Af Rikke Fischer
Forfatter: Anthony Doerr, Titel: Alt det lys vi ikke ser, Originaltitel (amerikansk): All the Light we Cannot See, Forlag: Politikens Forlag, 558 sider, Udgivet (på dansk) 2017, Vinder af Pulitzerprisen 2015.
Jeg havde set rigtig mange billeder af denne roman og læst anmeldelserne. Den bog var overalt hele sidste år. På alle de sociale medier. Alle talte om den. Men indimellem er det bare som om, at jeg udskyder at læse en bog, som ALLE har læst og taler om. Hvis den er for populær, så er den nok for mainstream. Tænkte jeg. Og så var det også noget med, at den foregik under 2. verdenskrig. Det tiltalte mig heller ikke så meget. Har læst så mange bøger og set så mange film med denne krig som bagtæppe. Så var blevet lidt mæt af det. Jeg havde derfor ikke fået læst ‘Alt det lys vi ikke ser’. Selvom alle talte om den.
Men så stod jeg i boghandleren og skulle have læsestof med på ferie. Et par paperbacks synes jeg kunne egne sig godt. Hvor det ikke gør noget, at de bliver lidt slidte af sand og sol. Jeg fik en god snak om bøger med ekspedienten, som blandt andet foreslog ‘Alt det lys vi ikke ser’. Som siden udgivelseshypen var udkommet i en ferieklar paperback-udgave til 129,95 kr. Han sagde, den var et must read. Virkelig god. Altså, virkelig virkelig god. Så jeg slog til. Tænkte at det var rart at få den læst, når nu alle andre bogentusiaster har læst den.
Så den kom med i kufferten til Sydfrankrig.
Da jeg åbnede den – liggende på en solseng efter en tur i swimmingpoolen – og begyndte at læse, befandt jeg mig pludselig i 1934 i Paris med den blinde, 6-årige pige Marie-Laure LeBlanc og hendes far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum, Museum National d’Histoire Naturelle.
(Meget passende at store dele af romanen foregår i Frankrig – hvilket jeg ikke var klar over, før jeg begyndte at læse den – når jeg nu selv var i Frankrig og omgivet af fransk tale dagen lang.)
Marie-Laures mor er død, og hun og faren lever et stille parisisk liv, hvor hun tager med ham hen på museet hver dag. Men der er noget med en mystisk ædelsten, som museet råder over. En ædelsten med en myte – og spørgsmålet er om den er sand eller bare opdigtet.
Jeg vil godt lige pointere her, at romanen ikke er i magisk realisme-genren eller lignende. Den er en realistisk fortælling med flere historiske begivenheder, men under alt det fornemmes der noget uforklarligt. Skæbneagtigt. Eventyrligt. Det kammer aldrig over, men det udtrykker vel bare det, som titlen også siger: ‘Alt det lys vi ikke ser’: at der er så meget mystisk/skjult ved livet og verden, vi slet ikke opfanger eller forstår. Det kan jeg rigtig godt lide ved denne roman.
Samtidig hænger titlen også sammen med sin blinde hovedperson. Det er et interessant valg, at hun skulle være blind, og det giver virkelig sin helt egen betydning til fortællingen. Alle de andre sanser som hun bruger. Og når hun kommer i problemer, fordi hun ikke kan se.
Parallelt med Marie-Laures liv hører vi om Werner Pfennig, der vokser op på et børnehjem i Tyskland. Hans søster Jutta og han er forældreløse. Deres far døde i en kulmineulykke. Werners fremtid er, at også han skal arbejde i kulminerne, når han er gammel nok. En tanke, der gør ham dybt modløs.
Men der er stor fattigdom og ikke mange andre muligheder. Forstanderinden Frau Elena, en fransk nonne, er dog en kærlig støtte for de forældreløse børn, hun har taget under sine vinger.
Frau Elena er protestantisk nonne fra Alsace og holder mere af børn end af at være forstanderinde. Hun synger franske folkesange med skinger falsetstemme, har en svaghed for sherry og falder tit i søvn mens hun står op. Nogle aftener lader hun børnene være sent oppe mens hun fortæller dem historier på fransk om sin barndom ved foden af bjergene, en hyggelig tid med to meter sne på hustagene, vægtere og røg der steg op fra bækkene i kulden, og frostpudrede vinmarker: en verden som en julesalme.
Det viser sig, at Werner er et teknisk vidunderbarn. Han bygger sin egen radio, og snart bliver han hyret til at reparere folks radioer. Han er stadig kun en lille dreng, og alle bliver forbavset, når de ser ham stå på dørmåtten som “radiomekanikeren”.
Som alle ved, var Hitler på denne tid i gang med at føre sine politiske planer ud i hele Europa. Og langsomt men sikkert går årene, de to børn bliver ældre, og krigen bliver en realitet og ikke bare rygter. Marie-Laure og hendes far flygter fra Paris – med sig har de en hemmelighed af stor værdi. Men det ved kun faren.
Flere personer kommer til persongalleriet, bl.a. Marie-Laures fars granfætter, Entienne, som de søger tilflugt hos i hans store hus i en lille landsby. Samt Werners ven, Frederick, som han møder på Jugendskolen. Og oversergent von Rumpel, der er ædelstensekspert. Han rejser rundt i Europa for nazisterne for at vurdere de stjålne værdigenstande, som nazisterne samler ind fra bl.a. museer og velhavende jøder.
Historien udfolder sig bredt med alle disse personer, men de hænger alle sammen via krigen, og hele tiden er det Werner og Marie-Laure, der er hovedkaraktererne.
Den er fantastisk på så mange måder. Det er en fuldendt roman, der har det hele: et flot sprog, en sammenhængende og fængende historie, interessante detaljer der giver mange indre billeder under læsningen, levende og meget forskellige personer med hver deres udvikling. Samt drama, spænding, kærlighed og overraskelser. Og aldrig bliver den rørstrømsk, overdrevet eller karikeret.
‘Alt det lys vi ikke ser’ er en ægte diamant i litteraturens verden <3