Caroline Albertine Minor: Hummerens Skjold

Af Lisbeth Thernøe GIlbert

Forfatter: Caroline Albertine Minor, Titel: Hummerskjold, Forlag: Gutkind Forlag, 296 sider, Udgivet august 2020, Anmeldereksemplar

Det er en velsignelse at læse Caroline Albertine Minors nye roman, Hummerens Skjold. Allerede efter at have læst de første tyve sider, havde jeg mindst fem gange haft lyst til at puffe til min kæreste, som lå og sov ved siden af mig, for jeg ville så gerne dele min læseglæde med ham. Så kan I måske forestille jer, hvordan det var at være min kæreste, da han endelig vågnede efter et par timer, og jeg havde rundet side 100!

Hummerens Skjold er sjov, sigende og charmerende godt skrevet. I romanen møder vi først og fremmest de tre voksne søskende, Ea, som bor i San Francisco, Sidsel, som er alenemor med datteren, Laura, og den rodløse lillebror, Niels. Deres mor og far blev skilt, da Niels var ni, og kort efter døde først deres mor og senere deres far, som de dog reelt havde mistet kontakten til allerede før skilsmissen. Som søskende er de derfor knyttet sammen af det usynlige bånd, som opstår, når fraværet af forældre gør brødre og søstre til hinandens primære familierelation. Desværre har de svært ved at nå hinanden, for med deres forældres tidlige bortgang, har de hver især mistet tilliden til, at relationer er noget blivende, som man kan læne sig opad. De cirkler derfor om hinanden, som figurerne i en af de uroer vi hænger op over vores børns pusleborde, – altid bevidste om de andres nærvær, men ude afstand til at nå hinanden.

Afstanden imellem dem var ligefrem stoflig! Alt det genkendelige i Niels’ og Sidsels ansigter forstærkede følelsen af fremmedhed, og selvom Ea gjorde sig umage for at skjule det, kredsede hendes tanker om, hvornår hun igen kunne slippe væk fra København.

 

 

Selve fortællingen foregår over fem dage, hvor Sidsel, som er konservator, fristes af en spændende 2 dages arbejdsopgave i London og derfor, med bævende morhjerte, lader Niels passe Laura. En opgave, som Niels klarer til UG, til trods for at det kræver, at han i den grad lægger bånd på sin egen frihedstrang, ja, jeg fristes til at sige friheds-tvang, for alt borgerligt får det til at stritte i ham.

Niels bilder sig ikke ind at være immun. Han mister af og til proportionssansen og bliver offer for de samme uværdige bekymringer som alle andre: småtskårne bekymringer om, hvor han skal bo, og hvad han skal leve af, og hvad han, med en træt formulering, skal blive til. Den her længsel efter at nogen spænder ham fast i et sæde og stikker ham en malebog og en pakke tuscher. Det er borgerligheden simpelthen, der som en eksistentiel lynafleder trækker opmærksomheden væk fra det egentlige og i dets sted tilbyder dynevarme og regnestykker. Heldigvis plejer han at genkende sin egen svaghed tidsnok til at reagere.

Samtidig har Ea i San Francisco, i et anfald af den midaldrendes behov for forsoning med fortiden, taget kontakt til clairvoiranten Bee, for gennem hende at få kontakt til sin mor. Der går imidlertid noget galt, så på komisk vis må Bee over hals og hoved lukke den ellers næsten åbne dør til det hinsides. Ellers ville Ea’s far have overhalet moren indenom, og ham vil Ea under ingen omstændigheder tale med.

Klienten ville ikke lade hende gøre arbejdet færdigt, og Bee så sig selv nødsaget til at proppe ham hastigt tilbage på samme måde, som man skubber rodet hulter til bulter ind i klædeskabet, fem minutter før gæsterne kommer.

Den forhastede afslutning på seancen betyder, at de afdøde eksægtefæller bliver fanget i limboet mellem liv og død, hvorfra de løbende gennem romaner taler om deres eget forhold. Samtaler, som er ved at drive Ea til vanvid, for hun fornemmer deres tilstedeværelse og må til slut igen opsøge Bee for at bede hende sende forældrene tilbage, hvor de kom fra. Det lyder måske noget bizart, men er man ikke til sådanne surrealistiske indslag i romaner (hvilket jeg normalt ikke selv er), kan jeg berolige med, at det er gjort med et sådant glimt i øjet, at det kun spæder uhyre positivt til den ellers socialrealistiske roman.

Jeg glædede mig virkeligt til at være i selskab med Minor’s romankarakterer. Ikke fordi de nødvendigvis virkede særligt selskabelige, men fordi de var så genkendelige, at jeg hele tiden havde lyst til at lære dem endnu bedre at kende. Klarer de at kaste hummerens beskyttende skjold af sig for efter en sårbar periode at komme til at stå stærkere? Det er spørgsmålet, svaret må man selv lede efter.

Ligesom datteren, Laura – og børn i øvrigt – gør, når hun skal fortælle noget til sin onkel Niels, springer romanens fortæller ind midt i scenerne, in medias res, og forudsætter på den måde, at vi kender den givne situation på forhånd. Dette betyder, at man, som læser, får en fornemmelse af, at romanfigurerne lever deres liv uafhængigt af denne fortælling. De var der inden, vi kom, og de lever videre, når vi lukker bogen.
Ja, jeg havde det næsten, som om jeg, sammen med forældrene, sad fanget i sprækken mellem liv og død, mellem virkelighed og fortælling, og herfra smugkiggede ind i Ea’s, Sidsels og Niels’ liv. Vi er, som tilskuer, ikke blevet inviteret og bliver derfor ikke taget imod ved indgangen til nye kapitler og passager, men må selv, som de rene skattejægere, læse os frem til hvem, hvor og hvornår. Det er virkeligt elegant gjort, og forstyrrer ikke læsningen, men udfordrer og giver igen og igen anledning til den følelse af selvtilfredshed, som altid er en trofast følgesvend, når ens hjerne ved egen kraft regner sig frem til svaret på en gåde, og en undren bliver afløst af et aha!

Endelig er Hummerens Skjold fuld af nogle pragtfulde og ofte morsomme optrin og ordkonstellationer, som giver smil på læben og nogle uventede og dermed virksomme billeder på nethinden. For eksempel er Niels glad som et græskar og føler sig tung som et ondt år, mens Ea’s kæreste, Hector, beskriver Ea som en gulerod, man trækker op af jorden, når den er klar til det. Alene en bemærkning som den, at Sidsel, da hun genser sin gamle elsker, som hun stadig er tiltrukket af, føler sig dum som en dør, og på vid gab, er nok til at tænde min indre ordfetichist.

 

 

Til slut kan jeg ikke lade være med lige at nævne, at det er en fantastisk flot bog. Forsideillustrationen er et smukt billede i rødgyldne farver, malet af den amerikanske maler, Fairfield Porter i 1962. Det hedder A Day Indoors og forestiller meget rammende to kvinder og en mand, som trods det, at de sidder i den samme hjemlige stue tydeligvis er optaget af hver sit. Det er en bog, man har lyst til at tage op i hånden og røre ved, og som en lille detalje, står forlagets navn, Gutkind, øverst på omslaget og ikke som oftest nederst.

Jeg har fornylig, også her på Litteraturhjørnet anmeldt en anden af Gutkinds bøger, nemlig Vi er fem af Matias Faldbakken, med lige så stor begejstring, som jeg anmelder denne, så jeg har helt dårlig samvittighed over igen at have fundet superlativerne frem af ordskuffen. Er jeg bare en af den slags anmeldere, som altid råber hurra, og hvis klappen i hænderne derfor er intetsigende? Nu er det jo svært helt selv at bedømme ens egen begejstrings berettigelse, men jeg mener klart at kunne stå inde for også at rose denne udgivelse. Forlaget Gutkind har bare nogle fantastiske forfattere knyttet til deres nystartede forlag.

Hummerens Skjold er Caroline Albertine Minors tredje udgivelse. Tidligere har hun skrevet debutromanen Pura Vida og novellesamlingen, Velsignelser, som har vundet adskillige priser og endda var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, da den udkom i 2017. Jeg har ikke læst nogle af dem, selvom vi har haft Velsignelser stående på hylden, siden den udkom og min kæreste allerede dengang anbefalede mig at læse den, men nu ligger Velsignelser, på trods af at jeg almindeligvis går udenom novellesamlinger, foran mig som min næste lokkende læseoplevelse.