Af Rikke Fischer

Forfatter: Emma Donoghue, Titel: Underet, Originaltitel (engelsk): The Wonder, Forlag: Politikens Forlag, 309 sider, Udgivet på dansk i 2017.

Vi befinder os på landet i Irland i 1850’erne. Den engelske sygeplejerske Elisabeth Wright (kaldet Lib), som er uddannet af selveste Florence Nightingale, hyres til en usædvanlig opgave hos familien O’Donnell: at observere den 11-årige pige Anna, som efter sigende ikke har spist i fire måneder. En kommision i det katolske – og meget troende – lille samfund ønsker at få beviser for, om hun virkelig er et under – og måske endda en helgen – hvis det er rigtigt, at hun kan overleve uden mad. Derfor har de iværksat denne observation over 14 dage, hvor Elisabeth og nonnen Søster Michael skal skiftes til at være hos pigen. Uanset hvad sandheden er, så har rygtet om pigen allerede bredt sig, og folk valfarter til familien O’Donnell for at få pigens velsignelse eller deltage i et bønnemøde med hende i den lavloftede stue hos den katolske familie.

Men Elisabeth/Lib er ikke religiøs – hun tror på det, man kan se og måle, så hun regner med, at hun hurtigt kan få afsløret dette fupnummer. Det viser sig dog ikke at være helt så nemt, som hun regnede med. I de første dage af perioden undrer hun sig således over, at Anna tilsyneladende er en meget klog og empatisk pige, der på en mærkelig måde stråler af liv. Hun er nok lille af fysik, men hun lader ikke til hverken at lide af sult eller at længes efter mad på nogen måde.

Så hvordan er dette muligt? Pigen er aldrig uden opsyn – heller ikke om natten – så hvordan får hun næring udover de få spiseskefulde vand, som hun gerne må få? Og hvordan har hun overlevet fire måneder på denne måde?

Underet

Det viser sig, at pigens bror døde af et maveonde for netop fire måneder siden. Anna begyndte sin faste dagen efter brorens død. Hvordan hænger det sammen? Og hvorfor er Annas forældre ikke mere bekymrede – de virker næsten stolte over, at hun ikke spiser.   Elisabeth/Lib noterer sine observationer om pigens handlinger, helbred og vægt i sin notesbog; hun udspørger familien O’Donnell som en anden detektiv, hun udspørger familielægen og landsbyens præst, mr. Thaddeus, og undervejs møder hun journalisten William Byrne, som er ankommet til byen for at skrive artikler til avisen om Underet, som Anna kaldes.

“Men det er vigtigt, at man aldrig går til yderlighederne i forbindelse med fasten eller lader den nå et punkt, hvor den er skadelig for helbredet,“ forklarede mr. Thaddeus.
Svært at spidde denne glatte fisk. “Så hvorfor tror De, at Anna O’Donnell er gået imod kirkens regler?”
Præsten trak på de brede skuldre. “Mange gange har jeg forsøgt at tale hende til fornuft det seneste par måneder, tryglet hende om at spise lidt føde af en slags. Men hun lader sig ikke overtale.”
Hvad var det ved denne forkælede frøken, som gjorde, at hun med held havde inddraget alle de voksne omkring sig i denne uhyrlige paradeforestilling?

Udover at observere pigen, sørger Elisabeth/Lib også for, at den lille pige har det godt. Hun beder køkkenpigen om at sætte friske blomster ind i det lille kammer, hvor pigen bor. Hun reder hendes seng og giver hende en ekstra pude i ryggen. Hun taler med hende og prøver at forstå denne lille særegne pige, der beder mange gange dagligt, og hvis kæreste eje er nogle religiøse bedekort og en rosenkrans. Elisabeth får efterhånden sympati for den lille pige, mens forholdet til moderen Rosaleen O’Donnell bliver mere og mere anstrengt. Der er noget uldent ved det hele.

De besøgende kom sjokkende ud. “For deres ulejlighed, mrs. O’Donnell.” En mand med en rund hat rakte Rosaleen O’Donnell en mønt.

(…)

Men moderen smækkede hænderne om bag ryggen. “Gæstfrihed er vel ingen ulejlighed.”
“Til den søde lille pige.”
Rosaleen O’Donnell blev ved med at ryste på hovedet.
“Jeg insisterer,” sagde han.
“Læg den i fattigkassen, sir, hvis De absolut vil af med den.” Hun nikkede i retning af en metalkasse, der stod på en taburet ved døren.
Lib irettesatte sig selv for ikke at have set den før.
Alle de besøgende lod deres mønter glide ned i sprækken på vej ud. Nogle af mønterne lød tunge, syntes Lib. Dette pigebarn var tydeligvis en attraktion, man betalte for at se, på lige fod med splinter af korset og stendysser. Lib tvivlede meget på, at O’Donnells gav så meget som en penny videre til de mennesker, der var dårligere stillet, end de selv var.

Underet er en utrolig fortælling om spændingsfeltet mellem religiøsitet, overtro og naturvidenskab. Og hvordan det påvirkes af fattigdom og stor autoritetstro. Om hvordan en stærk tro i de rette sammenhænge kan være til stor trøst, men under de forkerte omstændigheder kan have lange fangarme, som mennesker kan blive viklet ind i og blive væk i.
Og så handler den om en modig pige og en lige så modig kvinde, der tør tage en stor risiko og gå imod alt og alle.

Det var en sand fornøjelse at læse denne skønne bog. Alt ved den fungerer bare: plot, karaktererne, sproget, replikkerne, handlingen. Jeg bliver altid meget fascineret af, når en forfatter virkelig formår at tegne nogle mennesker, der levede for 150 år siden, på en måde, så det virker meget autentisk og ægte på læseren. Hvordan taler mennesker, hvis tankegang er fuldstændig indkapslet i overtro og religion? Mennesker der næsten mangler almindelig fornuft og refleksionsevne? Det formår Emma Donoghue at skabe på fineste vis i fortællingen her.

Jeg kan kun anbefale dig at læse den, hvis du er til mystik, drama og kærlighed på et bagtæppe af irsk levevis for 150 år siden. Og hvis du vil vide, hvordan det gik med Anna O’Donnell.

Share This