, at jeg tilpassede mig ideen om en afklaret mandlighed, og det kunne jeg ikke. Det, jeg havde brug for, var nye alliancer mellem mig og de andre.

Lykkes det så for Henning at finde opskriften på en sådan alliance?
Det synes jeg, du selv, kære læser, skal nå frem til ved at læse denne meget nærværende roman. Dette ikke mindst, hvis du på nogen måde har interesse i, hvordan mænd og kvinder finder fælles fodslag i verden af i dag – og hvem har ikke interesse i det? Kvinder såvel som mænd.

Som sagt fremstår Den jeg skulle blive umiddelbart som en udpræget manderoman, men jeg må sige, at jeg som kvinde sjældent har fået så meget ud af en roman om kønsidentitet, som jeg fik af denne. Den har både givet mig indsigt i mandens verden og noget at tænke over.

 

Geir Gulliksens roman fra 2017, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, hed Historie om et ægteskab. Gulliksen er altså hjemmevant med at skrive om forholdet mellem mænd og kvinder, og at det er et emne, der optager ham, slår han fast med Den jeg skulle blive. Jeg kender ikke Gulliksen som privatperson, men gennem hele romanen havde jeg en fornemmelse af, at den ligger tæt op af at være selvbiografisk. Uanset om det er sandt eller ej, gør denne fornemmelse, at romanen bliver både rørende og troværdig.
Jeg kan altså kun anbefale, at du, kære læser, uanset om du ser dig selv som mand eller kvinde, er heteroseksuel eller homoseksuel, gift eller enlig, kaster dig over denne meget flydende, velskrevne og vedkommende roman.

Læs også interviewet med Geir Gulliksen på Gutkind Forlags hjemmeside her.