Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Colson Whitehead, Titel: Den Underjordiske Jernbane, Originaltitel (engelsk): The Underground Railroad, Forlag: Politikens Forlag, 299 sider, Udgivet på dansk i 2017. Anmeldereksemplar.

Kampen for frihed

Virkeligheden overgår ofte fantasien. Denne fortælling er barsk og brutal. Men et eller andet sted også fyldt med håb og livsvilje. Virkeligheden overgår fantasien, fordi fortællingen om slavehistorien i USA bunder i virkeligheden, sådan som livet var i Staterne i mange århundrede. Og den overgår fantasien, fordi selv de mest brutale, fiktive krimier ville være en hyggelig skovtur sammenlignet med den amerikanske slavehistorie. 

Bortset fra den underjordiske jernbane (som ikke er en metafor i bogen, men en hemmelig, underjordisk jernbane), som er fiktiv, så er mange andre fakta ved romanen bygget på den pureste, grummeste sandhed. Whitehead har sådan set bare ladet sig inspirere af historiske kilder og virkeligheden. Ufatteligt, men sandt.

Den Underjordiske Jernbane handler om frihed. Og fangenskab, ufrihed, slaveri. Den handler om det spændingsfelt, der opstår, når mennesker bliver holdt fanget og kontrolleret af andre mennesker og den enorme frihedstrang, det vækker. Mennesker reagerer forskelligt, og nogle af slaverne – de fleste – udvikler en dødlignende apati over for deres håbløse liv. Sådan er Cora ikke.

Cora er en ung slavepige på 16 år. Hun bor på en bomuldsplantage i sydstaten Georgia og er ejet af Randall-brødrene. Hun er forældreløs, da hendes mor flygtede for 6 år siden. Moren er aldrig siden blevet set eller fundet, og de mest optimistiske slaver på farmen tror og håber, at hun klarede den. Den lange rejse til friheden. Problemet er, at der ikke er mange, der klarer den. For der er rigtig mange slavejægere, der tjener gode penge på at indfange de flygtede slaver og bringe dem tilbage til deres ejere. Her bliver de så som oftest slået ihjel på brutal vis – som en advarsel til de andre slaver, der i en stille nattetime kunne finde på at drømme om friheden.

Sproget i romanen er en fornøjelse og skaber på en måde en bizar æstetik midt i alt det forfærdelige og grimme.

Hun tænkte på plukningen, hvor stærkt det gik ned gennem rækkerne under høsten, og de afrikanske kroppe, der arbejdede som én, så hurtigt deres kræfter tillod det. De enorme marker eksploderede i hundredetusinder af hvide frøkapsler, som stjernerne på himlen i den klareste af klare nætter. Når slaverne var færdige, havde de ribbet markerne for deres hvidhed.

Cora føler sig naturligvis svigtet af sin mor, fordi hun flygtede og lod Cora blive tilbage; hun er vred på hende. Men da en anden slave, Caesar, på farmen spørger hende, om de skal flygte sammen, så trækker det i hende. For hvis hendes mor kunne, så kan hun vel også. Det lykkedes dem at flygte via den underjordiske jernbane til South Carolina. Her er forholdene noget anderledes, end de er vant til.

Caesar og Cora begav sig vantro hen ad den støvede vej ind til byen. En enspændervogn kom rundt om hjørnet, og de var begge på nippet til at styrte tilbage mod skovene. Kusken var en ung farvet fyr, som lettede kækt på hatten. Nonchalant, som om det ikke var noget at tale om. At føre sig frem på den måde i så ung en alder! Da han var ude af syne, brast de i latter over deres tåbelige opførsel. Cora rettede ryggen og satte næsen i sky. De måtte lære at gå som frie mennesker.

Ja, de tror, deres lykke er gjort. Men der er hele tiden en skjult agenda, og ingenting går som de havde håbet på. Den ene makabre og groteske scene efter den anden udspiller sig: Cora bliver installeret på et museum som en del af udstillingen om slavehistorien. Fx hedder en udstilling “Scener fra det mørkeste Afrika”. Her skal hun være inde bag ved et vinduesglas som i et bur og spille “en afrikaner udenfor sin lerhytte” eller “en slavedreng på slaveskibet”.

Andre groteske scenarier er de kilometerlange veje ude på landet, hvor der i hvert et træ hænger en død slave. Til skræk og advarsel om, hvordan det går en, hvis man prøver at flygte eller protestere på nogen måde.

Frygten og rædslen er allestedsnærværende.

På trods af det forfærdelige ved historien så er jeg begejstret for bogen. Det er en vigtig historie at kende til, så vi holder os bevidste om vores menneskesyn, evne til medfølelse og respekt for hinanden. Whitehead evner at skrive stærkt og udtryksfuldt , men han bliver aldrig melodramatisk eller overdreven, og på den måde passer sproget til den tid, fortællingen foregår i. En tid præget af nøgtern kulde, apati, en nødvendighed af at lukke helt af for følelser og andet ‘blødsødent pjat’.
Whitehead formår dermed at skrive en bog i 2017, der foregår i starten af 1800-tallet, og som har en stemning af 1800 over sig. Det er virkelig gennemført. Der er ikke puttet noget hollywoodsk glitter indover eller en perfekt kærlighedshistorie, så vi kan holde det ud.

I Whiteheads fortælling findes der både gode og onde sorte mennesker samt gode og onde hvide mennesker. Den nuancering, der er i dette, virker både realistisk og menneskeligt. Nej, de sorte slaver holdt ikke altid bare sammen mod de hvide plantageejere. Slaverne var indimellem også hinandens værste fjender. Der var flere hvide mennesker, der så det åbenlyse forkerte i, at man kunne eje et andet menneske, og disse mennesker arbejdede i det skjulte med at hjælpe slaver til at flygte og måske få et liv i frihed. De gjorde det med visheden om, at de selv ville blive dræbt, hvis de blev opdaget.

Om Cora klarer rejsen til frihed eller ej, vil jeg lade dig selv finde ud af, når du læser bogen.

Jeg kan dog afsløre, at det er en åben slutning. Så frihed eller ikke-frihed – det er ikke til at vide.

Bogen ville få ham dræbt, advarede Fletcher. Caesar gemte Gullivers Rejse i et hulrum under skolehuset, svøbt i to stumper sækkelærred. Vent, til vi kan forberede din flugt ordentlig, sagde mr. Fletcher. Så kan du få lige den bog, du vil have. Men hvis han ikke læste, var han en slave. Inden bogen var det eneste, han kunne læse, det der stod uden på en sæk ris. Navnet på det firma, der smedede deres lænker, præget i metallet som et løfte om smerte. Nu blev han holdt oppe af en side i ny og næ, i det gyldne eftermiddagslys.

Share This