aug 7, 2023 | Børnebøger/Young adult-litteratur
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: FANTASTISK SEJE KVINDER der reddede planeten
Forfatter: Kate Pankhurst
Forlag: Forlaget Albert
Sidetal: 32
Udgivelsesdato: 27/8 2020
Skøn bog for børn om kvinder, der har gjort noget ekstraordinært
Kan I klare en børnebog mere? Endda en med fantastiske illustrationer og fuld knald på farverne.
Herhjemme kan vi godt mærke, at det er sommerferie (i hvert for børnene). Pigerne får lidt ekstra højtlæsning for tiden, ligesom de begge læser hver dag. Elsker at tiden er lidt mere til den slags hygge, og at vi får nogle gode læseoplevelser sammen.
Denne bog sætter fokus på forskellige kvinder, som alle har gjort noget særligt for at redde vores planet. Den er i øvrigt efterfølger til “FANTASTISK SEJE KVINDER der forandrede verden”, (se sidste billede) som vi nok skal fortælle meget mere om, når sommerferien nærmer sig sin afslutning.
Undervejs i vores læsning møder vi bl.a. Edith Farkas, som studerede vejret og opdagede de store huller i ozonlaget, Jane Goodal som viede sit liv til chimpanserne og Eugenie Clark som var marinebiolog og forskede i bl.a. hajernes “ufortjente dårlige ry”. Hun dykkede i øvrigt sidste gang som 92-årig (mega sejt)!
Alle kvinder i bogen har taget en utraditionel vej i livet, men de har sat sig dybe spor og er en kæmpe inspiration for andre til at gøre en forskel. Bogens udformning er lidt særlig og spændende, da der er mange skønne illustrationer og tekstens struktur er lidt anderledes i sin opbygning, så man lige skal finde ud af, hvad der skal læses først.
Man kan som læser, og det gælder både børn og voksne, ikke undgå at blive draget af de vilde farver og alle kvindernes historier, så det er bare med at springe ud i læsningen.
Skøn billedbog
Vi synes, at “FANTASTISK SEJE KVINDER der reddede planeten” er en virkelig skøn billedbog, som både gjorde os klogere og gav lyst til at få en endnu større viden om alle de seje bedrifter, der er blevet gjort rundt omkring i forsøget på at gøre jorden til et endnu bedre sted at leve.
sep 11, 2022 | Romaner (oversatte)
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Unge Mungo
Forfatter: Douglas Stuart
Forlag: Politikkens Forlag
Sidetal: 420
Udgivelsesdato: 31/8-2022
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
Forfatteren til “Shuggie Bain” leverer på ny en formidabel læseoplevelse
Var du vild med “Shuggie Bain”? Så vil du elske “Unge Mungo”! Douglas Stuart har formået at skrive en særdeles vellykket to’er om 90’ernes Glasgow, hvor homoseksualitet absolut var tabu, og en mand skulle kunne slås for sig selv og sin familie.
“Unge Mungo” er ikke en efterfølger til “Shuggie Bain”, personerne er ikke gengangere, men bogen foregår i de samme miljøer i arbejderklassens Glasgow og berører en del af de samme problemstillinger, såsom svigt, fraværende forældre, alkoholmisbrug, seksualitet og kærlighed. -Og så er Stuarts fremragende skrivestil kun blevet endnu bedre.
Mungo er helt en helt særlig dreng i en verden, der ikke er klar til ham
Mungo er opkaldt efter byens skytsengel (i folkemunde “Sankt Mungo”). Umiddelbart har navnet ikke bragt ham det store held i livet. Mungos far er død for mange år siden og hans mor har siden kastet sin kærlighed på alkoholen og i store perioder været fuldstændig fraværende i sine børns liv. Mungos storebror Hamish er berygtet i hele byen for sine voldshandlinger, helst mod katolikkerne, hvilket efterlader Mungo tilbage med sin omsorgsfulde storesøster Jodie.
Mungo er en helt særlig dreng. På trods af sine 15 år interesserer han sig ikke for piger, han ønsker ikke at slås og han taler aldrig ondt om sin fraværende mor.
Da han en dag møder den jævnaldrende James forelsker drengene sig trods alle odds. De unge mænd må holde deres kærlighed hemmelig, for ikke nok med at de er homoseksuelle, så er Mungo protestant og James katolik, hvilket om muligt er endnu værre.
Da forholdet bliver kendt, beslutter Mungos mor at gøre ham til en mand. Hun sender ham derfor på fisketur med to mænd, hun netop har mødt til et AA-møde. Fisketuren viser sig dog at blive frygtelig og skæbnesvanger for Mungo.
Hård og livsbekræftende
“Unge Mungo” er på samme tid både en ekstremt barsk, men også smuk bog. Der er ikke meget positivisme at spore i Mungos liv, men pludselig kommer der alligevel et lys i mørket i form af James. Selvom kærligheden er umulig omstændighederne taget i betragtning, kommer der pludseligt et håb ind i hverdagen.
Bogen er rig på miljø- og personbeskrivelser. Man kan simpelthen fornemme håbløsheden helt ind i knoglerne, og selvom alvoren og problemerne er dominerende i romanen, så er der alligevel nogle stærke personligheder, som forsøger at få noget mere ud af livet.
En helt fantastisk, velskrevet roman, som indeholder så meget både på og mellem linjerne.
sep 11, 2022 | Historiske romaner, Romaner (danske)
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Grevinden
Forfatter: Henriette Rostrup
Forlag: Forlaget People’s
Sidetal: 500
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
Fra plejebarn til Grevinde
Grevinden” er fortællingen om Angelica Pierri (1870-1914), kendt som Grevinden af Bagsværd, der voksede op hos plejeforældre på en mælketoddybar i København og siden blev en af Europas rigeste kvinder.
Forfatter Henriette Rostrup har gennem 6 år fulgt i Grevindens fodspor, og på baggrund af en enorm research, har hun skrevet en storslået historisk roman om en helt særlig kvindeskæbne, som for mange måske er ukendt, men ikke desto mindre vedkommende og helt vildt interessant.
Bogen tager os først med til Københavns arbejderkvarter. Her bliver Angelica som en lille pige afleveret af sin mor på en mælketoddybar, hvor hun vokser op blandt samfundets nederste lag. Angelica kommer som ganske ung i uføre og føder et barn, som herefter kommer i pleje. Herefter sendes Angelica til Vonsild, hvor hun får plads på en præstegård.
Angelica er noget særligt. Og hun drømmer stort. Hendes italienske rødder gør, at hun er populær blandt mændene i Kolding og omegn, og da hun gifter sig med en af byens mest eftertragtede ungkarle, tror hun, at hendes lykke er gjort.
Ægteskabet besejler Angelicas skæbne, og hun sendes med sin mand til Sydafrika, hvor hun for alvor må være stærk. På få år går Angelica fra at være lykkelig gift til at blive glædespige på et bordel, for herefter at arve en kæmpe formue, som gør hende til en særdeles velhavende kvinde, og sender hende rundt i verden som få andre på den tid.
En helt særlig historisk fortælling
Uden at gå endnu mere ind i handlingen, så kan jeg sige, at “Grevinden” er en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Selve Angelicas særprægede historie er virkelig enestående og helt særlig for den tid hun levede i. Fire forliste ægteskaber vidner om en af datidens såkaldte moderne kvinder, som higede efter succes, kærlighed og rigdom, men som samtidig fornægtede det, hun faktisk kom fra.
Hovmod står for fald
Jeg fristes til at bruge udtrykket: Hovmod står for fald om en kvinde, som glemte de fleste omkring sig i en evig længsel efter accept og magt øverst i hierarkiet. Således er historien både smuk, i det Angelica flere gange rejser sig som Fugl Fønix fra asken og kæmper sig op fra samfundets bund, – men også trist i det Angelica grundet sin beslutninger er en meget ensom kvinde, som sætter rigdom over sin datter. Bogen er tyk, men historien bliver aldrig kedelig. Faktisk er den ekstremt velfortalt og nærmest umulig at lægge fra sig. Udover Angelicas historie, så er miljøbeskrivelserne enormt grundige og giver bogen sit historiske islæt, som jeg finder virkelig interessant.
aug 17, 2022 | Romaner (danske)
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Dybt Vand
Forfatter: Anne Mette Lundtofte
Forlag: Gutkind Forlag
Sidetal: 208
Udgivelsesdato: 15/8 2022
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
Ny bog om sagen, der rystede hele verden:
For 5 år siden blev Danmark genstand for hele verdens opmærksomhed, da en ubåd med to personer for en stund forsvandt i Øresund. Kun den ene person, Peter Madsen, dukkede op til overfladen i live. Ubådssagen viste sig at være en af de frygteligste kapitler i dansk retshistorie og mediebevågenheden var enorm.
Forfatter til denne bog, Anne Mette Lundtofte dækkede sagen for “The New Yorker”. Ikke som retsreporter, men som dansk forfatter, der kunne give amerikanerne en “insider-vinkel” på den ubegribelige begivenhed, som havde fundet sted i et af verdens lykkeligste og mest sikre lande.
“Dybt vand’ er baseret på interviews med mange af de personer, der var involveret i efterforskningen. Bogen dokumenterer de ting, som vi ved med sikkerhed, også fra vidner som ikke tidligere har udtalt sig.
Handlingslinjen i bogen er kronologisk og som læsere bliver vi indviet i, hvad der skete hvornår. Det er derfor ikke en klassisk “True Crime bog” eller et retsdrama, men elsker du at læse begge dele, så vil du helt sikkert også finde denne bog interessant.
Bogen dækker sagen fra begyndelsen til slutningen:
Handlingen starter fra det af Kim Wall meldes savnet og slutter da Peter Madsen dømmes og ubåden ophugges. Bogen er opdelt i 3 dele: “Søredningen”, “Politiets efterforskning” og “Eftersøgningen af Kim Wall”. Rigtig mange forskellige kilder bruges undervejs til at give et nuanceret og grundigt indblik i sagen, og nye oplysninger kommer frem. Bl.a. omkring hvordan brugen af lighunde fra Sverige bistod til opklaringen på en måde, som udenforstående ikke var klar over.
Jeg fulgte meget med i sagen for 5 år siden. Det var nærmest umuligt ikke at lade vær’. På daværende tidspunkt fik man det hele i små stykker og kunne på den måde måske bedre fordøje det hele. Selvom bogen ikke har fokus på den ondskab, som ramte Kim Wall den augustnat for fem år siden, så er det stadig ubegribeligt at læse denne bog. Spændende men uhyggeligt.
Netop den kronologiske opbygning skaber en viden og overskuelighed over hele forløbet, som tilføjer øget klarhed omkring den store indsats, der lå bag hele efterforskningen. Jeg synes det er virkelig spændende læsning og vil helt sikkert anbefale bogen. Den er hurtigt læst og meget ordentlig i sin fortælling.
jul 31, 2022 | Krimi og spænding, Romaner (danske)
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Uglens øje
Forfatter: Sissel-Jo Gazan
Forlag: Politikens Forlag
Sidetal: 384
Udgivelsesdato: 15/6 2022
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
Ville du vælge at leve eller overleve?
Så kom jeg endelig til den.
Sissel-Jo Gazans nyeste bog og 3. Selvstændige bind i hendes videnskabs-krimiserie om efterforsker Søren Marhauge og professor Anna Bella Nor. Som i de to tidligere bøger i serien kombineres en drabssag og en politiefterforskning med videnskaben, og i “Uglens øje” er det medicinalindustrien, som er central for handlingen, og vigtige etiske dilemmaer dukker undervejs op til overfladen. Dette vender jeg tilbage til.
Som jeg skrev i min anmeldelse af “Svalens graf”, så anbefaler jeg, at bøgerne læses i rækkefølge, da personernes beskrivelser er ekstraordinære grundige, og hovedpersonernes udvikling interessante at følge.
Søren og Anna er tilbage, men ikke alt er som før:
Søren Marhauge er ikke sig selv. Faktisk har en en depression og er derfor kommet på et nyt anti-depressivt præparat kaldet “Trimixal”. Samtidig er han og Anna flyttet fra hinanden. Da den unge pige Solvej forsvinder og senere findes dræbt, har Søren svært ved at stole på sin egen dømmekraft.
Netop “Trimixal” spiller en vigtig rolle i romanen, og handlingen følger flere personer, som på forskellig vis er i berøring med medicinen. Sille Bjergagers mor har hele Silles liv været depressiv, indtil hun begyndte at tage Trimixal. Nu er hendes liv igen fyldt med mening og overskud. Det samme gælder for Silles bror, som lider af angst og tourette, og nu oplever at Trimixal dæmper begge dele, og gør ham i stand til til leve livet.
Ydermere følger bogen medicinaldirektør Tonny Enggaard, som har udviklet præparatet til sin elskede kone, der i store dele af sit liv har kæmpet med svære depressioner. For mange andre en Søren Marhauge er “Trimixal” et vidundermiddel, som øger livskvaliteten betragteligt.
Da der pludselig opstår et par mistænkelige dødsfald, er spørgsmålet dog, om Trimixal alligevel er så fantastisk, eller om man kan stole produktet og de videnskabelige data, som dokumenterer dets berettigelse på markedet?
Samtidig fylder sagen med Solvej, og Søren må tage stilling til, om han tør lade sin store datter Lily gå frit rundt uden overvågning.
Krimi og videnskab i en fantastisk kombination:
“Uglens øje” er en roman, som virkelig indeholder mange aspekter. For det første er handlingen usædvanlig spændende. -Den følger to spor: Et som drejer sig om efterforskningen på Solvej, og hvor Søren spiller en stor rolle som efterforsker, og et andet spor som har fokus på medicin og psykisk sygdom.
Det store spørgsmål i romanen er, om man vil leve livet mens man lever. -Også selv om det kan ende med at blive ens død? For hvis man som menneske pludselig får sin livskvalitet tilbage, kan gøre almindelige ting uden gener, men der så i stedet er en lille risiko for, at du vil dø af det, hvad ville man så vælge? Og hvem skal tage dette valg? En selv eller omgivelserne?
Samtidig kommer vores overvågningssamfundet op til debat. For er det ok at installere en overvågnings-APP på sin teenagers telefon, når der går en morder omkring?
Der er så mange ting i gang i denne bog, men det fungerer 100%. Den er spændende, aktuel, tankevækkende og vedkommende. Og så skriver @sisseljogazan bedre end nogensinde før. Som læser vil du nogle gange fortabe dig i personernes historie og glemme de bagvedliggende sager, men det fortæller bare lidt om, hvor godt den er skrevet
jul 8, 2022 | Romaner (oversatte)
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel; Je M ‘appelle Agneta
Forfatter: Emma Hamberg
Forlag: Forlaget Aronsen
Sidetal: 400
Udgivelsesdato 2/7 2022
Anmeldereksemplar
Når livet bliver for almindeligt – Tag til Provence
Hvis du mangler en skøn, humoristisk og varm sommerroman til din ferie, så vil jeg anbefale dig at læse “Je M ‘appelle Agneta”. Bogen er skrevet af svenske Emma Hamberg, som er en erfaren forfatter. Romanen er allerede solgt i over 100.000 eksemplarer i Sverige, og er nomineret til “Årets bog”. Emma Hamberg har allerede besluttet, at der kommer en 2-er, hvilket jeg personligt mener må være verdens bedste idé.
Agneta bor i Sverige sammen med sin mand Magnus. Hun lever et helt almindeligt liv, men har svært ved at finde meningen med det hele efter at børnene er fløjet fra reden. Magnus har besluttet, at de skal leve sundt, så kyllingeskind og sukker er forbudt i hjemmet, hvilket gør at Agneta må gemme rødvin og ost under sengen, som hun kan nyde i smug.
Magnus svømmer og cykler, mens Agneta ser serier og går i et med tapetet. Både hjemme og på arbejdet. Hun betegner sig selv som værende usynlig. En dag opdager Agneta en annonce i avisen. I den står, at en ældre dreng behøver hjælp til madlavning, rengøring og at sidde på en bar hver fredag klokken 17. Agneta er fristet, men hvad med hendes liv i Sverige? Og hvad hvis annoncen er falsk?
En aften tager Magnus hende på fersk gerning i at drikke rødvin og spise ost i sengen. I dette øjeblik beslutter Agneta sig. Hun tager afsted. Til Saint Carelle i Provence. I Frankrig venter der ikke Agneta en dreng, som skal have hjælp, men en ældre, dement mand, som bor i et kloster og har en penisformet swimmingpool. Agneta er chokeret, men beslutter sig for at blive i to uger. Hvad Agneta ikke ved er, at turen til Provence vil ændre hende for altid, og hun vil opdage sider af sig selv, hun ikke vidste eksisterede.

En bog fyldt med humor, kærlighed og varme
“Je M ‘appelle Agneta” er en hjertevarm roman, som på humoristisk vis beskriver, hvorledes livet nemt kan blive for almindeligt, og at det er nemt at falde ind i hverdagens trommerum. Agneta lever et liv, hun faktisk ikke ønsker med en mand, som har modsatrettede interesser end hende selv. Hun tvinges ind i en dagligdag, hvor hun skal spise kold grød til aftensmad og leve efter sin mands ønske, selvom hun egentlig hellere vil drikke vin, spise ost og se serier i sengen. Hun er gået i stå i livet, og har svært ved at finde sit eget ståsted i livet. Men så gør Agneta noget, som mange nok drømmer om. Hun rejser. Væk fra det hele. Hun begynder at leve. I takt med, at hun finder sig til rette i Frankrig opdager Agneta sider af sig selv, som hun ikke troede hun havde. Hun opdager hengemte drifter, hun dansker, spiser hvad hun vil og finder sig selv.
Agneta er en fantastisk person, som langsomt åbner sig op i takt med at romanen læses. Emma Hamberg skriver med humor og troværdighed, og som læser sidder man ofte tilbage med et stort smil på læben. Bogens vækker nok lidt genkendelighed for mange, og hvem drømmer ikke om engang imellem om at rejse ud i verden uden at vide, hvad der vil ske? At tage et opgør med livet.
“Je M ‘appelle Agneta” er en fortælling om at give slip, tage chancer og leve livet hver dag. Den er livsbekræftende, fantastisk og meget let at fordøje. Samtidig indeholder den under alt det sjove også lidt mere alvorlige temaer, som sætter bogens handling lidt i perspektiv.
Jeg synes personligt at denne roman er helt fantastisk. Og jeg kan ikke andet end at anbefale den. Læs, læs, læs!
6 ud af 6 stjerner

jul 4, 2022 | Børnebøger/Young adult-litteratur, Fagbøger
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Turen går til Youtube – En guidebog til forældre
Forfatter: Rasmus “Lakserytteren” Kolbe og Maria Baagøe Bové
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 26/1 2022
Anmeldereksemplar
En bog til forældre, som vil vejlede deres børn i brugen af YouTube
Undrer du dig også over, hvad dine børn laver på YouTube? -Og har du svært ved at følge med, når du hører ord som “Subscriber”, “FAIL” og “Mugbang”, så er der heldigvis hjælp at hente.
En af Danmarks mest kendte youtubere Lakserytteren og Maria Baagøe Bove som bl.a. er redaktør for sociale medier hos Red Barnet, har slået sig sammen om at lave denne guidebog til forældre, således at de bedre kan forstå børnenes brug af YouTube, samt det univers, som mange børn elsker. I bogen sættes der fokus på børn fra 0. Til 6. Klasse, men bogen kan også benyttes af forældre til børn, der er lidt ældre eller yngre.
De to forfattere til bogen har ligeledes samarbejdet med specialister i pædagogik, medier og børneliv for således at kunne guide og oplyse forældre omkring børnenes brug af YouTube, ligesom de trækker på egne erfaringer og store viden på området.
Forældre tages i hånden fra start til slut
Bogens opbygning er overskuelig, og som forælder bliver man taget fuldstændig i hånden fra start til slut. Først får man en fx en forklaring på, hvad en algoritme er, og hvordan den virker. Senere i bogen fokuseres der på begrebet skærmtid, og der tages en slags opgør med dette. Det er værd at bemærke, at forfatterne er positive i forhold til brugen af mediet, men at der ifølge dem er brug for mere viden omkring de faldgrupper, der er når man færdes på YouTube.
Som SSP-lærer skal vi undervise i digital parathed. Et af de vigtigste budskaber er, at vi som forældre skal blande os i vores børns digitale liv. Netop dette støtter bogen op om. Den opfordrer forældre til at gå ind og følge med, spørge ind til, og i det hele taget vise interesse for livet på børnenes sociale platforme.
Bogen kommer i den forbindelse med nogle helt konkrete spørgsmål, man kan stille børnene.
Et andet vigtigt budskab i bogen er, at YouTube ikke er Fjernsyn for dig i digitale klæder. Det er et interaktivt fællesskab, hvor man skal lære at færdes. YouTube er en digital legeplads, hvor de færreste voksne leger med, hvilket kan have de konsekvenser, at de oplever ting, der overtræder deres grænser. Det er altså nødvendigt, at vi forældre sætter os ind i børnenes liv på nettet og vejleder dem i at gebærde sig digitalt.
Nyttig information
For mig har bogen været rigtig nyttig. Den har givet mig en større indsigt i, hvad der kan fascinere vores børn på YouTube, samt hvordan vi kan støtte dem i brugen heraf. YouTube er kommet for at blive, og derfor skylder vi vores børn at give dem de bedst mulige forudsætninger for at færdes på platformen. Jeg er blevet klogere.
jun 14, 2022 | Børnebøger/Young adult-litteratur
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Bogen der VIRKELIG ikke ville læses
Forfatter: David Sundin
Forlag: Gutkind Forlag
Udgivet på dansk: Den 8/6 2022

Bogen der VIRKELIG ikke ville læses
Har du nogensinde læst en bog, som gjorde alt hvad den kunne for ikke at blive læst? Det havde jeg ikke, indtil pigerne og jeg læste “Bogen der virkelig ikke ville læses”. I øvrigt efterfølger til “Bogen der ikke ville læses”, som vi simpelthen også bliver nødt til at forsøge os med herhjemme.
Begge bøger er skrevet af David Sundin, som er svensk stand-up komiker, skuespiller og nu også forfatter. Min første tanke er, at han har valgt de helt rigtige professioner, for denne bog er helt vildt sjov!
Hvordan er det en bog ikke vil læses? Svarene kan (åbenbart) være mange, men som læser advares man allerede, når man læser bagsideteksten. Her står der bl.a. at hvis man er ude efter en sød lille hyggebog, så skal man finde en anden.
Kaster man sig alligevel ud i læsningen, så skal man være forberedt på lidt af hvert. Bogen gør virkelig alt, hvad der står i dens magt, for ikke at blive læst. Den snyder, laver falske slutninger, bider, forvandler S’er til F’er, bliver til en hat og mange andre krumspring i dens iver for at blive fravalgt. Det er simpelthen for underholdende og pigerne og jeg fik helt ondt i maven af grin.
Efterfølgende kan man godt blive lidt i tvivl om, hvad bogen egentlig handlede om. Det gør dog ingen verdens ting, for vi havde en fest, mens vi forsøgte at finde ud af det.
Jeg vil lade billederne her tale for sig selv, og så i øvrigt sige, at bogens målgruppe breder sig fra 4 år og op til humoren forlader en fuldstændig. Bedøm selv, hvis du tør give dig i kast med den.


jun 12, 2022 | Romaner (danske)
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Sult
Forfatter: Tine Høeg
Forlag: Gutkind Forlag
Sidetal: 422
Udkommet den 10/6
Anmeldereksemplar/Reklame
En bog om fertilitetsbehandlinger og konsekvenserne for et menneske
Jeg er femogtredive år, jeg er hverken eller, jeg er både og. Jeg kan dreje alle hoveder på et dansegulv, hvis jeg tager en stram kjole på, men døden har taget bolig i mig. Jeg er en kneppedukke med altings ophør bag øjnene. Måske kan du ikke se det endnu, men nedbrydningen er begyndt…
Jeg testede i morges. Negativ. Selvfølgelig. Blev ked af det alligevel. (S. 280)
“Sult” er en enormt åben, ærlig og smertelig fortælling om, hvad fertilitetsbehandling gør ved et menneske. Tine Høeg tager sine læsere med på en rejse helt ind i mørket, hvor sulten efter at få et barn er altoverskyggende, og hvor alt andet føles sekundært.
Mia og Emil forsøger at få et barn. Emil har to børn fra et tidligere forhold, men Mia har ingen, og de brænder voldsomt efter at blive forældre sammen.
Langsomt forvandles drømmen til et mareridt, da projektet trækker ud, skuffelserne stiger og særligt Mia får sværere og sværere ved at kende sig selv. I stedet vender hun sig mod skriften og dokumenterer hele forløbet i dagbogsform. Som den kunstner hun er, bliver sproget lyrisk, smukt og umiddelbart.
Længsel, kærlighed, begær, håb, modløshed, uro og smerte. Det hele blandes sammen i forsøget på at lykkes. På at nå målet. Få et barn.
Samtidig sættes parforholdet på prøve, for hvordan kan man være kærester, når man efterhånden hverken kan kende sig selv eller sin krop?
Personlige erfaringer skrevet som et essay i dagbogsform
Denne bog er kunst. Og den er vigtig. Mia i bogen forsøger på et tidspunkt at vende sig mod litteraturen, men finder ikke noget, som beskriver de ærlige, rå følelser et menneske som er i fertilitetsbehandling besidder. -Netop derfor har denne bog manglet.
Det er en helt særlig oplevelse at læse “Sult”.
Tine Høeg er sprogligt så stærk, at det er umuligt ikke at føle det samme som hovedpersonen. Et tab af sig selv som menneske, smerte men også håb. Selvom det hele forbliver uforløst og uroen står stærkest til sidste side, så er læseoplevelsen alligevel helstøbt. For er der ikke plantet et lille strejf af håb? Det vil jeg lade andre læsere selv vurdere.
“Sult” er en helt særlig litteraturoplevelse, som jeg vil anbefale. -Til kvinder, kærester, mødre, fædre, søskende og alle andre. Tillykke med udgivelsen Tine Høeg og tillykke med graviditeten.
jun 1, 2022 | Romaner (oversatte)
Af Louise Juelskjær Hansen
Titel: Firekeepers datter
Forfatter: Angeline Boulley
Forlag: Gutkind Forlag
Sidetal: 492
Udgivelsesdato 1/6 2022
En bog om indfødte amerikanere i et moderne perspektiv
Har du nogensinde læst en bog om de indfødte amerikanere, som i dag fortsat lever i reservater i særligt det nordlige Amerika? Det havde jeg ikke. Faktisk var den verden fuldstændig ukendt for mig, da jeg startede læsningen af Firekeepers Datter. Jeg undrede mig også over titlen. Hvorfor var den ikke helt oversat? Jeg fandt ud af, at “Firekeeper” både er en titel, som dækker over at “holde bålet i live til ære for de afdøde”, men at det i bogen også er et eftertragtet efternavn på hovedpersonens fader og dennes familie. Så blev jeg så klog.
Næste spørgsmål i rækken lød så, hvad kunne jeg forvente mig af denne bog? At den har et særdeles flot, anderledes og indbydende cover hersker der ingen tvivl om, men jeg vidste på ingen måder, hvilken anderledes, spændende og fuldstændig fantastisk verden, der åbenbarede sig for mig allerede efter de første par kapitler.
Forfatter Angeline Boulley har skrevet denne bog, da hun mener, at der er for få bøger om indfødte amerikanere i et moderne perspektiv. Hun kommer selv fra Sugar Island, Michigan og formidler således hendes egen historie i en fiktiv form, naturligvis tilsat en masse drama. Som læsere bliver vi inviteret indenfor i et univers, som på mange måder er velkendt, men hvor der hersker helt særlige regler og normer, der binder de små samfund i samfundet sammen.
En thriller med en helt særlig hovedperson
Daunis Fontaine har opgivet sin store drøm om at komme på college og spille ishockey. Særlige, alvorlige familie-omstændigheder tvinger hende i stedet til at blive boende i hjembyen, hvor hun kan være tæt på sin moder og bedstemoder. Daunis er intelligent, men er opfyldt af en rodløshed, som gør, at hun har svært ved at finde fodfæst i livet. Hun er nemlig kun halv indfødt, og kan således ikke søge om medlemskab af den stamme hendes far tilhørte. Accepten af skulle blive på det lokale college, bliver lidt mere udholdelig, da byens ishockeyhold får en ny spiller, den flotte, hemmelighedsfulde Jamie. Efter Jamies ankomst til byen sker mystiske ting i reservatet, og lokalområdet rystes snart af et mord. Et mord som Daunis er vidne til, og som får store konsekvenser for hende.
Daunis kontaktes af FBI, som vil samarbejde med hende om at komme til bunds i en sag om dødbringende og afhængighedsskabende stoffer, som distribueres i reservatet. Daunis tvinges nu til at tage stilling til, hvilken side hun er på, og om reservatet vil bestå, hvis alle hemmelighederne kommer frem.
Spænding til sidste side
Firekeepers datter er en helt særlig, intens og spændende fortælling. Den er meget anderledes end alt andet, jeg hidtil har læst, og jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig. I starten forvirres jeg en smule af de indianske ord, som bruges lidt i flæng, og som nogle gange forklares og andre gange ikke. Her ville en ordliste i starten have været virkelig godt, for en som mig, der gerne vil have det hele med. Ret hurtigt hvirvles man dog ind i handlingen, opslugt af Daunis’ historie, de indfødte amerikaneres traditioner og ikke mindst af den tempofyldte fortælling. Så bliver betydningen af de ord, man som læser ikke forstår sekundær.
Dette er en bog, som ikke slipper dig, når sidste side er læst. Jeg har været inde og læse meget mere omkring nutidens indfødte i USA, da jeg faktisk var lidt rystet over, at min viden på området var så begrænset. I bogen problematiseres det, at stammerådende har så stor magt, at det ikke er alle alvorlige sager, som straffes i reservaterne. Sidst i bogen beskrives det, hvordan 84% af indfødte kvinder har oplevet vold i løbet af deres liv og at hele 56% har oplevet seksuel vold. Stammerådene og stammepolitiet står over USA’s føderale lovgivning, og man kan som indfødt ikke regne med, at alle bliver straffet retfærdigt.
Daunis er en helt fantastisk hovedperson, og en god repræsentant for både indfødte og ikke indfødte. Bogen rummer udover et spændende plot også enormt vigtige temaer som: Identitet, tab og retfærdighed. Det er en indførelse til en helt anden verden, og en fortælling om de ceremonier, traditioner, miljøer og kulturelle begivenheder som er en indgroet del af det at være indfødt amerikaner.
Jeg kan ikke sige så meget andet end, at denne bog skal læses.
6 ud af 6 stjerner

maj 27, 2022 | Romaner (oversatte)
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Lize Spit
Titel: Jeg er her ikke
Forlag: Gutkind Forlag
Sidetal: 495 sider
Udgivelsesdato: 18/5 2022
Anmeldereksemplar
En bog om psykisk sygdom
Dette er bog, som næsten gør dig tom for ord og tager vejret fra dig. Det er en bog om psykisk sygdom, og hvordan man som pårørende oplever sin nærmeste ændre karakter fra den ene dag til den anden.
Forfatter Lise Spit har tidligere udgivet “Det smelter”, som vandt flere priser og lå øverst på den belgiske bestsellerliste i et år. “Jeg er her ikke” er hendes 2. Roman, og mit bud er, at den også kommer til at gøre sig særdeles bemærket i litteraturens verden.
Hvordan skal pårørende reagere?
Leonie (Leo) og Simon har været kærester i 10 år. De er forbundet på en måde, som de færreste forstår, knyttet sammen af tabet af deres mødre og en kompliceret barndom. De har meget få venner, men til gengæld har de hinanden, hvilket har været mere end rigeligt for dem.
En sen nattetime kommer Simon hjem fra byen. Han virker forandret og har svært ved at falde til ro. Ydermere har han fået en tatovering, og med denne et nyt mål og projekt fra fremtiden. Leo prøver at leve videre som hidtil, men langsomt falder det liv og den Simon hun kendte så godt fra hinanden, og Leo fanges i spændingsfeltet imellem sin loyalitet til Simon og hendes behov for også at leve videre.
Dette er en helt særlig roman, som på alle måder kommer ind under huden på dig. Lize Spit tilegner bogen til alle pårørende til mennesker med en psykisk sygdom, fordi fokus ofte er på den syge, mens mennesker tæt på bliver overladt til sig selv.
Lize Spit er uddannet manuskriptforfatter og hendes evne til at skabe filmiske scener på skrift træder tydeligt frem i bogen, og gør handlingen ekstremt levende. På første side starter en nedtælling til, fornemmer man hurtigt, et klimaks. Denne nedtælling fortsætter ind til sidste side, men i de mellemliggende kapitler hører vi om hele Leo og Simons liv både før, under og efter den skæbnesvangre nat, hvor Simon kommer forandret hjem. Alt er ekstremt velskrevet, barsk og til slut så spændende, at man stopper med at trække vejret.
Kan kærligheden overvinde alt?
Dette er en bog om ubetinget kærlighed, psykisk sygdom, svigt og ikke mindst om at finde sig selv på ny i en forandret verden, hvor alt det man troede var ens faste holdpunkt i tilværelsen, pludselig rives væk, for aldrig mere at blive det samme igen. Undervejs krydser Leo nogle grænser, som for mange virker fuldstændig utænkelige, men ikke desto mindre vidner om stor kærlighed og ekstrem sårbarhed.
Jeg kan ikke sige så meget andet end, at alle bør læse denne fantastiske roman. Den er fuldstændig eminent.
maj 21, 2022 | Historiske romaner, Romaner (danske)
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Ralph Mølders
Titel: Hallænderen og valkyrierne
Forlag: Historia Forlag
Sidetal 557
Modtaget som anmeldereksemplar
Middelalderroman med inspiration fra Arn
Som historielærer gør det mig ekstra varm om hjertet, når jeg bliver spurgt, om jeg vil læse og anmelde bøger, hvori bestemte historiske perioder er essentielle for handlingen og den forståelse, man som læser har for personer og begivenheder, som optræder undervejs i historien.
I “Hallænderen og valkyrierne” befinder vi os i Middelalderen på tiden, hvor Valdemar den Store reagerer landet. Bogens hovedperson er Roar Sigmondson, som vokser op på godset Eketorp i Halland. Godset er privilegeret af at få tilført betydelige midler af den danske konge, og Roar vokser derfor op i et trygt miljø og med muligheden for at få en særdeles grundig uddannelse i sprog, læsning og regning.
Roar mestrer særlige evner som kriger, hvilket gør, at han i en ung alder uddannes som ridder og i en periode også agerer som dronningens personlige livvagt. I det hele taget er Roar en helt særlig person, som behersker en naturlig autoritet og som handler retfærdigt, hvor end han bevæger sig. Det viser sig, at Roar i virkeligheden er særdeles nært beslægtet med kong Valdemar, hvilket dog for de fleste forbliver en hemmelighed.
På tiden for de store korstoge bliver Roar sendt afsted som tempelridder til Det Hellige Land, hvor han skal besigtige forholdene og rapportere herom til Vatikanet.
En dag møder han ved et tilfælde den smukke Zarah, søster til de kristnes værste fjende, Saladin. Roar og Zarah forelsker sig og rejser sammen tilbage til Danmark. Herefter følger vi Roars videre udvikling, samt hans rejser rundt i Norden. Til Roars held kommer flere og flere kvinder til undervejs.

Stor historisk indsigt
Denne roman er blevet til på et grundigt forarbejde og en virkelig stor historisk indsigt. Det er en særdeles fyldestgørende og detaljeret fortælling om 1100-tallets indenrigs- og udenrigspolitiske forhold, samt levevis, tro, stridigheder og alliancer.
Persongalleriet er en blanding af fiktive personer, så som Roar og Zarah og historiske, virkelige personer, som fx Absalon, Leif den Lykkelige, Valdemar Den Store mv.
Hvilket fungerer rigtig godt.
Bogen er, hvad man vil betegne, som en ordentlig mursten og selvom det er en historisk roman, som inddrager mange virkelige begivenheder, så er persongalleriet nærmest “eventyr-agtigt” med den helt klare opdeling af godt og ondt. Roar og hans valkyrier er ubetinget de gode, mens man ikke undervejs er i tvivl om, hvem der er de onde. Faktisk er Roar så god, at man næsten sidder og håber, at han på et eller andet tidspunkt, kommer til at begå en fejl.
Man skal helt sikkert være til den denne periode i historien, hvis man starter på denne bog. Dens detaljerede gennemgang af alle begivenhederne kalder på historienørderne, og selvom der er flere spændingsopbyggende momenter undervejs, er man aldrig rigtig i tvivl om, at Roar og hans valkyrier overvinder alt. Jeg er rigtig godt underholdt og imponeret over denne bogs grundighed, men jeg kunne godt se, at det også kunne fungere fint, uden så mange gentagelser og udpenslinger undervejs.
Selve handlingen kommer også forbi min egen by, og det er hyggeligt at læse om “Torvet i Næstved”.
“Hallænderen og valkyrierne” er første bind i en planlagt serie.
Jeg ser meget frem til næste bog, når den udkommer.
⭐⭐⭐⭐ ud af 6 stjerner

maj 10, 2022 | Romaner (oversatte)
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Linda Olsson
Titel: Langsomt lukker jeg døren
Forlag: Forlaget Aronsen
Udgivet: 23/3 2022
Sidetal: 250
Anmeldereksemplar

En følsomhed som er sjælden i litteraturen
Kender I de små fine perler af bøger, som sætter et helt særligt aftryk efterfølgende? Dem som er uden de helt store armbevægelser, og hvor spændingskurven egentlig er konstant flad, men alligevel rammer på en helt særlig måde? Sådan en bog er “Langsomt lukker jeg døren”.
Forfatter Linda Olsson har tidligere skrevet “Astid og Veronika”, samt flere andre romaner, men personligt er det mit første bekendtskab med hendes forfatterskab, og jeg var derfor meget i tvivl om, hvad der ventede mig.
Et brev til sin elskede
Bogen er bygget op som et brev, skrevet af kvinden Helga til sin mand Peter. Langsomt, som bogens handling skrider frem, får læseren et indblik i, hvad hvad der er på spil for Helga, og hvad hendes hensigt med brevet er. Sideløbende med Helgas beretning nedskriver manden Joseph sine tanker, hvori han også fortæller om sit møde med Helga, og hans følelser for hende. To sårede sjæle der forsøger at finde en mening med livet.
Helga har besluttet sig for at forlade sit hus og tage på en rejse. Det liv hun kendte blev ødelagt, og trøsten har hun derfor fundet på Hamilton Beach, hvor hun de sidste 7 år har kigget ud over havet. I mødet med den yngre Wills får hun modet til at se smerten i øjnene og tage på en rejse tilbage til fortiden. For at komme videre med sit liv, skriver hun derfor et følelesladet, men nødvendigt brev.
Langsomt lukker Helga døren til det liv, som ikke længere er. Til den ulykkelige situation hun er havnet i. Hun bruger sin fortid til at finde en mening med nutiden, samt en grundt til at fortsætte livet på trods af voldsomme og uventede livsomstændigheder.
En bog om at finde sig selv
Dette er en bog om at finde sig finde sig selv og acceptere, samt leve med de reaktioner, der følger når det værst tænkelige rammer. Som beskrevet er dette en bog, som bliver siddende i bevidstheden. Den er helt særlig, følsom og fin i sin helhed, og selvom tempoet ikke er højt, så kan man ikke lade vær’ med at fortsætte rejsen sammen med Helga.
Er du til rørende, smukke og følsomme romaner, som går lige i hjertet, så vil jeg helt sikkert anbefale bogen. Jeg er simpelthen så glad for at have læst den, selvom den adskiller sig en del fra mange af de romaner, jeg normalt læser.

maj 2, 2022 | Børnebøger/Young adult-litteratur
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Susanne Meelbye
Titel: Lærke – helt tæt på
Forlag: Forlaget Meelbye
Udgives: 5/5 2022
Anmeldereksemplar
Hvad vil det sige at være anderledes?
Aya og jeg har fået lov at smuglæse i den nye børne/ungdomsbog: “Lærke -helt tæt på”, som udkommer på torsdag den 5/5. Susanne Meelbye er en erfaren forfatter, som har skrevet flere kriminalhistorier, men det er første gang hun kaster sig over børnebogsgenren. Bogen er fra ca. 9 år, men min 8-årige datter havde stor glæde af historien og læste den også på egen hånd.
Lærke er ikke som alle andre. Hun har et synshandicap som gør, at hun næsten ikke kan se og bliver sort på næsen af bogstaverne, når hun læser, fordi bogen skal være så tæt på. Lærke lader sig dog ikke slå ud, og hun klarer sig som alle andre i hverdagen. Desuden har hun verdens bedste veninde i Freja, og så er hun særligt god til at dyrke judo.
Alle med undtagelse af Camilla (som Lærke kalder Cruella De Vil) accepterer Lærke som hun er, men Camilla er altid efter hende. Det bliver ikke nemmere af, at både Lærke og Camilla har et godt øje til Lukas fra klassen, og Camilla er villig til at bruge feje tricks for at “få ham”. Bedst som Lærke er mest vred på Camilla, opdager hun, at Camilla har sine egne ting at slås med. Måske de i virkeligheden ikke er så forskellige, som de selv tror?
Det handler om at tro på sig selv
“Lærke – helt tæt på” er en historie om at være anderledes uden at lade sig slå ud af det. Bogens fokus er hele vejen igennem på Lærkes styrker, samt hendes evne til at stå ved sig selv på trods af de udfordringer, som hun møder på sin vej. Fortællingen viser os, hvor meget gåpåmod og viljestyrke betyder i forbindelse med svære livsomstændigheder og modgang. -At det er vigtigt ikke at give op, men at blive ved med at kæmpe.
Venskab er også et vigtigt og relaterbart tema i bogen. Den belyser på fineste vis, hvordan et rigtigt venskab skal være, og hvor meget det betyder for et ungt menneske at have gode og stærke relationer i nærmeste omgangskreds. Ydermere minder bogen os om, at alle har noget at kæmpe med her i livet, og hvis vi kan se bag de forsvarsværker, som ofte sættes op herfor, så har vi mere tilfælles end vi lige går og tror.
Både Aya og jeg synes, at det er en rigtig dejlig bog, som retter fokus mod de positive sider ved at skille sig lidt ud. Aya sagde efterfølgende: “Lærke er mega sej, for hun er altid sød mod andre, og så er hun vildt god til rigtig mange ting”.
– Netop dette sætter hovedet på sømmet i forhold til vores tolkning af bogens budskab. At alle er gode til noget, og vi skal sørge for at lade vores styrker definere vores liv, og ikke lade os slå ud af vores svagheder.

“Lærke – helt tæt på” er en skøn og positiv historie, som mange børn og unge kan finde glæde ved at læse. Bogen er nem at komme igennem, og så indeholder den nogle fantastiske og farverigt illustrationer, som virkelig giver en lyst til at læse videre. Bogen kommer i øvrigt også som lydbog, til de som har glæde af dette.
apr 27, 2022 | Erindringer og biografier
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Louise Rams
Titel: “En dag med gode hensigter”
Forlag: Byens Forlag
Sidetal: 294
Udkommet:8/4 -2022
Anmeldereksemplar

Når alt ikke er, hvad det ser ud til
Dette er romanen om en barndom, som på overfladen virkede helt almindelig, men som bag lukkede døre var en helt anden. Det er forfatter @louiseariesenrams debutroman, og den er baseret på hendes egne erindringer om en barndom i 80’erne, hvor alt ikke var, hvad det ellers lignede udadtil. En barndom som for Louise har sat sine spor ind i voksenlivet.
Louise vokser i 80’erne op i en lille by i Nordjylland. Hun er familiens yngste, og bor til dagligt sammen med sine storesøstre og forældre, der til dagligt driver en vognmandsforretning, i (hvad der ligner) en helt almindelig familie.
Louise elsker sine forældre, men særligt forholdet til moderen bliver hurtigt konfliktfyldt. Moderen har ikke nok i faderen, og Louise kommer i en ung alder med ud til moderens andre mænd. Moderen udviser ofte en grænseløs adfærd, og fortæller sin datter ting, som man normalt ikke deler med sine børn.
Samtidig er moderen meget omskiftelig i sit humør. Hun græder ofte eller skælder ud, ligesom hun siger ting som: ” “. Nogle gange slår hun, men værst af alt, så føler Louise ikke, at moderen interesserer sig for hende, og hun kæmper igennem livet for moderens anerkendelse og kærlighed.
Som voksen falder Louise pludselig fra hinanden, og det kommer til et opgør med moderen. Det der egentlig skulle være en dag med gode hensigter ender fatalt for Louises fremtidige forhold til moderen.
Gode hensigter er ikke altid nok
Bogen springer i tid undervejs. I en del af kapitlerne er vi tilbage i Louises barndom, hvor det beskrives, hvordan lille Louise kæmper for sin moders opmærksomhed. I andre kapitler er Louise blevet voksen, og vi følger hvorledes påvirkningerne fra barndommen fortsat fylder enormt meget i forfatterens voksne liv.
Louise bærer i sin barndom på enormt mange hemmeligheder, som naturligvis skal fejes ind under gulvtæppet, da ingen i det lille samfund skal få mistanke om, at ikke alt er som det skal være i familien. Barnet Louise oplever en splittelse imellem sine forældre, hvori hun føler sig fanget af moderens opførelse og deres fælles viden. Louise skammer sig over sin moderes behov for opmærksomhed fra andre mænd, hvilket gør, at hun udvikler sig til en meget sårbar og ensom pige.
Bogen fortæller endvidere på rigtig fin vis, at det ikke kun er misbrug af forskellig art, som kan resultere i ar på sjælen hos børn. -At der også er andre former for svigt, som kan påvirke familier, og hvor meget ens barndom egentlig har betydning for de ting, man har med sig i sit voksne liv.
Dette er en rigtig fin fortælling om en skæv mor/datter relation, hvor der ikke lægges fingre imellem undervejs. Meget ærlig bog, som man bliver påvirket af, og som er nem og hurtig at læse. Mit eneste kritikpunkt er, at der er lidt for mange hop frem og tilbage i handlingen, hvor der fortælles om forskellige årstal.
En bog lige fra hjertet, som jeg klart vil anbefale.
⭐⭐⭐⭐/6 stjerner
apr 22, 2022 | Børnebøger/Young adult-litteratur
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Maria Eun Elkjær
Titel: Ellens mor har skæve øjne
Forlag: Forlaget Indblik
Udgivet: 7. April 2022
Anmeldereksemplar
Fra 1972-1985 blev der hvert år adopteret ca. 400 sydkoreanske børn af danske familier. Forfatter til “Ellens mor har skæve øjne”, Maria Eun Elkjær, var selv et af de børn, da hun i 1972 kom til Danmark, blot 5 måneder gammel. Hun har skrevet bogen for at give børn en større forståelse af, hvad det vil sige at være adopteret, samt for at forsøge at svare på nogle af de spørgsmål hun selv blev stillet som barn. Ligeledes manglede der ifølge Maria børnelitteratur, hvor det ikke var barnet, men en forældre, der var den adopterede.
Forskellighed og forståelse
Ellen er 7 år, og bor sammen med sin mor, far og lillebror. Ellens skal til et projekt i skolen fortælle om sin familie, og hun lægger pludselig mærke til, at hendes mor og far ser meget forskellige ud. Ellens mor blev som lille adopteret fra Sydkorea, og Ellen vil meget gerne vide, om mormor så ikke er rigtig mor til Ellens mor? Dette giver flere gode snakke omkring, at en rigtig mor sidder i hjertet, og at Ellens biologiske mor sidder i blodet.
I skolen finder Ellen ud af, at alle familier faktisk er forskellige. Nogle børn bor i en Regnbuefamilie, andre kender ikke deres far, og så er der Clara, som bor i en kernefamilie.
“Ellens mor har skæve øjne” er en rigtig fin børnebog, som både sætter fokus på det at være adopteret, forskellighed, samt hvor kedeligt alt ville være, hvis vi alle var ens. Ydermere berører bogen, hvorledes vores sprogbrug har forandret sig igennem årene. Ellens morfar kalder fx en flødebolle for et “negerkys”, Ellens mor køber en “Eskimo is” og Ellens far synger den gamle version af “Elefantens vuggevise” -Den hvor Jumbo får en negerdreng som rangle.
Alt i bogen er fortalt i børnehøjde, og herhjemme gav det anledning til mange gode snakke. Hverken Aya eller Ella vidste fx hvad et negerkys var, og vi snakkede derfor om, hvorfor man ikke brugte det ord mere. Der er på intet tidspunkt en løftet pegefinger i fortællingen, alt bliver forklaret med udgangspunkt i en nysgerrig tilgang, og bogen indeholder megen læring og udvider børnenes horisont på en rigtig fin måde. De farvestrålende illustrationer understøtter historien på en rigtig god måde.
Det har været en rigtig god læseoplevelse både for pigerne og deres mor, og vi anbefaler bogen til alle nysgerrige børn over 5 år.
apr 15, 2022 | Romaner (danske)
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Jesper Stein
Titel: Ædru
Forlag: Politikkens Forlag
Sidetal: 210
Udgivet: 16. Marts 2022
Sidste år havde jeg fornøjelsen af at læse Jesper Steins meget ærlige roman “Rampen”, som er fortællingen om forfatterens eget liv og bl.a. handler om, hvordan forældrenes skilsmisse påvirkede familien, og særligt Jesper midt i en tid, som ellers skulle afspejle ungdommens evne til at leve ubekymret, og hvori identiteten så småt skulle dannes og sindet udvikles.
I “Rampen” beskrives bl.a. hvordan alkohol, særligt efter skilsmissen, bliver en præmis både i moderens og faderens liv, og hvordan familien langsomt, men sikkert går i forfald, og særligt moderen dvæler i selvmedlidenhed. -Noget som den unge Jesper uundgåeligt påvirkes af.
I sit eget ungdoms- og voksenliv har Jesper Stein, ligesom forældrene, kæmpet en kamp med både skilsmisser og et stort alkohol forbrug, og det er opgøret med sidstnævnte, som “ÆDRU” handler om.

Opgøret med sit livs løgne og misbruget
I “ÆDRU” lurer skilsmissen lige om hjørnet, og Jesper Stein har besluttet sig for at tage et endeligt opgør med alkoholen. Han kommer i Minnesota-behandling i forsøget på at redde sin familie og i erkendelsen af, at selvhadet er større end nogensinde.
Bogen skildrer side for side Jespers oplevelser med misbrugsbehandlingen. Den går tæt på hans inderste tanker og følelser, samt følger ham i mødet med andre misbrugere. Det der fylder rigtig meget i den proces alkoholikerne befinder sig i, er at de skal finde sig selv på ny. – At de bliver nødt til at tage et opgør med deres egne løgne, selvbedrag og måder at anskue verden på. For hvem er de egentlig uden misbruget, som har fyldt alt de seneste mange år:
“Vi taler meget om løgn til møderne” Om hvor meget vi har løjet”. Vi har løjet om vores stof. Alkohol. Kokain. Hash. Det er man nødt til for at kunne blive ved, for hvis man er ærlig, er der nogen, der siger stop. Så vi lyver. Mest over for os selv… Jeg kan simpelthen ikke fortælle sandheden om de mest banale ting. Jeg registrerer det ikke længere”. (S. 21)
“Jeg ved ikke, hvad det er at sige sandheden, sige, hvordan jeg har det. Jeg siger det, jeg forventer folk gerne vil høre. Derfor er jeg usynlig. Jeg findes ikke. Jeg er en løgn”. (Side 36)
Undervejs i romanen kommer nye ansigter til i behandlingen. Mange benægter at have et problem. Jesper kalder dem og sig selv funktionelle alkoholikere. Det er dem som, ifølge deres egen optik, har opført sig helt “normalt”. Dem som har klaret et arbejde, kærester, børn mv. uden at nogen har lagt mærke til deres misbrug. Dem som er fuld af undskyldninger og som ikke er ærlige, hverken over for sig selv eller andre.
Jesper søger løbende i sin behandling tilbage i litteraturen til værker og personligheder, han tidligere har fundet inspiration hos. Han genlæser på ny, og ser det hele med nye øjne. Noget forkaster han med sit ændrede syn på alkoholen, samt nye livsanskuelser, og andet følger ham næsten hele vejen gennem behandlingen. Hans tanker og refleksioner er undervejs beskrevet på en måde, så det er umuligt ikke at blive rørt. Generelt behandles alt i denne bog respektfuldt og ordenligt, men med en enorm personlig og dyb indlevelse, som gør bogen fantastisk, men også meget hård at læse. Jesper er simpelthen så sårbar hele vejen igennem, hvilket er enormt modigt, men heldigvis også fungerer virkelig godt, også i kraft af hans evne til sprogligt at trække læseren ind i hans fortælling.
Jesper Stein kan helt sikkert noget med ord, som er helt særligt. Romanen er hans egen. Det er hans oplevelse og fortælling om at blive ædru, og sige endegyldigt farvel til alkoholen. Bogens resterende personer er fiktive.
Dette er historien om en genskabe sig selv uden alt det trygge, som alkoholen kan give. Om at sige farvel til den måde, Jesper som menneske har ageret på igennem hele sit voksne liv. Om at sige farvel til det glas vin, man ved bliver til flere, og lære sig selv at begå sig i sociale lag uden alkohol, selvom det har været selve kernen i alt socialt. Det er en bog fyldt med personlig tragedie, men også med håb.
En meget stærk og rørende bog, som kun kan anbefales.
5/6 stjerner

apr 14, 2022 | Historiske romaner, Romaner (oversatte)
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Natasha Lester
Titel: Huset på Rivieraen
Forlag: Alpha Forlag
Sidetal: 492
Udgivet : 18. Januar 2022
En roman som forbinder fortid og nutid
Når det kommer til historiske romaner, så har jeg de sidste par år haft to yndlingsforfattere. Den ene er naturligvis Kristin Hannah, som jeg tit roser til skyerne herinde, og den anden er Natasha Lester, som også har en helt særlig, rørende skrivestil. “Huset på Rivieraen” er mit tredje bekendtskab med Lesters forfatterskab, og tidligere anmeldelser af hendes bøger kan naturligvis findes på min IG profil og på min Facebook side.
Som i sine foregående romaner er der også i “Huset på Rivieraen” to tidsspor at følge, og handlingen skifter undervejs mellem disse. I det ene spor foregår handlingen i Paris fra 1939-1944. Her følger vi den unge kvinde Eliane Dufort, som læser på kunstakademiet, samt arbejder på “Louvre” da tyskerne besætter Paris. Herefter bliver Elianes opgave at kategorisere de franske kunstskatte, som tyskerne er i færd med at stjæle. Hun forstår udmærket tysk, og begynder langsomt at give de informationer hun får videre til modstandsbevægelsen.
I det andet tidsspor centreres handlingen om Den Franske Riviera i 2015. Her prøver den australske modeekspert Remy at få sit liv tilbage efter en frygtelig ulykke, som har ramt hende. Til hendes store overraskelse opdager hun en liste over kunstværker, som blev stjålet af tyskerne under 2. Verdenskrig. På den liste finder hun et maleri, der hang på hendes børneværelse i Australien, da hun var barn. Hun begynder derfor at grave efter sandheden om sin familie.
Virkelige begivenheder som inspiration
Romanen er baseret på virkelige begivenheder og sætter fokus på nogle af de helte, som under krigen satte deres liv på spil for at beskytte kunsten. Gørings katalog over kunstværker eksisterede i virkeligheden, ligesom flere af bogens personer. Dette gør læsningen endnu mere interessant, selvom fortællingen også er tilføjet megen fiktion i den hensigt at gøre den underholdende. I min optik er Natasha Lester eminent til at koble historien sammen og binde en fin sløjfe på de to tidsspor som indgår i romanen. -For naturligvis hører de sammen til slut.

Udover det historiske perspektiv i bogen, så kan man være sikker på, at når man læser Lesters bøger, så kommer man heller ikke uden om en kærlighedshistorie eller to, så det er en god ide at finde lommetørklæderne frem fra starten af. Det er simpelthen umuligt ikke at blive rørt undervejs. Personligt er jeg mest interesseret i det historiske aspekt af bogen, men Lester formår alligevel at trække en kynisk realist, som jeg selv ind i kærlighedsfortællingerne også.
Hvis du endnu ikke har læst Natasha Lesters tidligere udgivelser på dansk: “Den franske fotograf” og “Den hemmelige arv”, og hvis dit hjerte, ligesom mit eget, banker for historiske romaner, som på fantastisk vis omhandler tiden før, under og efter 2. Verdenskrig, så vil jeg helt sikkert anbefale hendes bøger. Selvom store dele af hendes bøger, som nævnt, er fiktion, så formår hun alligevel at trække tråde til heltemodige og faktiske begivenheder under krigen, som for mange danskere nok er ukendte.
Jeg må altså endnu engang overgive mig til Lesters evne til at formidle både historiske, følsomme og spændende fortællinger på, og giver derfor bogen:
apr 12, 2022 | Erindringer og biografier
Af Louise Juelskjær Hansen
Forfatter: Heather Morris
Titel: Historier om håb
Forlag: Forlaget Aronsen
Sidetal: 334
Udgivet: Februar 2022
”Hvis man vågner om morgenen, er det en god dag” – Lale Sokolov
Heather Morris, forfatter til bestsellerbøgerne ”Tatovøren fra Auschwitz” og ”Cilkas rejse” har skrevet en ny bog. Denne gang er det en ”non-fiktion” fortælling, som bl.a. går bag om hendes venskab og utallige samtaler med Lale Sokolov, tidligere tatovør i Auschwitz-Birkenau. Samtidig med at fortælle om tilblivelsen af sine tidligere romaner er bogen ligeledes en beretning om dele af Heathers eget liv, hvori hun retter sit fokus mod de erfaringer, hun har gjort sig med at lytte til andre mennesker.
Heather fortæller historier om håb. Det må være bogens hovedbudskab, og således også meget passende i forhold til bogens titel. Hun lytter til overlevere, -mennesker med utrolige, voldsomme og traumatiske oplevelser i bagagen, men som har en ting tilfælles. De overlevede, og besluttede at få det bedste ud af deres liv.
Håbet er det, der selv i de sorteste øjeblikke holder folk i live. Håbet er det sidste, der dør i os. Heather havde inden sit møde med Lale ingen erfaringer med at skrive en bog, og planlagde egentlig at ”Tatovøren fra Auschwitz” skulle blive en film. Faktisk nåede Lale aldrig at se andet en filmmanuskriptet om hans liv og historie. En film, hvor han havde planlagt at Ryan Gosling, ville være den perfekte skuespiller til at spille ham selv som ung (selvtilliden fejlede således ingenting). Først efter hans død valgte Heather i stedet at skrive en bog, hvilket fra starten var Lales store ønske.
Undervejs i bogen kommer Heather med gode råd til, hvordan man bedst lytter til andre. Hun lægger vægt på, at hun ikke er særligt uddannet til dette, men at hun livet igennem har gjort sig en del erfaringer med at lytte til andre mennesker, hvilket har givet hende mange fantastiske historier og vigtige relationer. Derfor deler hun også ud af helt konkrete metoder til, hvordan man bliver en god lytter både i forhold til ældre mennesker, børn og sig selv.
Noget helt særligt som beskrives i bogen var, at Heather aldrig skrev noget ned, når hun besøgte Lale, ligesom hun heller ikke optagede samtalerne. Hun vurderede at det ville hæmme hans fortælling, hvis hun skriblede løs undervejs, og måtte efter de mange samtaler skynde sig hjem og skrive alt det hun huskede ind på computeren. De ting Lale fortalte hende verificerede hun efterfølgende med andre kilder, således at hun var sikker på, at det han fortalte, var sandheden. Hun ønskede at fortælle hans historie, men den skulle naturligvis være så tæt på sandheden som muligt, selvom hun også benytter sig af fiktion undervejs.

I og med bogen er ”non-fiktion” er den naturligvis anderledes end Heathers tidligere udgivelser. Det skal man være opmærksom på inden læsningen. Hendes evne til at formulere sig og drage læseren ind i fortællingen er dog stadig i høj grad gældende for ”Historier om håb”. Selve de fortællinger, som inddrages undervejs, er underholdende, selvreflekterende og givende for de fleste individer, og jeg vil vove den påstand, at de fleste mennesker ønsker sig at blive bedre til at lytte, særligt i en tid, hvor de sociale medier fylder så meget i vores liv. Jeg følte mig i hvert fald personligt ramt et par gange, og særligt afsnittene med at lytte til vores ældre og børn har jeg taget til mig. Således skriver hun:
”At lytte oprigtigt til alt, hvad dine børn gerne vil fortælle dig, koste hvad det vil. Hvis du ikke lytter oprigtigt til de små ting, når dine børn er små, vil de heller ikke fortælle dig de store ting, når de bliver store. For dem var og er tingene store.”
Dette rammer virkelig hovedet på sømmet, og jeg vil personligt prøve at lægge min telefon væk lidt oftere, når mine børn har noget at fortælle.

Inden læsningen var jeg i tvivl om, hvad der egentlig ventede mig i denne bog. Det er man som læser nok ofte, men jeg læser normalt kun fiktion, historiske fagbøger og undervisningsmateriale, så derfor var jeg meget i tvivl om, hvad jeg ville synes om ”Historier om håb”. Særligt hvis den skulle vise sig at være en form for bedrevidende selvhjælpsbog, som jeg står ret meget af på.
Jeg var dog positivt overrasket over bogen. Heather Morris kommer med sine erfaringer og giver gode råd undervejs, men hun er ikke bedrevidende eller dømmende. Faktisk giver hun ret meget af sig selv igennem bogen, hvilket jeg synes gør beretningen troværdig. Samtidig fandt jeg hendes fortællinger om personer, anekdoter og situationer interessante. Afslutningsvis kommer der et lille uddrag fra Heathers kommende roman om tre søstre, der alle overlevede Holocaust, og den tror jeg godt, vi alle kan glæde os til.
Lyt til andre, men lyt også til dig selv, hvilket i virkeligheden nok er den allersværeste kunst. Med de ord, som sammenholder en af bogens pointer, vil jeg anbefale bogen, hvis du har lyst at høre mere om tilblivelsen af to fantastiske romaner, læse fortællinger om håb og dets betydning, og samtidig ønsker noget konkret og håndgribeligt, som du kan tage med dig ind i det eget liv.
5 ud af 6 stjerner fra mig.

apr 12, 2022 | Krimi og spænding, Romaner (danske)
Forfatter: Martin Holmslykke
Titel: En mors hævn
Forlag: Panter Publish
246 sider
Udgivet 3. april 2022
Anmeldereksemplar
Forfatter til Freja-trilogien, Martin Holmslykke, har skrevet en ny roman, som udkom på Krimimessen den 3. april 2022.
”En mors hævn” er et krimidrama fra Sydstaterne i Amerika, og er meget anderledes end Freja-bøgerne. Et har de dog tilfælles, der er skruet op for dramaet, og spændingen er en intakt til det sidste side.
I 1840’erne ankommer den unge, stærke og stolte Mateba til Amerika. Hun er taget til fange i Afrika, fragtet i skib over Atlanten, og bliver herefter solgt som slave på et marked. Mateba er gravid, og da det viser sig, at hendes første ”Master/Massa” er lidt for glad for slavekvinderne, sender hans kone Mateba bort, og hun ender på et af New Orleans finere bordeller, hvor hun føder sin søn Jack. Jack vokser op på bordellet, men har ligesom sin mor ingen rettigheder, og bliver en dag tabt i et kortspil til en af bordellets faste kunder.
Herefter sendes Jack langt væk fra sin mor, og skal nu agere personlig slave for den jævnaldrende Henry. Henry og Jack er meget forskellige, men de har det tilfælles, at de er blevet adskilt fra deres mødre. De udvikler et særpræget, men stærkt venskab, samt et ubrydeligt bånd, og efterhånden som de vokser op, bliver Jack Henrys støtte og allierede mod han tyranniske far.
Hverken Jack eller Mateba glemmer hinanden og længes efter at blive genforenet. Særligt Mateba drives af tørsten efter hævn over de mennesker, der har adskilt hende fra Jack og frataget hende friheden. Dette overskygger hendes slavetilværelse og bærer hende igennem livet. Samtidig drømmer både Jack og Mateba om friheden, men der er store konsekvenser ved at flygte.

”En mors hævn” er en stærk fortælling om menneskerettigheder, hævn, loyalitet, kærlighed og seksualitet. Skildringen af ”Slavetiden” og synet på slaverne er troværdig og barsk. Det kan synes usandsynligt, at man har behandlet mennesker som dyr, og har frataget dem alle rettigheder. Om end det langt fra er eneste gang i historien.
Mateba er en stærk personlighed, som bevarer sin stolthed hele vejen igennem. Hun lader sig ikke slå ud, og kæmper for sin søn og deres frihed. Jack er en loyal, intelligent og meget sympatisk karakter. Han tiltrækkes af Henry og elsker ham på en måde, som forvirrer ham. Således udvikler der sig også en stærk kærlighedshistorie undervejs, som for Jacks vedkommende forbliver uforløst og ulykkelig.
Martin Holmslykke har skrevet en virkelig god roman. Jeg var meget optaget af fortællingen. Både Matebas, Jacks og deres fælles historie er svær at slippe, og man må hele tiden læse et kapitel mere. Som historielærer glædes jeg over den gode research, der ligger til grund for bogen, og som omhandler slavernes historie og deres forhold i bomuldsmarker, i køkkenet og andre steder i Amerika på pågældende tidspunkt.
Hvor Freja-trilogien var skrevet i et højt tempo med mange aktører, er ”En mors hævn” et drama, hvor spændingen er mere underspillet, men ikke desto mindre er konstant. Matebas hævn lurer i overfladen hele tiden, og først til sidst ser vi som læsere konsekvenserne heraf.
En meget vellykket roman, som jeg på alle måder vil anbefale. Det er et drama om slaveriet, men det er også en kærlighedshistorie, som på godt og ondt skildrer behovet for at elske og blive elsket.
5 ud af 6 stjerner.
