Af Lisbeth Thernøe Gilbert
Forfatter: Birgithe Kosovic, Titel: Det du ikke vil vide, Forlag: Politikens Forlag, 370 sider, Udgivet august 2020, Anmeldereksemplar
Det du ikke vil vide er en indsigtsfuld og ærlig beskrivelse af Birgithe Kosovics baggrund, som den fremstår, når hun bladrer i sin mors og, ikke mindst, sin fars familiekrønike. Birgithe Kosovic, som har en dansk mor og en jugoslavisk far, er født og opvokset i Danmark, men farens udenlandske baggrund har ikke desto mindre præget hende livet igennem. Udgangspunktet for Kosovics nyeste bog, som hun kalder en dokumentarroman, er, at hun gerne vil nå til en forståelse af den vrede, som fylder så meget i hendes fars liv, at han i mange år ikke har villet se hverken Birgithe eller hendes bror, Mark. Specielt undrer det Birgithe, at en far kan bede sin søn skaffe et skydevåben og så blive overrasket, vred og fornærmet, når sønnen nægter at hjælpe ham. Hvilken far er så drevet af sin egen vrede, at han ingen forståelse har for, at hans handlinger har konsekvenser for hans omgivelser? Hvad dækker denne vrede over?
En dag, mens jeg sidder og skriver på andre dele af min families historie, opdager jeg, hvad det er ved min fars vrede, der gør den så underligt forbudt: Han nyder den.
Eftersom faren, Jovan, er fra Jugoslavien, går scenen for dokumentarromanen ofte til Balkan. Herfra hører vi om mange lykkelige og idylliske sommerferiebesøg, men også adskillige gruopvækkende familiehistorier, for regionens blodige historie, som den har udfoldet sig i årtier, lader ingen gå fri. Specielt bliver det for forfatteren væsentligt at forstå, hvordan Jovans familie, tilsyneladende upåvirkede, efter 2. Verdenskrig kunne flytte ind i huse, som tyske familier kort forinden var blevet tvunget ud af? Og det vel at mærke fuldt møblerede huse som endnu stod nøjagtigt, som de gjorde, da deres forrige, ulykkelige, beboere forlod dem.
Historierne er utallige, både de familierelaterede og de historiske, og Birgithe må sande, at der på de breddegrader hersker helt andre love og muligheder end i Danmark. I mindre målestok forklarer hendes spilafhængige far det således, da han forsøger at give hende en indsigt i kortspillets magi.
“Det handler om magt,” siger han. Magt er det eneste, der betyder noget. Dem, som har magten, giver den ikke frivilligt fra sig, så for at få magt er du nødt til at tvinge den fra dem, der allerede har den, og det kræver vilje og kraft. Men så snart du har erobret magten, venter der dig en ny og endnu vanskeligere opgave: at beholde magten. Det hele kræver brutalitet. Det er det samme i kortspil. Og der er kun en måde at gennemføre det på: “Det, som man skal forstå, det er, at de andre, ikke? De ville gøre præcis det samme overfor dig.”
Til sidst i dokumentarromanen overlader Kosovic helt synsvinklen til sin far og lader os se verden med hans øjne, sådan som hun, på baggrund af den indsigt arbejdet med dokumentarromanen har givet hende, forestiller sig, at han ser den. At Birgithe Kosovic således lader romanens egentlige hovedperson få det sidste ord fungerer rigtigt godt, for det betyder, at jeg forlader bogen med et billede på nethinden af en mand som jeg, på trods af hans kompromisløse selvretfærdighed, ikke kan lade være med at holde af. En mand, som ham i denne scene, hvor han er i færd med noget så dagligdags som at lægge vasketøj på plads, kan man da ikke lade være med at føle sympati for.
Han hænger den sidste skjorte på plads og lukker skabet. Han kan ikke tillade sig, at være utilfreds. Livet er livet, ikke mere, ikke mindre, og det er nødt til at være godt nok for en. Er man for stor til livet og afviser det, er man selvoptaget og patetisk. Han står med hænderne fulde af sokker og forstår godt, hvorfor andre ikke kan lide ham. Men han ved ikke, hvordan han skal blive glad igen.
Kosovic nøjes imidlertid ikke med at fortælle farens historie, men går også på opdagelse i familiehistorierne på sin mors side. Her er der tale om meget mere ordnede forhold end der, hvor faren er vokset op, for morfaren og mormoren bor i et stort hus, hvor der hersker ro og rationalitet. Og alligevel finder Birgithe Kosovic også her historier som, som bogtitlen udtrykker det, du ikke vil vide. Mest fylder beretningen om mormorens søster, som var gift med en tysker og som, under krigen, måtte flygte til Danmark. Hvordan det foregik og hvor langt mod øst søsteren befandt sig, bliver dog aldrig helt klart, for historien lyder forskelligt, alt efter hvem Birgithe taler med. Denne del af romanen kan synes som et sidespor i forhold til undersøgelsen af farens vrede, men for mig var morens familiefortælling først og fremmest et kærkomment afbræk i den mere fremmede kulturhistorie, som farens fortælling indebærer.
Forfatter Birgithe Kosovic, fotograf @Ole Haupt
Endelig rummer romanen også et afsnit om forfatterens egen involvering i kampen for ytringsfrihed, for havde hun ikke haft travlt med at skrive på sin forrige bog, ville hun have været tilstede i Krudttønden den 14. febuar 2015 da stedet blev beskudt. Hele den sag gjorde, at Birgithe Kosovic i lang tid følte sig uhyre sårbar, og den fik hende til at spørge sig selv, hvad der for hende betyder mest: fred eller frihed? Mon Birgithe og hendes far svarer forskelligt på dette spørgsmål? Det får vi ikke at vide, men det at man kan svare og forsvare hver sit, fortæller noget om, hvor grundlæggende forskelligt mennesker forholder sig til livet, alt efter hvilken kultur de er opvokset i.
Et par uger skete det jeg havde kæmpet imod hver aften, inden jeg skulle sove. Jeg lå og kiggede op i loftet. Jeg accepterede det modstræbende: Sådan her er multikultur. Den er ikke fredelig. Den er næsten usynlige undvigemanøvrer, friktioner, animositet og også politisk dødsvold. I sidste ende stiller den dig et spørgsmål, som du ikke vil kunne svare på: Hvor meget af din frihed vil du ofre for freden? Hvor meget af din fred vil du opgive for friheden? Uanset hvad du svarer, vil det forvandle dig.
Det du ikke vil vide er en diamant med mange facetter, men en usleben sådan, for med lidt mere redaktionel polering havde den nok fremstået noget mere afrundet og helstøbt, end den gør nu. På den anden side ville de kanter, som gør fortællingen levende og til en oplevelse at læse, måske dermed være blevet slebet af. Når det kommer til stykket, er alle familiekrøniker så ikke som et puslespil, hvor der på en og samme tid er for få og for mange brikker, eftersom der nogle steder er huller, mens der andre steder er dobbelt op med flere af samme brik?
Jeg er en stor beundrer af Birgithe Kosovic, som forfatter. Når hun dykker ned i et stof, gør hun det med en beundringsværdig grundighed, som klart kommer hendes læser tilgode. Det er tydeligt både i hendes gennembrudsroman Det dobbelte land, der også har Jugoslaviens komplicerede historie som baggrundstæppe, og i Den inderste fare, som er en biografisk roman om, og til dels forsvar for, Erik Scavenius, som var udenrigsminister under 2. Verdenskrig og som sådan stod i spidsen for den forhadte danske samarbejdspolitik. Jeg har også med stor fornøjelse læst disse to værker og kan kun anbefale, at man læser både dem og Det du ikke vil vide for tilsammen udgør de en trilogi, som beretter om, at menneskers handlinger, gode såvel som onde, altid skal dømmes og bedømmes på baggrund af de kulturelle og historiske omstændigheder.