Af Rikke Fischer
Forfatter: Celeste Ng, Titel: Alt det jeg aldrig fortalte dig, Originaltitel (engelsk): Everything I never told you, Forlag: Hr. Ferdinand, 300 sider, Udgivet juni 2020, Anmeldereksemplar
For et par år siden læste jeg Celeste Ng’s roman “Små påsatte brande” – som er en fængende historie om to meget forskellige familier, der bliver infiltreret i hinandens liv. På godt og ondt. Den roman blev en bestseller (ja, læs også den!) og er filmatiseret til en serie Little fires everywhere med Reese Whiterspoon som instruktør og den ene hovedrolleindehaver.
Se traileren her.
Og nu er så Celeste Ng’s debutroman fra 2014 blevet oversat til dansk: Alt det jeg aldrig fortalte dig.
Den handler om Lydia, en 16-årig ung kvinde, datter af Marilyn og James Lee (som er søn af kinesiske immigranter), og hendes bror Nathan (Nath) og lillesøster Hannah.
De bor i en forstad til Ohio, og romanen starter med, at Lydia er forsvundet og senere findes druknet i den lokale sø. Herefter fortælles familiens historie om, hvordan det gik så galt. Og det er virkelig en trist og spændende historie på samme tid. På et tidspunkt i læsningen (ca 1/3-del inde i læsningen) blev bogen til en decideret page turner, hvor jeg blev nødt til at læse videre for at vide, hvad der ville ske. Så er du advaret, hvis du går i gang med den – den er ikke til at slippe igen 🙂
Nutiden i romanen foregår i 1970’erne, og med alle tilbageblikkene i fortiden får man et historisk bagtæppe af den amerikanske historie, og hvordan familien Lee i nutiden alle er påvirket af denne på forskellige måder. Marilyn var ung kvinde i 1950’erne og underlagt hendes mors ønsker og krav om at blive en god husmor. Dét var ligesom højdepunktet i Marilyns liv – ifølge moderen – at få familie og blive mor.
Men Marilyn ønskede at blive læge – selvom hun godt vidste, at hun så skulle være mønsterbryder i en kultur, hvor kun mænd kunne få de tunge uddannelser og jobs i samfundet. Men hun havde evnerne og viljen og startede på medicinstudiet på universitetet. Indtil hun mødte James Lee, som var en ung underviser på universitetet.
Hans forældre havde immigreret til USA fra Kina, og denne del af historien får vi også med. Smerten ved at skille sig ud og være anderledes, fordi man ser anderledes ud, og at blive mødt af fremmede menneskers stirrende eller hånende blikke på gaden – det var Charles vant til. Men han kunne ikke forlige sig med det. Han følte aldrig, at han passede ind eller kunne blive en del af “flokken”.
Marilyn og Charles bliver forelskede, stifter familie og får et liv sammen. Marylin afslutter sit studium – som kvinder gjorde dengang, hvis de fik børn, da der ikke var så mange andre alternativer – med det ønske at starte igen, når børnene var blevet større.
Det kommer aldrig til at lykkes for hende, og det bliver en evig smerte for hende, at hun aldrig fik udfriet sine evner og drømme.
Så derfor skal hendes datter Lydia selvfølgelig have alle muligheder. Ja, hun SKAL faktisk, for hun skal leve morens drømme for hende. Man har hørt det før, og man ved bare, at det er dømt til at mislykkes.
Det var et tegn, tænkte Marilyn. Det var for sent for hende. Men det var ikke for sent for Lydia. Marilyn ville ikke som sin egen mor puffe sin datter i retning af mand og hus og et trygt liv i ufrihed. Hun ville hjælpe Lydia med at opnå alt det, hun havde evnerne til. Hun ville bruge resten af sit liv på at vejlede Lydia og værne om hende, som man værner om en sjælden blomst: nærer den, støtter den, sørger for, at den kan vokse lige.
Samtidig er Charles’ største drøm for Lydia, at hun bliver populær og vellidt. Da han aldrig selv har følt sig det.
Af en eller anden grund lader de deres søn Nath mere leve sit eget liv. Han er meget interesseret i rumfart og astrofysik og får bare lov til at forfølge sine egne drømme i fred.
Lillesøster Hannah bliver fuldstændig ignoreret af hele familien – de kalder hende en fritflyvende sputnik i galaksen – men hun er en skarptseende lille pige, der ser alt det der foregår mellem linjerne i hendes familie. Det er hendes årvågenhed, der gør en stor forskel for dem alle.
Jeg følte indimellem, at det var en lidt tung historie at læse. Jeg mener, vi starter med at en 16-årig pige findes død, og hendes dødsårsag er uklar. Forældrenes historier og skæbne er også ret sorgfulde og svære.
Men historien er så godt fortalt, og sproget er – som i Små påsatte brande – naturligt og flydende, og man kommer til at kende personerne, så man MÅ vide, hvad der sker for dem. Og så føles det virkelig som en vigtig historie. En historie om hvordan det er at være en minoritet – immigrant, en anden race end hvid, homoseksuel, kvinde. Det var selvfølgelig mere udbredt og markant i 1970’erne end i dag – men alligevel er vi som samfund præget af det i dag. Se bare på Black Lives Matters og Metoo.
Jeg vil også gerne give kommende læsere det håb, at noget af det tunge i romanen forløses til sidst. Jeg vil ikke kalde det happy ending, for det er ikke den slags roman. Men der er noget, der bliver godt til sidst.
Og Hannah er en del af denne forandring.
Alt det jeg aldrig fortalte dig er en varm, barsk og hamrende godt skrevet historie om en familie i en enorm krise. Samtidig er det også en fortælling om alle os andre: om relationer, kærlighed og de bånd, vi knytter til hinanden. Om forventninger og frihed. Om at finde sin vej i livet og at fare vild. Om at måtte være den, man er inderst inde, uanset hvad andre mener om det.