Af Rikke Fischer
Forfatter: Anna Mejlhede, Titel: Hjertesorg – en fortælling om at være til, Forlag: Akademisk Forlag, 200 sider, Udgivet 2019, Anmeldereksemplar
Bogen Hjertesorg er en skøn mosaik af Anna Mejlhedes personlige beretninger om at have oplevet hjertesorg og hendes store faglige viden, både som forfatter til flere bøger og fra sin uddannelse og arbejde som præst.
Hun skriver helt nede på jorden om dette svære emne, og hun skriver så alle kan spejle sig i teksten. Og hjertesorg skal i denne sammenhæng ikke forstås som kun at dække den sorg, man kan blive ramt af ved skilsmisse, men også den sorg, vi mærker når vi føler os svigtede, forkerte og at vi har mistet os selv.
Bogen kommer både omkring de livsvilkår, vi alle lever under – at der ved det at være menneske er en tvivl og sårbarhed. At vi alle laver fejl indimellem, at vi kan fortryde, at vi indimellem oplever at føle os som en fiasko, at vi kan føle os svage.
Mejlhede citerer også både Kierkegaard, Karen Blixen, Charlotte Rørth, Karl Ove Knausgaard og Svend Åge Madsen med flere, hvilket skaber en god sammenhæng med mange forskellige facetter af emnet. Samtidig giver det en interessant tyngde med de litterære citater – men bliv ikke forskrækket: Anna Mejlhede skriver poetisk, levende og klart, og Hjertesorg er en tankevækkende bog i en krydsning mellem “livsguide” og “filosofisk debatbog”.
“Naturen har en unik evne til at trøste. (…) Selv når jeg er fyldt af frustration og smerte over at føle, at forbindelsen er røget, enten den til mennesker omkring mig eller til mig selv, så står jeg stadigvæk i forbindelse med naturen. Altid og hele tiden. Den vender ikke ryggen til mig, ikke engang når den viser sig fra sin voldsomme side. Den er bare, og i dens væren er der altid plads til, at også jeg kan være.”
Anna Mejlhede er god til at sætte ord på tidens tendenser om, hvordan vi “bør” leve. Og jeg synes hun med sin bog giver modspil til disse tendenser, hvor vi risikerer at føle os endnu mere forkerte med vores fejlbarlighed. Hun forholder sig kritisk til tidens ånd om, at vi definerer os (for meget) af det, vi kan (hvilket jo så gør os til en fiasko, når vi ikke kan noget). Vi skal også helst være rolige og autentiske hele tiden. Men det er umuligt at leve op til.
“At lære at hvile i sig selv. Gad vide, hvor mange gange vi hver især har hørt de ord? Jeg har ikke tal på de gange, jeg selv er blevet præsenteret for den fordring, og jeg tror næsten, jeg vil vove den påstand, at der alene i Danmark er bygget en hel selvudviklingsindustri op omkring den tanke, at vi som mennesker skal lære at hvile i os selv for at være mere i verden uden al for meget hjertesorg. Min erfaring siger mig bare, at den forestilling ikke holder, og jeg tror måske, det er selve ordet ‘hvile’ sat sammen med ‘dig selv’, den er gal med. (…)
Jeg synes ikke, at forestillingen om at hvile i sig selv gør bedre plads inden i mig. Plads til at lukke livet ind, sådan som livet også er. Med det vilde, det utrolige og det uforståelige også.”
Jeg synes, Hjertesorg er en dybsindig og vigtig bog. Den er klog og åbner døre af refleksion i læseren – i stedet for at servere fasttømrede svar. Anna Mejlhede tør vise sin egen menneskelighed – som privatperson og som præst – og det kan jeg virkelig godt lide. Samtidig handler bogen også om alt det smukke ved livet – for det hænger jo uløseligt sammen med hjertesorgen.