Af Lisbeth Thernøe GIlbert

Forfatter: Elena Ferrante, Titel: Voksnes løgnagtige liv, Originaltitel (italiensk): La vita bugiarda degli adulti, Forlag: C&K Forlag, 420 sider, Udgivet september 2020, Anmeldereksemplar

Jeg læste Voksnes løgnagtige liv på to dage og vendte siderne så hurtigt, at jeg, efter at have slugt den sidste side, sad tilbage med en fornemmelse af at have afspillet en af de der tændstikmænd-tegneserier, som vi lavede som børn. Her er der imidlertid ikke tale om en tændstiktynd mand, som tager sin hat af og på, men en pige som, for øjnene af mig, forvandler sig fra en spinkel teenager til en ung kvinde med former – og det former i både fysisk og åndelig forstand. Det er en medrivende og ganske genkendelig proces, som Elena Ferrante her giver liv med sit portræt af den napolitanske pige, Giovanna.

Giovanna er, som enebarn, vokset op i en nær og fortrolig treenighed med sine forældre. De er begge gymnasielærere og sætter en ære i, at også Giovanna skal gøre det godt i skolen. Navnligt hendes far, som med stolthed har arbejdet sig væk fra sin barndoms fattige miljø, sætter viden, kritisk analyse og intellektuel diskussionslyst højt, og vil gerne præge sin datter til at overtage de samme dyder. Gennem hele sin opvækst har Giovanna da også læst og lyttet meget, for hun vil gerne være som sine forældre. Eller det vil hun i hvert fald indtil en bemærkning fra faren om, at hun ligner sin faster, Vittoria, der går for at være både ond og grim, gør hende bevidst om farens baggrund.  Denne nye bevidsthed sender hende ud på en forskningstur fra det øvre, intellektuelle del af Napoli til den nedre del af byen, hvor helt andre regler og forudsætninger gør sig gældende.

Al den slags sagde hun, men mere vulgært, og med en fortrolighed der forvirrede mig. Hendes ansigt fortrak sig og løsnede op i et væk, alt afhængigt af hendes forskellige følelser: skuffelse, modvilje, vrede, melankoli. Hun svinede min far til med sjofelheder jeg aldrig havde hørt før. Men da hun nåede frem til at nævne denne Enzo, afbrød hun sig selv af bevægelse, og med sænket hoved skjulte hun bevidst øjnene med den ene hånd og gik hurtigt ud af køkkenet.

Det er en uvant temperaments- og følelsesfuld verden, som her møder Giovanna. En verden som både fascinerer og skræmmer hende, men også en verden som får hende til at se med andre øjne på sine egne forældre. Er deres måde at leve på nu også den eneste rigtige, og er farens version af fortidens fortrædeligheder den fulde sandhed? Et armbånd, som går fra håndled til håndled, og et ungdommeligt, men også lidt pudsigt opgør med Gud, som en far, der bare lader sin søn tage skraldet for egne fejl, bliver væsentlige elementer i teenagerens vej fra en sort-hvid verden med skurke og helte til en mere nuanceret virkelighed. Det er en vej, som er lige så fuld af krinkelkroge og omveje som Napoli selv, og med storbyen som baggrund får Elena Ferrante fortalt en skøn og levende historie om den svære vej til at blive voksen.

”Jeg forstår ikke længere min mor og far.”
”Du vil forstå dem som voksen.”
Alle sagde at jeg ville forstå som voksen. Jeg svarede:
”Så vil jeg ikke være voksen.”

 

 

Elena Ferrante er en mester i at beskrive unge piger og deres kradse sindelag. Det gør hun eminent i sin gennembrudsroman, Den geniale veninde og de tre efterfølgende bind, og det gør hun igen her. Blot beskrivelsen af, hvordan Giovanna på den ene side har et ønske om at bygge bro over kløften mellem sin far og faster, men på den anden side, intrigant som teenageren nu engang gerne er, også godt ved, at skulle det komme dertil, så vil hun nok være den første til at rive broen ned igen, er rammende skildret.

Hvis min far og hans søster havde forsonet sig, ville mine møder med Vittoria ikke længere have været noget særligt, måske var min status blevet nedgraderet til niece, og jeg havde uden tvivl mistet min rolle som veninde, fortrolig og medvidende. Somme tider tænkte jeg at hvis de var holdt op med at hade hinanden, så ville jeg selv sørge for at de begyndte igen.

Ligeledes lægger Ferrante ikke fingre imellem, når det kommer til at beskrive teenagerens spirende seksualitet. Giovanna og veninden, Angela, udforsker ganske eksplicit hinandens kroppe, og efterhånden bliver de også bevidste om, hvor meget magt over mændene deres begyndende kvindelighed giver dem

Corrado var ulykkelig fordi jeg ikke havde sat mig ved siden af ham, Rosario var henrykt fordi jeg sad ved siden af ham med min hånd i hans. Kunne man med lidt opfindsomhed virkeligt få dem til hvad som helst? Var et par nøgne lår, et blottet bryst nok? Var en let berøring nok?

Selvom jeg aldrig har været i Napoli, og selvom vi nordboere ikke helt kan hamle op med det syditalienske temperament, så vil jeg tro, at de fleste kan nikke genkendende til de stadier, som Giovanna gennemlever på sin vej ud af barndommens endimensionelle enkelthed: erkendelsen af at ens forældre ikke har eneret på sandheden, men at sandheden med stort S nok nærmere er en illusion, bevidstheden om at hensigten med ens handlinger nogle gange er tvetydig og endelig teenagerens søgen efter genkendelse og dermed, på godt og ondt, identifikation hos et andet familiemedlem. Voksnes løgnagtige liv skal således læses både for at få historien om Giovanna og for den genkendelse og eftertanke, som den kan vække hos en selv.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvad det overhovedet vil sige at være voksen? Er voksnes liv altid løgnagtige, som romanens titel indikerer, eller er det muligt at være voksen på en anden måde? Ja, jeg vil godt røbe, at vi ikke i romanen her får svaret på det spørgsmål, men jeg vil mene, at der til slut lægges op til, at der godt kunne komme et svar i et bind 2 eller 3 eller ja, måske endda, hvis vi er heldige, i et bind 4. I så fald er jeg med hele vejen!

Share This