Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Françoise Sagan, Titel: Bonjour Tristesse, Originaltitel (fransk): Bonjour Tristesse, Forlag: Gyldendal (Gyldendal Skala), 182 sider, Udgivet (denne udgave) 2016, Originaludgaven udkom i 1954. 

Gyldendal har en serie, der hedder Gyldendal Skala. Det er oversat litteratur fra det 20. århundrede, som genudgives i nye, smukke udgaver. Det er litteratur, der er blevet udvalgt til at blive præsenteret for nutiden igen, fordi det – da det i sin tid udkom – måske blev overset, misforstået eller bare gik i glemmebogen. Den idé er jeg vild med! Og jeg købte derfor to af bøgerne i serien, nemlig: Intet gælder af Joan Didion (fra 1970) og Bonjour Tristesse af Françoise Sagan (fra 1954). Jeg havde læst gode anmeldelser af bøgerne, og så var de samtidig trykt i en virkelig lækker kvalitet og med et smukt designet ydre også.

På min ferie til Frankrig her i juli læste jeg derfor passende nok Bonjour Tristesse, og hvilken fantastisk “lille” bog og fortælling.

Jeg forstår faktisk ikke, at den er skrevet helt tilbage i 1954, da den virker ret moderne og slet ikke “old school”. Når man ser på den tids moralkodeks og samfund, så forstår man godt, at romanen har vakt harme i nogle samfundsgrupper (hvilket man kan læse om på bogens inderside). Men i dag gør netop dette den til noget fantastisk – og klassisk, fordi dens penselstrøg er så brede og kan ramme læseren anno 2018 med sit psykologiske spil mellem karaktererne. Både sproget, personerne og plottet i romanen udtrykker en moderne frisindethed, og man har som læser ingen problemer med at identificere sig med personerne, hvilket ellers nogle gange kan være et problem med romaner skrevet for så mange år siden. Der er ikke den der tidsmæssige distance mellem læseren og fortælleren.

Bonjour Tristesse

Romanen handler om syttenårige Cécile, der holder sommerferie med sin far på den franske Riviera. Hendes mor er død to år forinden. Cécile lever det frie liv og møder ikke mange restriktioner fra faren, der er en livsnyder, en dygtig forretningsmand i reklamebranchen og en kvindecharmør. Men så dukker Céciles mors veninde Anne Larsen op, da faren inviterer hende til at komme og holde ferie med dem i deres lejede villa. Anne er en stilfuld tøjdesigner og er ret anderledes end Cécile og faren på mange måder:

I øvrigt omgikkes vi ikke den samme slags mennesker: Hun omgav sig med raffinerede, intelligente, diskrete mennesker, og vi med larmende, tørstige mennesker som min far ikke krævede andet af end at de var smukke eller sjove. Jeg tror at hun foragtede min far og mig en smule fordi vi havde taget parti for morskab og pjank, ligesom hun foragtede enhver form for udskejelse.

Men Anne og Céciles far bliver uundgåeligt forelskede i hinanden, og Anne bliver en del af deres liv i ferievillaen. Cécile beundrer hende på mange måder, men rammes også af en frygt for, at Anne vil lave drastisk om på hendes og farens liv. Og da de proklamerer, at de vil giftes, forstår Cécile at dette er alvor og ikke bare endnu en flirt for faren.

I mellemtiden har Cécile indledt en affære med en lokal ung mand, Cyril. De sejler ud i den smukke vig i hans lille robåd og nyder livet. Mens Cyril bliver rigtig forelsket i Cécile, går det hen over sommeren op for Cécile, at hendes følelser nok ikke stikker helt så dybt. Hvilken rolle Cyril ellers får for historien, skal jeg ikke afsløre her, men det bliver indviklet.

Anne fremstår som en god kvinde, der bare vil faren og Cécile det bedste. Hun vil gerne præge Cécile positivt og giver udtryk for, at hun burde læse op i ferien. Men det har Cécile bestemt ikke lyst til.

Tanken om at hun skulle dele vores liv, blande sig i det, fik alt til at stritte på mig. Jeg så hende kun som en dygtig, kølig kvinde. Jeg sagde til mig selv: “Hun er kold, vi er varme; hun er autoritær, vi er frie; hun er ligeglad med andre mennesker, vi er vildt optaget af dem; hun er reserveret, vi er udadvendte. Vi to er de levende, hun vil snige sig ind mellem os med sin ro, hun vil varme sig og lidt efter lidt tage vores gode ubekymrede varme fra os, hun vil stjæle alt fra os som en smuk slange.”

Så hun sætter en plan i værk for at få Anne og faren på andre tanker. Cécile involverer farens tidligere elskerinde Elsa i sine planer,men det får fatale følger.
Cécile bliver selv i tvivl indimellem om hun ikke overdriver, om hun ikke kommer til at gøre Anne værre end hun er. Og læseren bliver også i tvivl. Er Anne i virkeligheden slangen i paradis eller er hun det modsatte?

Jeg var ret opslugt af historien og følte, at karakterne var troværdige og naturlige. Det var interessant med en 17-årig jeg-fortæller i en voksenroman, men det fungerede godt. Man fornemmede både hendes ungdommelighed, umodenhed, nysgerrighed og iver. Og dog virkede hun ret moden og reflekterende af sin alder.

At læse Bonjour Tristesse var som at lande i 1950’ernes jetset-liv på den franske Riviera – jeg kom til at tænke på serien Mad Men. Sproget har en poetisk enkelhed over sig med korte, rammende beskrivelser af miljøet og naturen der, men romanen bæres hovedsageligt igennem af dialogerne, da hele tematikken handler om bånd mellem mennesker, og den psykologi, der er, og som får os til at handle på bestemte måder. Disse dialoger flyder bare, og som læser får man et klart, men også nuanceret og broget billede af personerne.

Bonjour Tristesse anbefales varmt, og så har den en perfekt størrelse til at have med i håndbagagen på flyet, hvis du er så heldig, at du skal ud at rejse.

Share This