Af Lisbeth Thernøe Gilbert
Forfatter: Agnes Lidbeck, Titel: Last, Originaltitel (svensk): Finna sig, Forlag: Modtryk, 193 sider, Udgivet 2018.
Hvorfor er det, at jeg kvier mig ved at kalde Last for en roman? 193 sider, pænt indbundet, bagsidetekst med resume af handlingen, forlagslogo og endda benævnelsen Roman på første side under forfatternavn og titel. Så ja, det må det jo være – en roman. En biografi er det ikke og heller ikke hverken et essay eller en fagbog. Og alligevel skurrer det i mine ører, når jeg hører mig selv omtale Last som en roman. Hvorfor mon? Det vil jeg prøve at belyse i min anmeldelse af romanen her.
Treenighed
De 193 sider er inddelt i tre nøjagtig lige store dele, hvor hver del beskriver en fase i Annas liv: først hendes tid som mor, så perioden hvor hun har en elsker og til sidst hendes opgave som plejer, eller med andre ord, Anna i de tre arketypiske kvinderoller: moderen, luderen og madonnaen.
Moderen
I første del bliver Anna mor til først sønnen, Harry, og senere også datteren, Hedda. Anna har – naturligvis – på forhånd læst om det at blive mor og har derfra fået nogle meget høje forventninger til moderskabet:
Instruktionsbøgerne har forberedt Anna på, at hun vil opleve følelsesmæssige forandringer. At blive mor er den største begivenhed i dit liv, står der, og Anna venter lydigt på, at dette største skal begynde at kunne mærkes.
Anna kommer da også gradvist tættere på barnet, men ikke helt i det omfang, som hun synes at være blevet stillet i udsigt.
Efterhånden som tilknytningen gør hverdagen lettere, sidder hun tilbage med en følelse af skuffelse. Niveauet af hormoner og salte i blodet afstedkommer ikke de stærke reaktioner, hun har læst om. Hun havde fået den idé, at samhørigheden ville føles som noget helligt, at den ville forårsage nogle impulser, at hun ville forvandle sig til en løve, bare uden at føle sig fjollet. Men barnet får hende ikke til at glemme sig selv, at være mor udelukker ikke alle de andre tanker.
Hjemme fylder det mest, at børnene larmer, roder og forstyrrer. Hendes mand, Jens’, tilsyneladende umiddelbare tilgang til børnene og det, de deler sammen, kan hun ikke rigtig være en del af. For virkelig at leve sig ind i opgaven som mor er hun nødt til at være ude blandt andre mennesker.
Hvis bare jeg var ude blandt mennesker, så kunne jeg passe ham uden at … afbryder hun tanken, inden den når frem til ord som trist, angst, vred. Så ville jeg kunne sige da-da, ma-ma, og borte tit, for at nogen skulle høre det og se, alt det jeg giver, se læbernes form, når jeg siger det. Så går hun ud for at magte det.
I stedet for at blive et med moderskabet, som forventet, bliver Anna ved med at være, jeg fristes til at sige pinligt, bevidst om sig selv. Bevidst om sin egen fremtoning. Hun har således brug for, at andre ser, hvilken god mor hun er, for at hun virkelig kan tage opgaven på sig. Det bliver en rolle, hun spiller, og som skuespiller på scenen får hun først liv, når andre bevidner hendes forestilling. Børnene er imidlertid en forudsætning for rollen, så da børnene bliver store, er Anna nødt til at skabe sig en ny identitet.
Luderen
Anna møder Ivan til en fest og finder hos ham den interesse og begær, som hendes egen mand efter lang tids samliv ikke længere kan levere.
Anna er optaget, optaget af sin egen krop og af sine emotioner. Foran spejlet forsøger hun at se, hvad Ivan ser. Det er for hans skyld, at hun vrider og vender sig i forskellige vinkler på jagt efter blå mærker, kradsemærker eller noget andet konkret. Fordi han sætter nye ord på hendes hårfarve og hendes øjenfarve, får hun en grund til at tænke over dem, på samme måde som da hun var ung og for første gang opdagede sig selv.
Deres forhold rummer både dybe samtaler, elskov, skænderier og forsoning. Her føler hun igen, at hun er noget i forhold til et andet menneske. Og det ikke bare i forhold til Ivan men også i forhold til Jens; han er en forudsætning for hendes status som elskerinde, og i forhold til omverdenen er hun en kvinde med en hemmelig elsker. Igen spiller hun en rolle og får igennem en andens blik en identitet, som hun kan definere sig selv ud fra. At forholdet på et tidspunkt vil nå sin ende ligger imidlertid indbygget i elsker/elskerinde-forholdet, hvilket Anna også forventer.
For Anna er en af utroskabens præmisser, at den ikke skal fortsætte. Det er ikke meningen, at den skal være varig, men i stedet munde ud i en form for voldsom udladning, hvorfra de kan gå videre til den næste begivenhed, tilskyndet af følelsen af at der er sket noget vigtigt, som skulle have været ved.
Madonnaen
Det er imidlertid så ”heldigt” for Anna, at Ivan bliver dødeligt syg, og da hun på det tidspunkt er blevet skilt fra Jens kan Anna let glide fra rollen elskerinde over i rollen som Ivans plejer. Hun tager sig af ham og især af det praktiske. Ivans datter er nemlig også flyttet ind, men eftersom hun kan påberåbe sig at være mere følelsesmæssigt berørt end Anna, er hun hævet over den praktiske pleje med madlavning, medicin og sene vågetimer. I stedet bliver datteren den, som strør stjernedrys over Ivans sidste tid og har retten til kun at deltage, når det passer hende selv. Annas nærvær mere bliver tålt end egentligt værdsat, og som sådan indtager hun en noget ydmyg position i hjemmet. Men netop denne ydmyghed giver hende også mulighed for at indtræde i den altopofrende Madonna-rolle.
Igen finder hun en plads og en identitet gennem sin position i forhold til andre.
Finna sig
Ivan ender med at dø. Det står klart fra starten og er ingen overraskelse, så det tør jeg godt afsløre her. Men hvor stiller det så Anna? Ja, her slutter bogen, og læseren efterlader Anna stående midt i et hidtil ukendt tomrum. Forhenværende mor, forhenværende elskerinde, forhenværende plejer og uden en ny rolle, der venter i kulissen. Annas roller er ”døde”, så hun er overladt til sig selv, men dermed også med en ny mulighed for at være sig selv alene i kraft af den, hun er.
Den svenske titel er netop Finna sig, eller på dansk At finde sig selv, og det er svært ikke at læse bogen som andet end en opfordring, ikke bare til Anna men også til læseren om at finde ind til, hvem man selv er og leve som sådan uafhængigt af andre mennesker. ”Find dig selv i Annas historie og find ind til dig selv i livet” bliver der sagt. Ja, vi indgår jo altid i relationer og er en del af en omverden, men nok netop derfor er det vigtigt ikke blot at være noget i kraft af disse relationer, men derimod også turde være noget i os selv.
Roman eller ej?
Og så er jeg tilbage ved refleksionen over, om Last er en roman eller ej. På den ene side så ja, for udover den kronologiske udvikling sker der også en ændring i min opfattelse af hovedkarakteren i løbet af fortællingen. I afsnittet om moderen havde jeg mest ironi og sarkasme tilovers for Anna. Jeg tog afstand og smilede lidt hånligt af hendes store behov for ydre anerkendelse. I afsnittet om luderen blev smilet formildet, men dog fastholdt i et syn på hende som noget latterlig. Her bliver det nemlig endnu mere tydeligt, at det er en rolle, hun spiller og det med Ivan som en kun lunken medspiller. Endelig i sidste afsnit forvandledes mit smil til medlidenhed og medynk, for her nærmest prostituerer hun sig, omend på ærbar vis, for at få lov til at indtage den rolle i en andens liv, som hun har sådan behov for. Der er altså en udvikling i bogen, som gav mig en vis oplevelse af at læse en roman.
På den anden side så kan den oplevelse ikke helt opveje, at ordet ”roman” stadig skurrer i mine ører. Den nøjagtige tredeling og hver dels klare sigte på beskrivelsen af de tre arketypiske kvinderoller afviger nemlig fra den gængse romans mere frie og fabulerende form. I stedet vil jeg kalde Last for et indlæg i en debat, nemlig debatten om kvindens rolle i samfundet, som længe har gjort sig gældende i Danmark og i endnu højere grad i Sverige, hvor forfatteren Agnes Lidbeck kommer fra.
Antifeministisk feminisme
Det er derfor oplagt at se bogen som et feministisk indlæg. Et indlæg som vil sige noget om, hvordan kvinden bliver gjort til et objekt og dermed bliver stækket i sine muligheder for at udfolde sig på egne præmisser. Det mener jeg dog er en snæver og alt for oplagt tilgang til budskabet. Jeg synes i højere grad, at der er tale om, at Anna fastholder sig selv i de forskellige roller, og at det er hendes egen natur, som gør det nødvendigt for hende, at nogen ser hende agere for at hun virkelig synes, hun får værdi som menneske. Ikke mindst den sarkastiske undertone i første del giver mig denne fornemmelse, for den efterlader ikke megen medsøsterlig medfølelse.
I stedet for at se bogen som et feministisk indlæg bliver det hermed en slags antifeministisk feministisk indlæg, som også anmelderen Liselotte Wiemer skriver i Weekendavisen. Som et sådant indlæg fungerer Last imidlertid vældigt godt. Bedre end hvis de samme tanker var skrevet som en kronik eller en klumme, for romanformen giver læseren mulighed for en indlevelse i hovedpersonen og budskabet, som de andre mere formelle teksttyper ikke gør.
En interessant og yndefuld bogudgivelse
Agnes Lidbecks Last får min klare anbefaling med på vejen. Læsningen førte til både eftertanke og en mindre selvransagelse. Desuden er sproget med en personlighed og humor, som alene gør den interessant at læse. Det er en vedkommende bog, og skulle man som mand tænke ”kvindebog”, så nej – også min kæreste på 51 har læst den med både glæde og udbytte.
Til sidst vil jeg nævne, at jeg synes, at den danske oversættelse Last er en virkelig smuk bogudgivelse. Ryggen er i lyst lærred, omslaget er behageligt at røre ved, og som det fremgår af billedet i starten af denne anmeldelse er den prydet med en både rammende, farvestrålende og flot illustration. Det er en bog, som jeg har lyst til at lade ligge og ”flyde” på mit coffee table. Så kan andre jo også se, at jeg er en æstetisk bevidst kvinde med kulturelle interesser og aktuelle holdninger. Desværre er der bare ikke så mange, som kender bogen og ved, hvad den står for … men så er I jo velkomne til at spørge!