Af Lisbeth Thernøe Gilbert

Forfatter: Michael Enggaard, Titel: Efterhånden mulighed for sol, Forlag: Politikens Forlag, 448 sider, Udgivet marts 2021, Anmeldereksemplar

 

“Efter 25 år med grå hverdage er der nu efterhånden mulighed for sol”.
Ja, det lyder som taget ud af en vejrudsigt. Eller, hvis det ikke havde været så lang en sætning, kunne det have været den fulde titel på Michael Enggaards nye roman,
Efterhånden mulighed for sol.
Trods det lidt dystre udgangspunkt lurer lykken nemlig i kulissen for hovedpersonerne.


Livet på Vesterbro

Efterhånden mulighed for sol handler om Tom og Julie, deres fælles ungdom i Århus i 1994 og deres adskilte, men på mange måder parallelle, nu voksne liv i 2019. 

Tom bor på Vesterbro, hvor han bestyrer en billardsalon. Et job som han, efter at have opgivet sin ellers strålende karriere som prisbelønnet fotograf, har fået gennem vennen, Konrad, der ejer salonen. For Tom betyder det en hverdag i selskab med ensomme mænd, der hænger over deres øl, smarte fyre ved poolbordet og  besøg af den rapkæftede veninde, Irene, som er bundet til en kørestol.
På hjemmefronten er Tom skilt, men hans store søn, Mikkel, bor hos ham en god del af tiden. Tom, som gerne ville have haft et tættere forhold til sin egen nyligt afdøde far, viser sin søn en udpræget grad af tillid, en tillid som sønnen imidlertid ikke helt lever op til. Det fører til et par pudsige situationer og et sammenstød med ekskonen, Anita. Toms laden stå til overfor sønnen vidner imidlertid også om en lurende apati.

“Tom har til gengæld forfinet sin resignation. Det er kun lige, at han kommer ud af sengen om morgenen, sagde han. – Knækker han en tand i morgen, skal du ikke regne med, at han gider få den lavet. Hans selvrespekt ligger under sengen sammen med nullermændene.”

At Konrad, som siger ovenstående, selv er lige lovligt kæphøj og næsten kuldsejler med sine forretninger, som vi får fornemmelsen af ikke altid er helt fine i kanten, er en anden historie, en sidehistorie, som dog også er med til at sætte kolorit på romanen som helhed.


Highway til Solrød

Julie bor i Solrød sammen med sin søster, der er stærkt hæmmet af social angst. Julies liv er således delt mellem søsteren og sit job i restauranten ved motorvejen. Trods et godt fællesskab med et par af kollegaerne er det et ensformigt og trist job. Ikke mindst fordi det har den fortravlede motorvej som baggrundstæppe.

Himlen over hende trak sig sammen, tung og grå som over en skyttegrav. På motorvejen ville positions kampene om lidt blive intensiveret, når stressede lønmodtagere susede hjemad eller mod institutionerne. For mange var hverdagen et opslidende ræs med madpakker, vasketøj, snotnæser, børneorm og bristede forhåbninger om et beskedent avancement. Det var en præstation, at de nåede i mål uge efter uge.

Tid til at standse har bilisterne i hvert fald ikke, for der kommer næsten ingen kunder i restauranten. Det giver så til gengæld desto mere plads til prostituerede, som holder til i krattet, forladte hundehvalpe på parkeringspladsen og brug af toilettet til alt fra truckervask til skjulested for personer på flugt. I disse situationer, såvel som i forhold til søsteren, er det Julie, som tager ansvaret. Og det ofte på bekostning af hende selv.

 

Forbandede ungdom

For både Tom og Julie er livet blevet noget, som ligesom bare sker. År som driver forbi som små grå skyer på himlen. Som Julie skriver til Tom, da de, nærmest ved et tilfælde, indleder en forsigtig brevudveksling.

Kender du fornemmelsen af, at livet bare sker? At man ser på som tilskuer, selv om det er ens eget, og man, så vidt vi ved, kun har et. Jeg gør.

Men hvorfor er det blevet sådan for Tom og Julie? Hvorfor har Tom valgt jobbet i billardsalonen i stedet for karrieren som fotograf? Hvorfor påtager Julie sig altid ansvaret, og hvorfor er de tydeligvis begge så rodløse? Som læser har man en fornemmelse af, at de begge hele tiden er på vej videre, dog uden at komme nogen vegne. For at finde svarene på disse spørgsmål skal vi tilbage til deres ungdom.

Tom og Julie mødtes i Aarhus i 1994, hvor de begge var frivillige på radiostationen Radio Fri. En kanal, som gjorde en dyd  ud af sin frie ret til selv at vælge musik og journalistiske indslag. Ikke mindst Irene, og det vel at mærke Irene uden rullestol, stod for stationens skarpe kant i æteren. Det var Tom og Julies opgave at levere reportagerne, for de udgjorde et stærkt team, og med tiden også privat. Et fælles liv i overhalingsbanen, som journalist og fotograf, mand og hustru, lå lige for, men så må der være sket et eller andet, for, som bekendt, blev det jo aldrig dem. Men hvad? Ja, det afdækkes efterhånden gennem fortællingen, som fortiden afsløres gennem tilbageblik og den spirende brevudveksling mellem Tom og Julie. Dette er ikke en krimi, men plottet afsløres i lokkende dryp, som regndråber fra skyer, der kun langsomt viger for en mulig solstråle.


At sætte problemer under debat

Michael Enggaard skriver med megen indlevelse og har tydeligvis noget på hjertet, noget som han gerne vil sige med sin roman. Han lader således sine romanfigurer, og dermed læseren, forholde sig til både mediernes leflen for de lette nyheder, forældres minutiøse kontrol af deres børn og kvinders brug af deres kroppe som salgsobjekt.

Det tema, som træder tydeligst frem i romanen, er imidlertid den manglende kommunikation mellem på den ene side karrieremennesker, der drøner ud af livets motorvej, og på den anden side ensomme mennesker, specielt mænd, som enten bare aldrig rigtigt fik trykket på speederen eller kørte galt undervejs.

Desperation er enhver mands følgesvend. Tom erindrede ikke, hvor han havde hørt udsagnet, men det var sandt. Han behøvede bare løfte blikket for at få det bekræftet. Hos nogle var den inddæmmet, hos andre var den åbenlys og truede med at overgå til depression.

Michael Enggaards egen sympati ligger tydeligvis hos de kuldsejlede mænd, for hos dem, i billardsalonen, hersker den følelse af solidaritet, som Michael Enggaard synes at savne i samfundet som helhed. Tom er formidleren af denne solidaritet.

Trods en passioneret introverthed overalt i lokalet stod han med en kildrende følelse af at tilhøre et miljø, en særlig kreds, hvor folk forstod alt det, verden uden for baggården hverken fattede eller sansede.

Det er nogle store, ikke helt enkle problemstillinger Michael Enggaard får sat i spil i sin roman, men han gør det så stilfærdigt, at jeg ikke følte mig overvældet, men tværtimod blev rustet til selv at kigge nærmere på verden omkring mig  – med lige dele kritik og sympati. Det er alvor fortalt med et glimt af sol i øjet. 

Julie siger på et tidspunkt, at hun godt kan lide Dizzy Mizz Lizzy, ikke så meget på grund af deres musikstil, som Irene betegner som flødebolle-rock, men på grund af det som bandet gør ved publikum, når de optræder. Det samme kan jeg sige om Michael Enggaards roman: jeg kan godt lide det, den gør ved mig, som læser. Den både udfordrer og underholder.


Smilets By

For læsere som kender Aarhus og måske endda miljøet omkring Musikcafeen i Mejlgade i begyndelsen af 90’erne, er der desuden en ekstra bonus at hente i Michael Enggaards nye roman. Nostalgi-trippet bliver serveret på et sølvfad, men også uden lokalkendskab står miljøet klart aftegnet på nethinden, for det at Michael Enggaard tydeligvis selv kender stedet så godt, gør hans beskrivelser mere levende for alle læsere.

Efterhånden mulighed for sol er Michael Enggaards anden bog. Den første hed Svækling, og det er i kraft af denne, at vi allerede tidligt i fortællingen bliver stillet i udsigt, at der er chance for forandring. Frank, som i Svækling har rollen som den ensomme ulv, er nemlig en jævnlig gæst hos Tom i billardsalonen, og med sig har Frank gerne sin lille datter. Den gamle bokser er blevet far, en rolle som han udfylder med en rørende nænsomhed.

Jeg startede denne anmeldelse som vejrvært, og jeg vil slutte den i samme stil. Vejrudsigter og anmeldelser har nemlig det til fælles, at de begge er en form for spådomme, som forsøger at forudsige, hvad der reelt kun kan bedømmes på egen krop og sjæl. Jeg vil imidlertid stærkt opfordre til, at du, kære læser, banker på litteraturens barometer og gør dig din egen erfaring udi både denne og Michaels Enggaards første roman. Måske der så efterhånden bliver mulighed for en treer.

Share This