Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Carolina Setterwall, Titel: Lad os håbe på det bedste, Originaltitel (svensk): Låt oss hoppas på det bästa, Forlag: Hr. Ferdinand, 359 sider, Udgivet på dansk i 2019, Anmeldereksemplar fra forlaget

Jeg var så heldig at blive inviteret med til bloggerarrangement med forfatteren af forlaget (tak for det :-)) – og her fortalte Carolina, at hun gerne “ville være det menneske, der turde at italesætte og vise alle de svære og måske tabubelagte følelser, der også opstår i et menneske, der er i sorg.” Hun mener, at sorg ofte fremstilles som noget smukt og stoisk. Men der er også vrede, misundelse og had. Alle de grimme følelser. Dem vil hun gerne være med til at sætte på dagsordenen, når man taler om sorg.
Og det gør hun rigtig godt med sin roman “Lad os håbe på det bedste”. For skrive kan hun også. På trods af emnets tyngde så er der en lethed og naturlighed ved både Carolinas personlighed og sprog. Eller måske er det mere korrekt at sige, at hun virker til at indholde og balancere både tyngden og letheden, så det bliver en smuk og helstøbt harmoni.

Der står ‘roman’ på forsiden af denne bog. Men det er ikke ren fiktion, men derimod Carolinas egen historie om at miste sin kæreste pludseligt og stå alene tilbage med deres lille søn. Det er derfor en meget stærk fortælling, hvor ærligheden og svære følelser mærkes tydeligt under læsningen. Det satte også gang i nogle refleksioner over, hvordan vi som samfund og kultur egentlig tackler sorg og det at miste nogen. Jeg synes, at Carolina Setterwall skriver både smukt og sandt om det, og at hun har noget vigtigt at byde ind med i den sammenhæng.

Fortællingen krydsklipper i starten af bogen mellem 2009, hvor Carolina og Aksel møder hinanden første gang, og til efteråret 2019, hvor hun en morgen finder Aksel livløs i deres seng.

(APRIL 2009)

Og så, pludselig, står du der. Jeg har ikke set dig før, du kan ikke have været med den samme bus som mig. Din ven, som er en af mine bekendte, siger, at han vil præsentere mig for en, der “elsker mig”. Og der står du. Og griner. Høj og ranglet, med et smil som en omvendt trekant. Du smiler ligesom i en gammel cowboyfilm. Skævt og bredt og uforbeholdent.

Carolina fortalte til bloggerarrangementet, at romanen er ét langt brev til Aksel, og at han skulle være hendes ‘du’. Udover at hun beskriver sorgprocessen, dens faser og hendes smerte, så reflekterer hun også meget over ham og deres forhold. Hevet brat ud af deres fælles dagligdag ser hun ham nu i et bredere perspektiv og søger en form for forståelse af den, han var.

(NOVEMBER 2014)

Jeg ville ønske, at vi havde talt mere sammen. Jeg ville ønske, at der ikke var blevet så stille mellem os de sidste par år. Når jeg hører dine forældre fortælle, står du lyslevende for mig. Det føles, som om jeg pludselig ser dig, hele dig, den du var, og den du blev. Det hele giver mere mening nu, hvor alt er for sent. Jeg ville ønske, jeg kunne få en ny chance for at elske dig. Hele dig. Jeg ville ønske, jeg kunne lave vores historie om, være et andet menneske sammen med dig. Et, der stiller flere spørgsmål, som lytter mere, forstår mere, er mere tålmodig. Men det kan jeg ikke. I stedet lytter jeg til de billeder af dig, som jeg aldrig så.

Carolina Setterwall

Sidste del af bogen er årene 2015-2016 og dermed i årene efter tabet. Sorgen fylder selvfølgelig stadig, men der sker også en reorientering, og hendes liv med hendes lille søn er i centrum. Hun fortæller hudløst ærligt om, hvor svært og hårdt det er – med søvnløse nætter og at være alene med ansvaret og opdragelsen – og da hendes søn begynder at forstå, at han ikke har en far, skal hun finde en måde at tale med ham om døden.

Der er gået nogle dage siden episoden i vuggestuen. Jeg har været på biblioteket og låne et par bøger om, hvordan man taler med små børn om døden. Jeg har også lånt en om et marsvin, som er gammelt og snart skal dø. Jeg har hørt et radioprogram om emnet i tunnelbanen på vej på arbejde. Jeg har også talt med pædagogerne i vuggestuen og aftalt et møde, hvor vi skal tale om, hvordan vi taler om døden. Mere kan jeg ikke gøre. Så må vi tage det, som det kommer.

“Lad os håbe på det bedste” er en hjerterørende fantastisk fortælling. Jeg har ikke så mange ord (som man heller ikke har, hvis man er sammen med nogen, der har mistet) – jeg er bare berørt på en god måde. Læs denne skønne bog – den er fyldt med kærlighed.

Share This