Af Rikkemaiah Fischer

Forfatter: Alex Michaelides, Titel: Den tavse patient, Originaltitel (engelsk): The Silent Patient, Forlag: Hr. Ferdinand, 392 sider, Udgivet februar 2020, Anmeldereksemplar

Græsk mytologi, kunst, psykoterapi og barndomstraumer er ingredienserne i denne blandede cocktail af en spændingsroman.
Jeg skal forsøge at skrive en anmeldelse uden risiko for spoiler alert – det kan være svært, da historien tager noget af et tvist og overrasker læseren i sin grublen over “hvem der gjorde det”.

Først til selve plottet:
Alicia Berenson er en anerkendt kunstmaler, gift med en kendt modefotograf, Gabriel, der elsker hende overalt på jorden. De lever et overskudsliv i deres store hus midt i London, men alligevel bliver Gabriel fundet død en aften – antageligt skudt af Alicia, da alle spor peger på hende.
Problemet er dog, at hun fra den aften ikke har mælet et ord. Og dermed heller ikke har kunnet forsvare sig selv eller fortælle sin version.

Så de store spørgsmål er: Hvorfor taler hun ikke, og VAR det virkelig hende, der myrdede Gabriel?

Hendes sag bliver derfor et mysterium. Hun bliver lukket inde på en sikringsanstalt, mens hendes kunstværker handles for uhyre summer.
Men Theo Faber – en ung kriminalpsykolog – har fulgt med i Alicias case og er meget optaget af at hjælpe hende. Så da han bliver ansat der, hvor Alicia er anbragt, begynder han på sit detektivarbejde. Han forsøger at vinde hendes tillid og få hende til at fortælle sin sandhed. Måske er hun uskyldig?

Samtidig hører vi i tilbageblik Theos egen historie – hans var far alkoholisk og voldelig – og om, hvordan han fik hjælp af en terapeut og fik interesse for den menneskelige psyke.

“Jeg vidste det ikke dengang, men det var for sent. Jeg havde internaliseret min far, introjiceret ham, begravet ham dybt i mit ubevidste. Jeg havde ham med mig, uanset hvor langt væk jeg fjernede mig. Et infernalsk og utrætteligt kor af furier snappede mig i hælene og skreg ad mig med hans stemme, at jeg var en ussel, skammelig fiasko.”

Theo er jeg-fortælleren, men den synsvinkel blandes af Alicias dagbog/hendes stemme. Det fungerer fint at have hende som fortæller også, og senere giver det mening, at det er en dagbog hun har skrevet (fordi den bliver fundet og bliver bevismateriale), men undervejs er der noget med dagbogsformen, der ikke fungerer. Der er lange passager, hvor hun fortæller om begivenheder med dialoger og det hele. Det er ikke en troværdig måde at skrive dagbog på, synes jeg, så der stoppede min læsning lidt undrende op (ikke et godt tegn – ved de bedste læseoplevelser GLEMMER man, at man læser).

Den græske mytologi bruges på den måde, at Alicia har malet et billede der hedder ALKESTIS, som er heltinde i en græsk myte – en kærlighedshistorie. En heltinde der ofrer sig selv for sin mand.
Jeg synes det er en interessant ide at bruge kunstmalerier og græsk mytologi i en krimi, men her efter endt læsning, kan jeg næsten ikke huske noget om de myter – det virker ikke vægtigt nok – det har ikke fået nok fylde i historien efter min mening.

 

Jeg er meget ambivalent med denne roman. Jeg synes faktisk, den har rigtig mange gode kvaliteter:
Interessant historie og plot med mange detaljer og personer, der fletter sig ind i hinanden.
For det meste velskrevet – især når vi hører Alicias stemme.
En overraskende vending.
Gode og troværdige beskrivelser af psykologiske lidelser, indre processer og hvordan mennesker, der har det svært, reagerer i forskellige situationer.

Men romanen får ikke topkarakterer af mig, da jeg også synes den har nogle svage punkter.
Udover det allerede nævnte, så havde jeg det svært med, at jeg først havde sympati for hovedpersonen, men senere mistede den og synes det stik modsatte om ham. Det gjorde at jeg følte mig snydt og havde lyst til at kyle bogen over i et hjørne 😉 Andre læsere vil muligvis finde denne detalje interessant.
Jeg ved ikke, om det er lost in translation, men Theo Fabers titel skifter mellem at være psykolog, psykoterapeut og kriminalpsykolog. Det er tre ret forskellige titler, og sådan nogle faktuelle fejl er bare træls.
Jeg er normalt en pivskid, når det handler om gysere osv, men jeg synes desværre ikke, at den var vildt spændende og slet ikke thriller-agtig. Det var da interessant nok at følge den gotiske knudes opvikling, men læsningen gjorde ikke, at jeg sad og bed negle af bar spænding – heller ikke selvom der var gjort meget ud af korte afsnit og cliffhangers (lidt for tydeligt).

Men min endelig dom er: Læs Den tavse patient, hvis du er til spænding med et psykologisk tvist og dryp af kunst- og mytereferencer. Det er en god historie, og de fleste ville nok føle sig ganske godt underholdt af den.

Share This