Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Britt Karin Larsen, Titel: Der vokser et træ i Mostamägg, Originaltitel (norsk): Der vokser et tre i Mostamägg, Forlag: Gyldendal, 175 sider, Udgivet på dansk 2009. 1. bind i serien: Folket i Finnskogen.

Historien om skovfinnerne

Vi befinder os i midten af 1800-tallet. I en tid hvor mange lande i Europa, herunder Danmark, undergår store forandringer såsom industrialisering og modernisering på alle fronter, så lever de fleste mennesker i Sverige og Norge stadig, som de har gjort i mange år. Ude på landet og i tæt samklang med naturen. Landbrug og jagt er deres vigtigste kilder til føden.

Den store skov Mostamägg breder sig ud over grænsen mellem Norge og Sverige. Her har emigranter fra Finland tilbage i 1600-tallet slået sig ned for at leve i skoven. Denne romanserien “Folket i Finnskogen” handler om efterkommerne af disse finner, og faktisk er forfatteren Britt Karin Larsen selv af skovfinneslægt. 

Vi følger den unge kvinde og skovfinne Lina, som netop har fået et lille barn. Hun er flygtet fra den gård, hvor hun tjente, da faderen til barnet er manden på gården. Hun går rundt i de store skove med sit spædbarn på ryggen og sover i tilfældige huler. Men så møder hun eneboeren Taneli, og de slår pjalterne sammen i hans lille træhus.

Synsvinklen skifter mellem Lina og andre personer i skoven og bygden, som alle har deres at slås med. Hvadenten det er fattigdom, fysisk hårdt arbejde, sygdom, en mand der drikker for meget brændevin eller ulykkelig forelskelse i en gift mand. På den måde kommer vi ind under huden på forskellige mennesker i dette samfund, og det giver en nuanceret fremstilling af tiden og skoven.
Her i skoven er kønsrollerne faste og urokkelige – kvindfolkene holder hus og føder børn og mandfolkene går på jagt og bygger huse. Gamle ord og udtryk bruges med en naturlighed, så man virkelig føler sig sat næsten 200 år tilbage i tiden. Ord som fx husbond, troldkælling, bjærge føde, folkesnakken, at være i omstændigheder. Der skal derfor gives en stor ros til den danske oversætter, som har været på en særlig opgave her.

Overtro i skoven

Kristendommen er også kommet til Mostamägg, men ikke alle tror på det, selvom den lokale kristne præst og det at blive konfirmeret behandles med den største alvor. Naturreligion og overtro lever dog for de fleste skovfinner stadig i bedste velgående side om side med Fadervor og vigtigheden af en kristen begravelse. Badstuen – saunaen – er et helligt sted for skovfinnerne:

Et barn bliver født i en badstue – det reneste hus, det helligste, beskyttet af badstueånden, som den allerførste spand vand man hælder på stenene, er viet til. Så trækker man sig tilbage og venter udenfor så det lille badstuevæsen kan nå at bade før alle andre. Livet begynder og slutter i dette hus. De gamle vil gerne derhen for at dø før de lægges i kiste og flyttes til laden. Badstuen er stedet for højtid, ja, som en kirke er dette hus, og som i en kirke skal man opføre sig når man er der. Brok og højrøstet snak skal ikke forekomme.

Der findes træer i skoven Mostamägg, der har en særlig kraft ifølge skovfinnerne. Man kan gå til Troldefyren med sine sygdomme.

Det er ikke sikkert at træet kan hjælpe, men det skader vel ikke at prøve?

Træet er fyldt med små pinde, der er spidsede og kilet fast ind i stammen af de håbefulde – måske det vil kurere rygsmerterne, tandpinen og mavepinen …

“Der vokser et træ i Mostamägg” emmer af ren fortælleglæde, sproget er en fryd, personerne troværdige, og dramatiske begivenheder er der ikke mangel på.

Jeg er begejstret for begyndelsen på denne slægtsfortælling, og jeg glæder mig til at læse de næste 6 bind. Nr. 1 endte i hvert fald dramatisk. Idyllen, som Lina og Talin havde skabt, blev brudt, og hvad venter dem mon nu? Og hvordan går det deres børn?

Share This